Flere føl i Danmark: Årgang 2022 bliver den største i 10 år

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Pernille Engsig Eskildsen

17 marts 2022

Efter flere år med små årgange stiger antallet af føl støt i Danmark. Det ser ud til, at årgang 2022 bliver den største i 10 år.

Går vi tilbage til 2012 blev der født og registreret 1.677 føl i Danmark. Tallet faldt til 1.295 i 2015, og siden da er det steget stille og roligt til knapt 1.800 i 2021.

I år tager antallet af føl i Danmark sandsynligvis et pænt hop op og lander på et niveau, der næsten er på højde med tiden inden finanskrisen.

Rekordstort antal bedækninger

Sidste år blev der ifølge Stambogskontoret for islandske heste registreret hele 2.576 bedækninger af danske hopper.

Man regner med, at ca. 80 procent af bedækningerne bliver til føl, som registreres året efter.

Det betyder, at vi kan forvente at hilse på godt 2.000 helt nye islandske heste i løbet af den kommende sæson.

Stiger mest i Danmark

I forhold til de andre FEIF-lande ser det ud til, at Danmark ifølge tal fra den internationale database WorldFengur, har en pæn fremgang i avlen. Foruden flere føl og flere bedækninger, bliver der også søgt om flere bedækningstilladelser for hingste, som avleren ønsker at bruge til avl. I Danmark står der i øjeblikket 482 hingste godkendt til avl.

I 2021 blev der søgt om bedækningstilladelser til 86 hingste. I 2020 var tallet 75, i 2019: 65.

Avlen er faldet markant i FEIF-landene

Mellem 2010 og 2020 faldt det samlede antal af føl, som blev født og registreret i FEIF-landene med 36 procent fra 17.434 til 11.163.
Årsagen til faldet skal findes i finanskrisen, hvor priserne på heste faldt voldsomt, og avlere stod tilbage med flokke af heste, som ingen ville eller havde råd til at købe i årene omkring krisen. Mange avlere stoppede med at avle eller skar kraftigt ned på antallet af føl.

Antal føl født i Danmark, Island, Tyskland, Sverige og Norge 2007-2021. Det markante fald i Islands kurve for 2021 skyldes sandsynligvis, at ikke alle føl er indberettet.

 


Kilde: WorldFengur og Stambogskontoret
 

Relaterede artikler