Nye flotte faciliteter til islandshestefolket

Af: Kristina Christensen

Foto: Jytte Skovgaard Andersen

14 maj 2024

De seneste år og til glæde for fællesskabet har en gruppe frivillige knoklet med at opføre to nye bygninger på Hedeland. Nu er husene klar til brug. 

Nu er Nauster- og Langhuset en realitet.

Drømmen om bedre faciliteter for islandshestefolket på Hedeland er blevet til virkelighed. Takket være fondsmidler, stævneoverskud, praktiske grise, ildsjæle og gratis håndværkere.

Fundraising med helikopterperspektiv gav bonus hos Jörfi Hedeland

Vi skal tilbage til juni 2022, hvor TÖLT fortalte, at en ny bygning med mange muligheder var på vej.

En fast overdækning ved siden af det i øvrigt renoveringskrævende klubhus i form af et langhus på 6×18 meter.

Jörfi Hedeland lokalklub rejste mange penge til formålet – hele 515.000 kroner til overdækningen, men også til renovering af den ikoniske Ringborg.

Nu kan man samles i tørvejr

Baggrunden var, at der manglede et sted at samles i al slags vejr. Der manglede også en bygning til opbevaring af materialer.

Nu står her både en fornuftig overdækning med læ på en langside, og det giver mange flere muligheder for at være sammen.

Bygningen ved siden af klubhuset kan bruges til salg af mad under stævner samt bygningsbedømmelser og målinger under kåringer. Endelig kan det være et samlingssted for grupper af fx børn og unge, der er på ridetur.

Langhuset er en tilbygning til klubhuset. Med sine fire gavle falder bygningen flot ind i landskabet med tråde tilbage til islandsk byggeskik i både form og udtryk.

 

Nausterhuset står nu totalt renoveret med støbt gulv på resterne af en faldefærdig stald. Også dette hus er navngivet efter vikingetradition, idet Naust er et oldnordisk ord for et skibsstade, et skur eller et hus, hvori fartøjer kan opbevares om vinteren.

Indvielsen af Lang- og Nausterhuset foregik d. 12. maj 2024.

 

Formand for Hedelandsgruppen, Leif Andersen rettede bl.a. en tak til alle frivillige i handygruppen. De har døgnet rundt bygget, gravet, repareret, ordnet baner, fældet træer og ryddet op, sagde han.

 

Tina Vesth, direktør for I/S Hedeland klippede snoren, og gav i sin tale udtryk for, hvor glad hun var på Hedelands vegne. At Dansk Islandshestecenter nu er vokset, og er et smukt og brugbart sted at være.

 

Omkring 50 deltog i indvielsen. Der blev hygget med kaffe, pølser og hjemmebagt kage i det dejlige vejr.

Hvad er Islandshestecentret Hedeland?

I DI sammenhænge er Hedeland et stævnebaneanlæg tæt på Hedehusene i Københavns-området i det område, der hedder Hedeland Naturpark. Et område, som rent historisk har været råstofudvindingsområde, men som i dag er et rekreativt område med mange friluftsaktiviteter tæt på hovedstaden. I Dansk Islandshesteforening står Hedelandsgruppen for at drifte anlægget.

Hvilke faciliteter er der på Hedeland?

I slutningen af 1990’erne, blev der af klubberne i området og klubberne på Sjælland opført en Ringborg med græs på taget, som fungerede som stald i mange år. Desværre er den i dag ikke længere brugbar. Den er forfalden og nedstyrtningstruet, men under renovering

Udover Ringborgen, er der et baneanlæg med 2 ovalbaner med passpor godkendt til sportskonkurrencer og Gæðingakeppnikonkurrencer. Derudover en dressurbane. I de seneste år har det især været klubberne omkring Hedeland, som har anvendt baneanlægget til deres stævner og arrangementer. Der har været afholdt Danmarksmesterskaber senest Gæðingakeppni i 2021 og DI-kåringer.

Kilde: https://www.islandshest.dk/foreningen/hedeland/

Ikonisk stald følger efter

Bygningsarbejdet på Hedeland fortsætter med renovering af Ringborgen.

Du kan følge med i Hedelandsgruppens frivillige arbejde  på deres Facebookside.