Brug og misbrug af næsebånd

Hvilke negative konsekvenser kan næsebåndets stramhed have, og hvordan undgår du disse? Dyrlæge Sara Mikkelsen giver bagrundsviden og gode råd til TÖLTs læsere.

Vi bruger udstyr som bid, næsebånd og pisk til at kontrollere vores heste. Udstyret er udviklet og bør bruges som et hjælpemiddel til at sikre bedst mulig styrbarhed og kontrol, samtidig med at det skal hjælpe hesten med at bruge sin krop biomekanisk korrekt.

Imidlertid kan disse hjælpemidler, hvis de bruges forkert, virke som tvangsmidler i stedet.

Vi ved nok alle, hvor grænsen går, når en pisk skifter fra at være et hjælpemiddel til at blive et tvangsmiddel, men det er umiddelbart lidt sværere at afgøre, når der er tale om næsebånd.

Næsebåndets funktion

Et næsebånd skal lære hesten at arbejde med ro på biddet og munden lukket. Dette opnås ved at tilpasse næsebåndet tilpas løst, så det ikke udøver tryk på hestens hoved, når hesten holder munden lukket. Når hesten åbner munden over en vis grænse skal næsebåndet stramme. Dette føles ubehageligt for hesten, og tilskynder den til at lukke munden for at undgå trykket. Den type træning kaldes negativ forstærkning. Når næsebåndet tilpasses på denne måde, vil det desuden tillade hestens kæber at at bevæge sig frem og tilbage i forhold til hinanden, hvilket er nødvendigt, hvis hesten skal kunne arbejde korrekt på biddet uden spændinger.

Næsebåndet som tvangsmiddel

Hvis næsebåndet er for stramt, vil det konstant udøve tryk på hestens hoved. Dette pres kan hesten ikke undvige, og der er derfor ingen læring forbundet med det. Hestens mund holdes mekanisk lukket, hvilket forhindrer kæbernes naturlige bevægelse i forhold til hinanden, når hestens hoved skifter position.

Et stramt næsebånd forårsager altså både, at hesten ikke kan arbejde korrekt på biddet og øger risikoen for, at hesten får sår i munden.”

Der findes mange forskellige typer næsebånd, og fælles for dem alle er, at de ikke bør spændes stramt fast om hestens hoved, men bør tillade både den naturlige bevægelighed samt tilstrækkelig bevægelse til, via negativ forstærkning, at lære hesten at arbejde roligt og afslappet på biddet. Hestens kæbeled virker som en tøjklemme,således at når hesten åbner munden, vil afstanden mellem tænderne være størst mellem fortænderne og blive gradvist mindre op mod kæbeleddet. Det betyder, at hvis man bruger et næsebånd, der sidder langt nede på hestens hoved som fx et hannoveransk næsebånd, skal det sidde løsere end fx et engelsk næsebånd, der placeres højere oppe på næseryggen.

Næsebåndet kan give sår i munden

Sammenhængen mellem bid og sår i munden er undersøgt i flere studier (1,2), men først for nylig er sammenhængen mellem næsebånd og sår i munden blevet dokumenteret i et dansk studie. (3)

Undersøgelsen er udført på heste i konkurrence under Dansk Rideforbund og kiggede udelukkende på sår placeret i mundvigene. Det viste sig at 9,2 procent af hestene havde sår med denne placering. I et tidligere studie af islandske konkurrenceheste havde 43,4 procent sår i munden. Heraf var de 30,4 procent i mundvige og kinder og de 13 procent i laderne – området mellem fortænder og kindtænder (2).

De to studier kan ikke helt sammenlignes, da læsioner i kinderne ikke er registreret i det danske studie, men ud fra tallene kan vi med sikkerhed konkludere, at problemet med sår i munden ikke er mindre hos islandske heste.

I det danske studie registreredes typen og stramheden af de benyttede næsebånd, og det viste sig, at et engelsk næsebånd med mindre end tre centimeter plads mellem næsebånd og næseryg var en risikofaktor for at have sår i munden. Jo strammere næsebånd, jo flere sår. Forfatterne Mette Uldahl og Hillary Clayton mener, at dette skyldes, at et stramt næsebånd fikserer vævet, så det klemmes mod de forreste kindtænder, når der lægges tryk på biddet via tøjlen. Et stramt næsebånd forårsager altså både, at hesten ikke kan arbejde korrekt på biddet og øger risikoen for, at hesten får sår i munden. I studiet af de islandske konkurrenceheste blev stramheden af næsebåndene ikke registreret, og det er derfor ikke muligt at skelne mellem sår forårsaget af bidtypen og sår forårsaget af næsebåndets stramhed.

Mangel på næsebånd kan også give sår i munden

Det er interessant, at man i den danske undersøgelse fandt ud af, at heste uden næsebånd også havde øget risiko for sår i munden sammenlignet med heste med løst næsebånd med mere end tre centimeters plads mellem næsebånd og næseryg.

Dette kan ifølge forfatterne skyldes, at heste uden næsebånd kan åbne munden højt og klemme mundvigene mellem bid-ringene og tænderne, samt at ryttere kan have tendens til at tage hårdere i tøjlen på grund af følelsen af mindre kontrol. Dette skyldes måske, at hestene uden næsebånd i dette studie ikke havde lært at arbejde korrekt på biddet ved hjælp af negativ forstærkning med et løst tilpasset næsebånd.

Da jeg var barn, lærte jeg, at der skulle være plads til to fingre under næsebåndet. Denne regel lader til at være et godt udgangspunkt for, at det engelske næsebånd kan virke korrekt i træningen af hesten og desuden beskytte bedst muligt mod sår i mundvigene. I det danske studie fandt man ikke sammenhæng mellem sår i munden og hannoveranske næsebånd. Dette skyldes sandsynligvis, at det hannoveranske næsebånd sidder under biddet, og derfor klemmes vævet ikke på samme måde som ved engelske næsebånd. Ikke desto mindre er det også vigtigt, at de hannoveranske næsebånd sidder tilpas løst for at sikre, at hesten kan bevæge kæben korrekt og ikke er udsat for konstant ubehag.

“Man kan ikke konkludere, at det ene næsebånd er bedre end det andet, men atdet er vigtigt, at man bruger dem korrekt og ikke spænder dem for stramt. Ellers går de fra at være et hjælpe-middel til at blive et tvangsmiddel.”

Man kan ikke konkludere, at det ene næsebånd er bedre end det andet, men at det er vigtigt, at man bruger dem korrekt og ikke spænder dem for stramt. Ellers går de fra at være et hjælpemiddel til at blive et tvangsmiddel. Ryttere, som rider uden næsebånd, bør kun gøre dette, hvis hesten har lært at arbejde korrekt på biddet. Hvis hesten har modstand på biddet eller vil åbne munden højt, vil det øge risikoen for at få sår i munden. I den situation er et løst tilpasset næsebånd at foretrække.

Hvis du er interesseret i yderligere information om det danske studie, er der lavet en video om det, som du finder her:

Kilder: 

1: Tell, A., Egenvall, A., Lundström, T. and Wattle, O. (2008) The prevalence of oral ulceration in Swedish horses when ridden with bit and bridle and when unridden. Vet. J. 178, 405-410.

 2: Bjørnsdottir, S., Frey, R., Kristjansson and Lundström, T. (2014) Bit- related lesions in Icelandic competition horses. Acta Vet. Scand. 56, 40.

 3: Uldahl, M., Clayton, H. (2018) Lesions associated with the use of bits, nose- bands, spurs and whips in Danish competition horses . Equine.Vet.J.