Det afgørende kriterie i fremtidens bedømmelser af heste i sport bør være, om hesten er positivt accepterende. Vi kommer i langt højere grad end tidligere til at fokusere på, hvordan hesten har det, siger Mette Uldahl, der introducerede begrebet “Den positivt accepterende hest” ved SEGES hestekongres 2024.

Der er sket store forandringer i hestesporten i de senere år, og der er kommet et øget fokus på hestevelfærden fra samfundets side.

Fremover skal det stå helt klart, at hestesport først og fremmest bedømmes på, om hesten har det godt, og om den er positivt accepterende, fortæller dyrlæge Mette Uldahl.

Hun er vicepræsident i Federation of Veterinarians of Europe (FVE), og en af hendes mærkesager er dyrevelfærd. Et emne, som hun i samarbejde Aarhus Universitet forsker i.

Hun fremlagde den seneste viden om hestevelfærd og holdt oplæg på SEGES´ Hestekongres i slutningen af januar 2024.

I to TEMA-artikler gengiver TÖLT Mette Uldahls budskaber.

“Vi kommer i langt højere grad til at arbejde med hestens adfærdsmarkører og med hestens egen oplevelse af situationen. Derfor skal vi sikre os, at korrekt faglig uddannelse af hest og rytter finder sted, idet hestens velbefindende altid skal gå forrest” var et af hendes budskaber.

“Vi kommer i langt højere grad til at arbejde med hestens adfærdsmarkører og med hestens egen oplevelse af situationen. Derfor skal vi sikre os, at korrekt faglig uddannelse af hest og rytter finder sted, idet hestens velbefindende altid skal gå forrest” lød det fra Mette Uldahl i oplægget om heste i sport ved SEGES´  hestekongres i 2024.

Vi har pligt til at sikre, at hesten har det godt både fysisk og mentalt

Når vi bedømmer heste i sporten, er der dybest set to aspekter, der bliver vurderet, forklarer hun:

“Det første, vi ser på, er, hvordan hesten har det, og dernæst, hvordan hesten performer i forhold til konkurrencens krav.

Spørgsmålet om hestens tilstand omhandler både det fysiske og det mentale.

Dette skal integreres i alle aspekter af vores omgang med hesten, ikke kun på konkurrencebanen eller under opvarmning, men også i forbindelse med træning derhjemme. For når heste giver udtryk for noget, kan vi ikke umiddelbart se, hvad det handler om.

De kan vise ubehag, som måske skyldes angst, smerte, eller hvis de er presset for hårdt. Men vi har en pligt til at sikre, at dyrene trives inden for de rammer, vi anvender dem i”, siger hun.

Vi skal reagere på hestens signaler

Heste har et tydeligt sprog, hvis vi bare lærer at lytte, forklarer Mette Uldahl:

Problemet opstår, når vi ikke kun skal observere, om hesten er tilpas eller utilpas, men også reagere på det, understreger hun og fortsætter:

”Vi skal vurdere, om hesten er klar til at deltage i stævner, om den har sår eller skrammer, men også om den virker apatisk, depressiv, utryg eller bange. Måden, vi reagerer på hestens signaler på, skal justeres i forhold til vores interaktion med dem. Det er vigtigt, at vi fører denne dialog sammen, da ejere undertiden kan fejlbedømme deres heste baseret på egne antagelser og overse åbenlyse tegn på, at noget ikke er, som det skal være”.

Samme bedømmelse uanset stævne

Hestesportsorganisationernes opgave er at organisere hestesport og afholde arrangementer for medlemmerne. For konkurrencerne gælder specifikke regelsæt, som deltagerne skal overholde, herunder varetagelse af hestevelfærd og principper om fair play. De skal sørge for, at der, når der afholdes en konkurrence, er et tydeligt format, som man arbejder ud fra.

Ifølge Mette Uldahl, er vi nødt til at fastsætte nogle validerede markører på et niveau, så vi kan tale sammen om hestens sprog. Det vil være med til at sikre at hesten og rytteren modtager den samme bedømmelse fra dommere og officials, uanset hvilket stævne de deltager i, siger hun.

Forskningsprojekt om konfliktadfærd

Hvordan kan vi kortlægge hestens basale sprog, og hvilke tegn på konfliktadfærd ser vi hos konkurrenceheste?

Mette Uldahl er i samarbejde med Janne Winther Christensen fra Aarhus Universitet, i gang med et omfattende forskningsprojekt, hvor de analyserer tegn på konfliktadfærd hos konkurrenceheste. Der er forskel på, hvilke sportsdiscipliner hestene deltager i, og der ses forskellige former for konfliktadfærd hos de forskellige hesteracer.

En del af projektet fokuserer på konfliktadfærd hos islandske heste, mens en anden del bl.a. ser på frekvensen af heste med åben mund i dressurkonkurrencer. Her fandt de, at der var en klar sammenhæng mellem heste, der havde mundsår, og heste, der ofte havde åben mund under konkurrence, hvor man kunne se tænderne.

Ser vi på heste med en høj frekvens af åben mund, er det altså koblet til en øget risiko for at de har mundsår. Begge dele afspejler, at hesten har brug for at undvige rytterens hånd og/eller lægger sig hårdt på biddet, som er tegn på, at den ikke er positivt accepterende under ridning, siger hun.

Et af målene med projektet er at undersøge sammenhængen mellem konfliktadfærd, sammenholdt med den måde, hvorpå officials bedømmer hestene.

Desuden håber forskerne på at kunne foreslå en model for, hvordan bedømmelse af konfliktadfærd i fremtiden kan implementeres i et sportsformat.

Forskerne undersøger også rideskolehestenes velfærd

I projektet indgår også en del, hvor forskerne ser på rideskoleheste og deres velfærd.

Mette Uldahl og hendes kollegaer ønsker at komme med forslag til, hvordan alle kan uddannes:

”Vi skal blive bedre til at vurdere, hvornår vi gør for lidt og hvornår vores handlinger over for hestene er for meget. Det handler om at afdække, hvad folk allerede kan se, men også om, hvordan vi reagerer på det, vi observerer. For det er først, når vi reagerer og giver hesten mulighed for at “tale” til os, at det gør en forskel”, siger  hun.

“Hvis vi ikke lytter til hesten, er det som med mennesker; på et tidspunkt stopper hesten med at ‘tale’, og det er faktisk en endnu værre situation,” advarer hun.

Hvordan præsterer hesten i forhold til konkurrencens krav?

Ifølge Mette Uldahl stræber mennesker ofte efter det ekstreme. Kravene til, hvordan hesten skal præstere i en konkurrence, handler ikke om hestens behov, men om, hvad vi mennesker ønsker, at hesten skal gøre for os, siger hun og forklarer:

“Vi vil gerne se noget, der er æstetisk tiltalende og pænt, men vi ønsker også at skrue på nogle parametre, så det bliver lidt bedre end i går. Derfor ender vi ofte med at drive det til ekstremer.

Nogle gange er vi nødt til at regulere vores egen adfærd som mennesker i forhold til, hvad vi anser for smart, og det, vi beder dyrene om at gøre for os,” siger hun.

Vi elsker præmier, men gør hesten det også?

Hun forklarer, at det kan være svært med konkurrenceformater. De krav, der stilles i en konkurrence, adskiller sig fra hestens egne behov. Her bedømmes det, som vi mennesker beder hesten om at udføre, og det kan være her, ekstrem adfærd belønnes, mener hun.

Ifølge Mette Uldahl har præmier stor betydning for hestevelfærden:

“Ved en konkurrence er der præmie til mennesket, hvilket vi sætter stor pris på, da det giver os en god følelse. Det betyder dog også, at formatet for konkurrencerne er designet således, at mennesket får en præmie, hvis det lykkes at få hesten til at udføre det ønskede.

Mens mennesker elsker præmier, ender det ofte med, at hesten må gå på kompromis.

Hestens behov kan let komme til at stå i vejen for vores præmie, hvilket betyder, at vi nogle gange glemmer hesten i vores iver efter at vinde”.

Kun heste i trivsel bør placeres højt

Ved stævner foretages der både direkte og indirekte bedømmelser af hestevelfærd.

I FEI indgår aspekter som kvalitet og harmoni i bedømmelseskriterierne, hvor også hestens velbefindende vurderes.

Problemet er, at den hest, der udviser størst accept af rytter og ridning, er ikke altid den, der vinder, mener hun.

Hun forklarer, at det for udefrakommende kan det være vanskeligt at vurdere, om hestens velfærd reelt bliver taget i betragtning, og at transparens her er afgørende. Der bør være fuld transparens i, hvordan hestens adfærd og trivsel vurderes, og måske bør der gives separate karakterer for disse aspekter.

“Det skal være tydeligt, at hesten primært bedømmes på, at den ikke udviser ubehag, men at den er positivt accepterende. Kun heste i trivsel bør placeres højt” siger hun.

Hvordan hestevelfærd hænger sammen med træning og uddannelse

Hestevelfærd skal altid være i forgrunden, og bedømmelsen af hesten er det mest magtfulde værktøj, vi har til at påvirke menneskelig adfærd, mener Mette Uldahl.

Der vil være en øget overvågning af hestevelfærden fremover, men hvordan forholder dette sig til ridning og uddannelse af heste i dag? For nogle ryttere kan det virke som om, alt skal laves om, hvilket kan medføre følelser af håbløshed, magtesløshed og modstand

Mette Uldahl beroliger med, at det er en naturlig reaktion:

“Det skaber altid usikkerhed, når vi skal forandre os, men det er tid til refleksion og til at revurdere hestens velfærd. Hvis vi ikke gør noget, vil andre træde til, og derfor er det bedre at tage initiativ selv. Selvevaluering fører til kontinuerlig udvikling. Der er plads til hestesport, men vi skal finde ud af, hvordan vi kan integrere hestevelfærd på en bedre måde,” siger hun og uddyber:

“Vi skal øge fokus på hestens sprog og have en nultolerance over for fiksering og tvang. Det betyder blandt andet, at man ikke må tvinge hesten til noget, den ikke er klar til, holde hesten fast i en bestemt position, eller bruge glidebøjler, så den ikke kan bevæge sig frit.

Vi skal stille højere krav til, hvordan vi anvender vores hjælpemidler. Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi bruger pisken, og vi er nødt til at være ærlige omkring, at det ikke er acceptabelt at slå hesten.

Selvom nogle dyr kan være vanskelige at håndtere, må princippet være, at hestene skal være håndterbare fra de er unge, og vi bør ikke avle dyr, der kræver konsekvent brug af pisk. Der kan opstå situationer, hvor der sker noget farligt, men det bør være undtagelsen.

Derefter skal vi kunne argumentere fagligt for, hvorfor det var nødvendigt at anvende tvang.

Tvang og fiksering er helt uacceptabelt i ridesporten”, slår hun fast.

Hjælpemiddel eller tvangsmiddel?

Et hjælpemiddel kan let blive til et tvangsmiddel ved forkert brug, fortæller Mette Uldahl:

“Forestil dig, at vi ønsker at træne vores hest til et nyt sportsformat. For at lette træningen anvender vi et hjælpemiddel – for eksempel en dressurpisk – til let at røre ved hestens ben og rose den, når den bevæger sig i den ønskede retning.

Men hvad nu, hvis hesten ikke forstår trænerens instruktioner? Så kan fristelsen opstå til ’at kvikke hesten lidt op’, så den ’lige kan forstå det, vi beder den om’.

Pludselig er hjælpemidlet ikke længere en støtte, men en tvang, og det kan føre til, at vi slår hårdere med pisken. Derved bliver hjælpemidlet til et tvangsmiddel, og det hører ingen steder hjemme i træningen” fastslår Mette Uldahl.

Øget overvågning af hestevelfærd på alle planer

“Fremover må vi implementere et velfærdsformat i alle discipliner” mener Mette Uldahl.

Det afgørende kriterium bør være, om hesten er positivt accepterende. Tidsformater og andre bedømmelseskriterier kan stadig anvendes, men hvis hesten ikke er accepterende og i stedet udviser konfliktadfærd, bør det udelukke muligheden for at vinde, mener hun,

Det bliver essentielt med en øget transparens omkring, hvordan hestevelfærd integreres, når vi inddrager dyr i sport, understreger hun.

Der skal fokuseres på direkte bedømmelser af hestevelfærden frem for indirekte eller sammenkoblede bedømmelser:

“Vi skal lytte til, hvad hesten fortæller os, og vurdere, om den finder vores handlinger acceptable. Misforståelser kan opstå, men de må ikke nå en problematisk grad. Det handler om nøje at observere frekvensen, kombinationen og intensiteten af de markører, der indikerer, om hesten er tilpas.” siger Mette Uldahl.

En ekstra dimension i sporten

Øget fokus på hestevelfærd og hestens sprog tilføjer en ekstra dimension til sporten. Det bidrager også til en korrekt faglig uddannelse af både hest og rytter, og det forbedrer trænernes vilkår, siger Mette Uldahl. For hvis rytter eller hest mangler evnen til at ride på et givet niveau, vil man ikke kunne vinde, da hesten vil protestere og vise konfliktadfærd. Det sikrer, at hesten får den nødvendige tid, hvis den mangler styrke, færdigheder eller forståelse for opgaven og det modvirker forhastede løsninger, som vi nogle gange tyer til.

“Vi må anerkende, at der er behov for en kulturel forandring, idet samfundet løbende udvikler sig med hensyn til etik og dyrevelfærd. Vi skal byde velkommen til kontinuerlig evaluering og nødvendig debat. Lytte til hinanden; ingen har monopol på sandheden, og vi kan alle lære af hinanden. Inviter input fra andre, også dem, der måske ikke deler vores sprog eller perspektiv – de kan have indsigt, vi overser”

Vi skal omfavne kulturel og strukturel forandring, og altid prioritere hestens velfærd først, slutter Mette Uldahl.