Selvom heste er vant til kvæg kan der opstå farlige situationer, og hvilken forsikring dækker så?

Af: Kristina Christensen

Foto: Canva.com

17 oktober 2024

22-årige Mette Bøhnke ved godt, at dyremødre beskytter sine unger. Men en dag, hvor hun er ude at ride, går det alligevel galt. Hun skal krydse en kvægfold og kommer i klemme mellem forældredyr og kalve.

Indhegningen med græssende naturplejere har Mettes hest, Silkisif, altid været tryg ved at færdes langs med, siden hun vænnede den til det.

Det er heller ikke første gang, at Mette og Silkisif skal krydse folden, hvor dyrene går. Men en dag, hvor hun skal ind gennem folden, går tingene ikke, som de plejer.

Tyr angriber

Inden Mette åbner lågen ind til folden, sidder hun af hesten. Hun kender dyrene, kender deres adfærd og ved, hvad man skal undgå, så hun begynder at trække sin hest igennem kvægfolden.

Men efterhånden som hun kommer ind, opdager hun, at hun befinder mellem de voksne dyr og kalvene, og det fører til, at flokken løber mod Mette og Silkisif – de angriber/forsvarer sig, forklarer hun.

– Jeg studerer biologi, så jeg ved, at dyremødre gør alt for at beskytte deres unger. Men Silkisif bliver bange, og tyren begynder at løbe efter mig, så derfor slipper jeg hesten for at redde mig selv. Jeg ved nemlig at min hest kan løbe fra køerne, det kan jeg ikke. Køerne jager hesten, mens jeg må skynde mig om bag hegnet for at undgå at blive ramt af tyren.

Gennem hegnet

Mette opgiver at skræmme køerne og tyren væk samtidig med at forsøge få fat i hesten og berolige den.

Det resulterer i, at Mettes hest forsøger at løbe gennem hegnet i retningen hjem. Hesten vælter hegnet – sidder kortvarigt fast i det, og får en skade på benet.

– Heldigvis forsøger køerne ikke at løbe ud af det væltede hegn, ellers havde jeg ringet efter politiet, for det skete en eftermiddag ved en af de store hovedveje ind til Odense, hvor der er meget trafik. Jeg ville gerne undgå at flere kunne risikere at komme til skade.

– Så får jeg fat i en fra stalden, som kommer og hjælper mig. Herefter ringer jeg til dyrlægen; jeg var bekymret for, om hesten havde pådraget sig en seneskade og skulle aflives. Mens dyrlægen er på vej, tager jeg tilbage til kvægflokken og ringer til ejeren, for at fortælle at hegnet ligger ned.

Mette Bøhnkes hest, Silkisif sad fast i hegnet og pådrog sig en skade, da den forsøgte at løbe væk fra en tyr i en indhegning med græssende kvæg. Skaden var heldigvis bare en hudafskrabning og ingen sener eller muskler blev beskadiget.

 

Skaden var heldigvis bare en hudafskrabning og ingen sener eller muskler var skadet.

Hvilken forsikring dækker?

Efterfølgende har både Mette og hendes hest været meget bange for køer. Men det går langsomt bedre.

Når man har med dyr at gøre, sker der bare ulykker, men man kan skabe de bedste forhold for alle parter, siger Mette efterfølgende. Det vil f.eks. være en rigtig god idé i forhold til ansvar at få afklaret, hvilken ansvarsforsikring, der dækker ulykker, mener hun.

Når man har med dyr at gøre, sker der bare ulykker, men man kan skabe de bedste forhold for alle parter. Det vil f.eks. være en rigtig god idé i forhold til ansvar at få afklaret, hvilken ansvarsforsikring, der dækker eventuelle ulykker.

– Heldigvis var det “kun” hesten som fik skader, men hvad hvis jeg var kommet til skade forvoldt af kvæget? Vil min forsikring dække det? spørger hun.

Sammenstød med vandrer

Uheldige sammenstød mellem fritgående køer og friluftslivet findes der flere eksempler på. Mette Bøhnkes historie er bare ét eksempel på, at indhegninger med udsatte græssere indskrænker mulighederne for et rigt friluftsliv.

Helt præcist mener 71 procent af respondenterne i en medlemsundersøgelse fra april 2024 foretaget af Dansk Islandshesteforening, at de anser fritgående kvæg og heste som en væsentlig barriere for at ride i naturen.

Tilbage i august beskrev Nordjyske, hvordan en kvinde blev stanget alvorligt, da hun passerede noget kvæg, inden kvæget trak sig tilbage til sin kalv.

Det skete på panoramaruten mellem Hobro og Bramslev Bakker, og førte til at ruten blev lukket midlertidigt af Mariagerfjord Kommune. Efterfølgende måtte ruten lukkes ned for en kort stund. ”Lige nu er der nemlig mange søde kalve med ængstelige mødre, der beskytter deres unger. Det gør det svært at gøre ruten sikker at færdes på” skrev kommunen dengang på sin facebookside.

 

Relaterede artikler