Derfor er Aktivitetsugen i Kompedal en formidabel ferieform

Af: Anne Bols Zeuthen

Foto: Anne Bols Zeuthen / Private

25 juli 2023

To heste er læsset, tre børn linet op på bagsædet og bilen er stoppet til randen – afsted til sommerens feriedestination: Kompedal Plantage i Midtjylland. En uge med masser af hygge, heste og alverdens aktiviteter venter forude. Læs med og bliv klogere på, hvordan det er at deltage i Dansk Islandshesteforenings Aktivitetsuge. Ugen arrangeres hvert andet år.

Det er anden gang, vi skal afsted, så jeg har lidt en idé om, hvad der venter os. Til trods for det, bliver jeg igen lige imponeret over den velkomst og ordentlighed, vi bliver mødt med ved første stop på Kompedalvej – indlogering af hestene.

Alle 135 heste, der ankommer til lejren bliver tilset af en dyrlæge, og vacciner skal selvfølgelig være i orden.

Foto: Jakob Knudsen

Hestene bliver parkeret på en transitfold, mens vores trailer bliver kørt af en traktor ned til markeringen af en foldplads til vores to heste.

Herefter får vi hurtigt sat en solid fold op, og hestene står nu side om side – selvfølgelig med afstand til naboen – på en stor græsmark venligst udlånt af en privat lodsejer.

Turen går nu videre til selve lejren en kilometer længere nede af vejen.

Lejrpladsen

Nede ved selve lejren er mine forældre så småt i gang med at installere campingvognen, der skal være vores sovested de næste 7 dage.

Andre har bestilt en campingvogn, der allerede står klar på pladsen, og andre igen slår telt op i det markerede teltområde. Hvis man er en gruppe, der er afsted sammen, er der også mulighed for at arrangere naboskab.

Omkring 30 frivillige har brugt nogle dage forinden på at omdanne selve Kompedallejren til den perfekte ramme for 150 deltagere.

Der er opsat et stort telt, hvor alle måltider kan indtages, og flere mindre pavilloner og telte er opsat på pladsen for at danne læ og ly for den byge eller to, der måske vil komme i løbet af ugen.

Indendørs er der storkøkken, hvor kokken og hans hjælpere klargør de tre daglige måltider, der serveres som buffet. Og mad skal der til for at mætte sådan en stor flok hesteentusiaster, der har været udendørs og i gang en hel dag.

Kompedal set fra luften. Foto: Jakob Knudsen

Medbring egen campingvogn eller lej en via tilmeldingen.

Flere valgte at slå telt op.

Der er kaffe på kanden dagen lang og altid en ledig plads i en sofa, hvis man trænger til at smide stængerne op efter en dag i sadlen. Og selvfølgelig serveres der også hjemmebagt kage om eftermiddagen.

Alle deltagere har én enkelt vagt i løbet af ugen. På tilmeldingen har man angivet, om man ønsker en køkken- eller en rengøringstjans. Tjansen varer kun et par timer og fordelingen af opgaver betyder, at der hele tiden er pænt og rent i lejren – til trods for mange halvmudrede støvler ind og ud og fællestoiletter.

Man finder hurtigt sin favorit-tallerken i de farverige stakke.

Teenagerne sørger for, at kiosken med alverdens lækkerier – som både iskaffe, chokolade, vingummier, chips, øl og vin – holder åbent et par gange om dagen. Der er altså ingen grund til at sætte sig i bilen. På førstedagen opfordres alle deltagere da også til at lade bilen stå, nyde livet i lejren og hinandens selskab.

På Kompedal er der plads til en masse samvær, gode snakke med nye og gamle bekendtskaber, men der er også altid mulighed for at trække sig lidt tilbage eller måske hoppe på cyklen og køre op til foldene, hvor de firbenede venner venter ved hegnet – klar til næste aktivitet.

Aktivitetsugen i Kompedal 2023

130 aktiviteter

131 deltagere

34 frivillige

135 heste

Yngste deltager var 1 år, ældste 75 år

Deltagere fra 79 forskellige postnumre i hele landet

Dansk Islandshesteforenings Aktivitetsuge i Kompedal blev afholdt første gang i 2001, altså 12 gange indtil nu.

Summen og aktivitet

Aktiviteter er der nok af – og som invitationen også lover, så er der noget for enhver smag.

Der er daglige rideture i varierende længde rundt i plantagen – altid angivet med antal hestehoveder (for hastighed) og for- og bagrytter.

Man tilmelder sig og betaler for de ønskede aktiviteter inden lejren.

Ved ankomst kan man danne sig et overblik over dagenes aktiviteter i fællesrummet.

De garvede har nok allerede overblikket over egne aktiviteter nedfældet ved ankomst, men ellers er der mulighed for at erhverve sig et skema eller bare tage den ene dag efter den anden. Sidstnævnte gjorde jeg selv brug af.

Sekretariatet har tilmed åbent flere gange om dagen, hvis man gerne vil melde sig på en ekstra aktivitet og der stadig er ledige pladser.

Der er også rig mulighed for at fylde dagen op som publikum til en masse forskellige typer undervisningslektioner og workshops. Man kan nemt flintre rundt på pladsen med en kop kaffe i hånden og lade sig suge ind.

Der er masser af aktiviteter at vælge imellem og noget for enhver smag.

Her udformes flotte heste i beton under kyndig vejledning af Iben Tiufkjær.

Store som små maler på sten.

Der er flere forskellige typer af foredrag og workshops i løbet af ugen.

“Pimp din pony”

Der var stor tilslutning til miljøtræning med Einar, der i mange år har trænet politiets heste. Hestene skulle gå gennem både ild og vand.

Undervisning ved Jon Stenild.

En særlig Kompedal magi

Den midtjyske natur byder på ture over skøn hede og gennem flot skov. Jeg vil tro, at de fleste deltagere har brugt flere timer i sadlen denne uge end vanligt.

De første par dage skal hestene lige falde til. Selv vores gode, gamle Frida på 17 år var på dupperne på de første par ture ned til lejren til børneundervisning.

Men det er som om, at når roen sænker sig over mennesker såvel som heste, så opstår der en eller anden helt fantastisk magi!

Selvom mange kender flere, og andre er med på Aktivitetsugen for første gang, så har vi alle det til fælles, at vi er faldet for den islandske hest og dens særlige egenskaber.

“Men det er som om, at når roen sænker sig over mennesker såvel som heste, så opstår der en eller anden helt fantastisk magi. Selvom mange kender flere, og andre er med på Aktivitetsugen for første gang, så har vi alle det til fælles, at vi er faldet for den islandske hest og dens særlige egenskaber”

Kompedal Plantage danner med sit gode rideterræn et flot sceneri for både kortere og længere ture: Fælles ture med 25 ryttere, årets Turbo-tur, Herretur, Early Bird, Midnatstur og ikke mindst pasløb på de kilometer lange lige grusveje.

Mange magiske øjeblikke gennem plantagen og ude på heden.

Kompedal Plantage er i udvikling til at blive en af de nye Naturnationalparker.

Hjælpen er lige ved hånden.

Hunde er meget velkomne på lejren, men skal selvfølgelig holdes i snor.

De mange timer i sadlen, til foredrag, kreative workshops og teoriundervisning afsluttes fredag med en festdag.

Hele 63 ryttere meldte til start til årets kratlusker-stævne og eftermiddagen bød på dyst i Islændergames, øl-tølt, champagne-galop og kæpheste-show.

Og ingen aktivitetsuge uden et brag af en 3-retters festmenu, prisuddeling og live musik i det store telt om aftenen.

Festlig fredag med 3 retters og live musik i det store telt.

Skøn aftenstemning.

Fredagsfesten afslutter en god uge.

Ugens sidste aktivitet er den fælles oprydning. På bare få timer lykkedes det i fællesskab at få pakket fællesarealer sammen og stablet ting og diverse remedier i kasser, så det hele er klar igen om to år.

På Kompedal hjælper alle hinanden og på bare få timer er lejret taget ned igen og alle kan komme hjem og pakke ud igen.

 

Tid og ro til fordybelse

Kompedal Lejren danner en god ramme for tid og ro til fordybelse – godt hjulpet på vej af det halvdårlige internet. Så bliver der ligesom sat en naturlig distance til omverdenen.

“Kompedal Lejren danner en god ramme for tid og ro til fordybelse – godt hjulpet på vej af det halvdårlige internet. Så bliver der ligesom sat en naturlig distance til omverdenen”

Sæt allerede nu kryds i kalenderen i uge 29 i 2025 og glæd dig til at læsse hesten i traileren og familien eller gode venner i bilen.

På Aktivitetsugen er der plads til alle – nye som garvede!

Er du blevet nysgerrig og vil du gerne se mere fra årets lejr og være hurtig på tasterne, når tilmeldingen nærmer sig i foråret 2025?

Så følg med på Aktivitetsugens Facebookside her.

 

Aktiviteter på Kompedal ´23: 

Udover en masse arrangerede ture, kunne man i år opleve:


Undervisning og foredrag: 

WORKSHOP – DEN UNGDOMMELIGE RYGSØJLE  v. Betina Buus Rasmussen,

BØRNEUNDERVISNING

ENEUNDERVISNING V. Rikke Brandt

SPRING PÅ BANE V. Simon Vester

TRAILERLÆSNING V. BETTINA MØRCH

TRÆK VEJRET I SADLEN v. Betina Buus Rasmussen

PAS KURSUS VED JÓN STENILD

MOUNTAIN TRAIL v. Helle Knudsen

UNDERVISNING v. Ejner Møller Andersen

Introduktion til ALRID – FOREDRAG

UNDERVISNING V. Pauline Preston

FOREDRAG v. St. Hippolyt

UNDERVISNING v. Iben Merete Toftvang

FARVER, GENETIK OG NY FORSKNING V. Julie Clasen


Andet: 

FUNBATTLE

ISLÆNDERGAMES

PIMP DIN PONY

LOPPEMARKED

ØLSMAGNING

DRINKSAFTEN

SKYGGEHALE PUT & TAKE

KRATLUSKER-STÆVNE

 

Kreative: 

KÆPHESTE

BIRGITTES BLING BLING!

FILT-WORKSHOP

LAV DIN EGEN ISLÆNDER SKULPTUR I BETON

SJOV MED HESTESKO

BØRSTENBINDER WORKSHOP

HESTEHÅRSSMYKKER

FIGUR I LER OVER BÅL

PILEFLET

ARMBÅND AF LÆDERSNØRRE, PERLER

MALING PÅ STEN

SY I FILT