Den gode fe

Første gang Marit Jonsson møder en islandsk hest, betages hun. Historien om dens oprindelse pirrer hendes videbegær og sætter turbo på hendes medfødte trang til at fordybe sig og formidle sin viden. Marit insisterer på, at kendskabet til hesten skal udbredes, så ridning i Danmark kan blive et allemandsgode.

TÖLT går tæt på kvinden, der var med at skabe fundamentet for DI og islandsheste i Danmark.

København 1953: En ung norsk kvinde og en ung dansk-islandsk mand forelsker sig til tonerne af Adrian Bentzons Jazzband.

Island 1955: Endnu et møde. Denne gang i en rutebil mod Akureyri mellem det forelskede par og en islandsk fætter.

Marit Jonsson har en hovedrolle i begge begivenheder, der er skelsættende i fortællingen om, hvordan den islandske hest blev en af danskernes mest foretrukne rideheste. Dette er historien om, hvordan Marit Jonssons fascination af Islands enestående hesterace opstod og siden voksede sig til en hel forening. Alt sammen med ægtemanden Gunnar Jonsson ved sin side.

En god fe optræder i folketro og eventyr som en kvindelig sagnfigur, der kan påvirke menneskers skæbne i positiv retning. Sådan én er 85-årige Marit Jonsson, æresmedlem af Dansk Islandshesteforening. Hendes indsats for at udbrede kendskabet til den islandske hests natur, oprindelse, træning, pasning og ridning er kulturarv er af uvurderlig betydning for alle danske islandshesteejere.

De spæde år som pionerer

Engang gav Stenholts frodige have genlyd af vrinsk, og glade børne- og voksenstemmer. På gården nær Helsingør boede husmor Marit Jonsson gift med Gunnar Jonsson, der arbejdede ude som direktør i Palmolive, samt parrets fire børn. Gunnars mor boede i den ene ende af stuehuset. I den anden ende var der hjerte- og husrum til unge mennesker fra familier, der, for en periode, ikke magtede at tage sig af dem. Udenfor fandtes et større antal islandske heste. De første i Danmark og deriblandt regentparrets to islandske hopper, som de havde fået i bryllupsgave af den islandske stat i 1967.

Dengang i 1960´erne var islandske rideheste ikke et normalt syn i Danmark. Men Marit Jonsson havde forelsket sig i Gunnar med islandske aner, og første gang hun sad på ryggen af en islandsk hest, følte hun sig tryg.

Gunnar og Marit mens de stadig boede på Stenholt.

Nu hører Stenholts ekko af liv fortiden til, og rammen om Marit og Gunnar Jonssons seniortilværelse er et lille rækkehus. Her, i et trygt seniorbofællesskab i Helsinge, hænger et stort blåt trærelief af FEIFs logo til venstre for hoveddøren. En tøltende hest omkranset af en cirkel. Samme motiv som vi i dag kender som Dansk Islandshesteforenings røde logo.

Indenfor vidner en række danske møbelklassikere om en interesse for design og snedkerhåndværk, og fra det sarte, blå uldbetræk på Wegners bamsestol er der udsigt til en lille have. Omhyggeligt står grupper af planter i små højbede omkranset af fliser og nyklippet bøgehæk. Marit fortæller, at det er nøjsomme surbundsplanter. De trives bedst under næringsfattige forhold, siger hun, og lyser begejstret op, når talen falder på de enkelte arters kendetegn. Hun fortæller også, hvordan hver plante trives bedst, når man tager højde for dens individuelle behov. Sådan er det med Marit Jonsson. Hun overser ingen detaljer og sætter sig grundigt ind i sine interesseområder.

-Ja, siger Marit bestemt, og de klare lyseblå øjne formes af et smil. Mit højeste ønske var jo at blive folkeskolelærer. Men jeg havde som helt ung tilfældigvis hjulpet min far, der var bygningsingeniør i Kristiansand med nogle tegninger til et hotelbyggeri. Hotellets indendørsarkitekt så tegningerne, og hun foreslog straks, at jeg blev uddannet indendørsarkitekt. Så min far meldte mig ind på Finn Juhls Skole for Boligindretning i København. Han mente, at så kunne vi slå os sammen, han og jeg. Men efter halvandet år traf jeg Gunnar, og min far blev frygtelig skuffet, for så kom jeg jo ikke hjem, griner Marit, mens hun videre forklarer, at hun og Gunnar blev gift i fuld fart og havde været gift i halvandet år, da hun blev færdiguddannet i 1954.

-Mit første arbejde var hos Snedkermester Pontoppidan i København. Der arbejdede jeg i omkring to år. Det er ham, der har tegnet det her bord, peger hun og fortæller videre, at hun selv har tegnet hylden i stuen og lampen i entréen.

På brudefærd til Island

I 1955 var tiden kommet til, at bruden Marit skulle vises frem for Gunnars islandske familie. Det var første, men ikke sidste gang, at Marit skulle opleve Islands natur, øens mennesker og ikke mindst dens heste.

-I rutebilen fra Reykjavík til Akureyri traf vi en mand. Jeg kan huske, at jeg sagde til Gunnar, at de måtte være i familie. Gunnar præsenterede sig for ham, og det viste sig, at manden faktisk var Gunnars fætter. Han hed Gunnar Bjarnason og var landskonsulent i hesteavl. Han skulle mod nord for at holde foredrag. Vi snakkede sammen i flere timer, for dengang varede turen otte timer fra Reykjavík til Akureyri i Skagafjördur. Vi var meget interesserede i heste, og dengang red vi på store heste i Hjortekær tæt på Lyngby. Det viste sig hurtigt, at vi også kunne komme ud at ride i Island hos en af fætter Gunnars venner. Vi fik en god ridetur i Skagafjördur på tre timer, og vi var med det samme klar over, at sådan nogle heste skulle vi have.

“Vi snakkede sammen i flere timer, for dengang varede turen otte timer fra Reykjavík til Akureyri i Skagafjördur. Vi var meget interesserede i heste, og dengang red vi på store heste i Hjortekær tæt på Lyngby. Det viste sig hurtigt, at vi også kunne komme ud at ride i Island hos en af fætter Gunnars venner. Vi fik en god ridetur i Skagafjördur på tre timer, og vi var med det samme klar over, at sådan nogle heste skulle vi have”

Gunnar og Marit bad derefter Gunnar Bjarnason om at købe to rideheste til dem. Og for nemhedenss skyld begyndte de at kalde Gunnar Bjarnason for Gunnar Frændi – frændi betyder fætter på islandsk.

– Lige netop på den tid i midten af 1950´erne blev Gunnar Frændi også konsulent for eksport af de islandske heste efter Thorkild Bjarnason. Jeg skulle have en hest, der ikke var for stor, og som var tilredet, og Gunnar var helt klar på en mere rå og utæmmet hest. Det tog lang tid at få hestene til Danmark. De kom til Danmark via båd fra Island til Hamborg og derefter med tog fra Hamborg til København. Vi blev ejerne af de to første islandske rideheste, der kom til Danmark efter krigen.

Hestene er små i år

Marit havde for en gangs skyld følt sig tryg på en hest. Den var blød og rar at sidde på. For den tøltede jo, som hun siger, og for Marit var mødet med hestene på Island et vendepunkt. Hun kendte intet til islandske heste på det tidspunkt. Hun fortæller, at hestene på øen dengang ikke havde stor betydning for islændingene, og at der heller ingen rideklubber var.

-Det var lige efter krigen, maskinerne og den amerikanske indflydelse var stærk, supplerer Gunnar og fortsætter med at fortælle, at der i midten af 1950´erne begyndte at være interesse i rideheste fra tysk side. Derfor blev Gunnars Frændi eksportkonsulent. Det var sådan set tyskerne, der efterspurgte ridehestene. Og Gunnar blev eksperten på området.
Hjemme i Danmark blev ægteparret Jonsson mødt med alt andet end begejstring, når de red på deres islandske heste i Hjortkær blandt ryttere på større rideheste.

-Vi blev absolut ikke mødt med nogen form for fascination. Den måtte vi selv skabe. Det, der gjorde det spændende for mig, og det vi kunne komme frem med, var jo først og fremmest historien om den islandske hest.

“Vi blev absolut ikke mødt med nogen form for fascination. Den måtte vi selv skabe. Det, der gjorde det spændende for mig, og det vi kunne komme frem med, var jo først og fremmest historien om den islandske hest”

Jeg fordybede mig i hestens historie. Jeg kunne jo gå tilbage i tiden og se, at denne hest nedstammede fra heste fra 800-1000 tallet. Det vil sige heste, som nutidens hesteavl med indflydelse sydfra var blevet avlet væk fra i takt med at veje, biler og alternative transportformer kom til.

-I gamle dage red man jo for at komme fra et sted til et andet. Men man havde ikke et behov for at ride længere. Det blev fint at ride, og man skulle ride på en høj hest. Rideheste blev derfor en fritidsinteresse for mennesker med råd til en fornem hobby. Jeg glemmer aldrig dengang en rytter på en stor hest red op på siden af Gunnar og på en absolut nedværdigende måde sagde til ham, at hestene sandelig var små i år, samtidig med at han så ned på Gunnar.

Marit blev mere og mere optaget af at udbrede den islandske hests historie som direkte efterkommer af oprindelige nordeuropæiske racer. Hendes udgangspunkt var, at her var tale om en hest, som praktisk talt alle kunne ride. Alle kunne købe den, selvom man ikke var rig, og man kunne sidde på den, selvom man var en dårlig rytter, ligesom jeg selv var, siger hun og griner hjerteligt.

-Jeg gik på det tidspunkt meget op i at finde ud af, hvor den islandske hest stammede fra. Dens oprindelse blev jo det helt store samtaleemne, og man fandt så ud af, at den er tæt beslægtet med den norske nordlandshest. De ligner jo også hinanden – jeg har selv både set og dømt dem i Norge.

Hvad drev Marit?

At formidle historien om den islandske heste spillede herefter en enorm rolle for Marit, der med egne ord er en rigtig læsehest.

-Ingen andre hesteracer i Danmark brugte fortællinger om hestens oprindelse i fortællingen om racens særkende, men det var jeg optaget af. Jeg læste alt, hvad jeg kunne. Jeg har altid læst alt, hvad jeg kunne få fat i om mine interesser. Gudskelov kunne jeg læse både engelsk og tysk og til dels også islandsk – det mindende en anelse om oldnorsk. Selvfølgelig havde jeg også mulighed for at lære af Gunnar Frændi. Han boede hos os på Stenholt en overgang, fordi han skulle videreuddannes i hesteavl på Landbohøjskolen.

-I efteråret 1968 fik vi at vide gennem nogle venner, at der var jyske hestehandlere, der ville importere og sælge masser af islandske heste i Danmark. Der var kun hopper med, og dem skulle der jo der avles på. Da Gunnar og jeg hørte det, tænkte vi, at vi måtte gribe ind. Vi ville lave en forening så hurtigt som muligt, ellers havde vi ingen styrke bag ved vores udtalelser om den islandske hest.

“I efteråret 1968 fik vi at vide gennem nogle venner, at der var jyske hestehandlere, der ville importere og sælge masser af islandske heste i Danmark. Der var kun hopper med, og dem skulle der jo der avles på. Da Gunnar og jeg hørte det, tænkte vi, at vi måtte gribe ind. Vi ville lave en forening så hurtigt som muligt, ellers havde vi ingen styrke bag ved vores udtalelser om den islandske hest”

Gunnar og Marit fik fremstillet nogle brochurer, der fortalte om, hvad det var for en hest, hvad den kunne og dens historie. Gunnar havde en meget stor rolle heri, for han kunne læse islandsk. De indkaldte alle, som de kendte, der havde islandske heste plus alle dem, de vidste, der var interesserede i islandske heste, og mødtes og stiftede Dansk Islandshesteforening i november 1968 i stuen på Stenholt. De var cirka 30 mennesker.I den første bestyrelse blev Gunnar valgt som formand og senere overtog han TÖLT, for han ville ikke være redaktør og formand på samme tid.

-Formand kunne enhver være, men at lave bladet, det var meget værre, indskyder 87-årige Gunnar med et glimt i øjet.

Marit og Gunnar var Dansk Islandshesteforening

På det tidspunkt varetog en myreflittig Marit funktionen som foreningens ekspert udi spørgsmål om avl af islandske heste. Hun var på det tidspunkt formentlig den eneste i Danmark, der vidste tiltrækkeligt om racen til at kunne svare på spørgsmål fra et stigende antal interesserede medlemmer.

-Jeg havde jo været med til stævner og kåringer på Island. Jeg kan huske, hvordan jeg til Landsmót i 1966 sad på tilskuerpladserne og noterede kendetegn og resultater fra avlshestene. Det komiske er, at min uddannelse som indendørsarkitekt ofte er kommet mig til gode i forhold til de islandske heste. Når man dømmer heste, er en af de vigtigste karakterer jo at dømme for proportioner. Passer tingene sammen? Det er jeg oplært i. Og jeg har lært, at der skal være en vis form for harmoni i hestens eksteriør. Den skal se harmonisk ud.

Marit i sit es bag skrivebordet.

Marits ihærdighed og grundighed kommer i spil i arbejdet med at få dømt de hingste, der var i Danmark og de, som kom til. Da hun havde hingstene på plads, kastede hun sig over hopperne, og skrev hele det første stambogsreglement med hjælp fra Gunnar og Gunnar Arnason.

-“Der var umådelig vigtigt fra starten at få præciseret, at alle hingste skulle være kåret. Man ville ikke få papir på sin hest, hvis ikke hingsten var kåret. Jeg fungerede som stambogsfører og skrev alle papirerne på min svigermors gamle skrivemaskine, for den havde islandske bogstaver. På det tidspunkt havde de fleste danske hesteracer ingen registrering. Der var ingen andre racer, der var optaget at spørgsmålet om renracethed. Ikke engang hos fx Dansk Varmblod”

-Vi var den første forening, der forlangte renracethed, og det var meget væsentligt for at kunne udstede papirer. Det var ret fantastisk at være med til, for det var starten på hele vores avlsprogram.

-Jeg startede med at holde kåringsdommerkurser allerede efter, at foreningen havde eksisteret i halvt år. Jeg gjorde det så godt, som jeg overhovedet kunne. Landsforbundet for Heste blev skabt nogenlunde samtidig som Dansk Islandshesteforening, og derfor medvirkede også konsulent Henning Rasmussen derfra. Vi udstillede også den ene af dronningens to islandske hopper på et dyrskue. De hed Perla og Stjarna. Det var Perla, som prinserne lærte at ride på. Det er klart, at det fik vi en masse PR ud af, som var rigtig meget værd. Jeg var sådan set både avlsdommer, stambogsfører og kommunikationsmedarbejder på en og samme tid. Og når folk begyndte at ringe og spørge om, hvor man kunne købe sådan nogle heste, så henviste jeg selvfølgelig til TÖLT-bladet.

“Jeg var sådan set både avlsdommer, stambogsfører og kommunikationsmedarbejder på en og samme tid”

I opstarten tog ægteparret Jonsson sig næsten af alt, og de druknede nærmest i deres egen succes. Marit var med i alt, hvad hun kunne få fingrene i, fortæller Gunnar, mens han griner og supplerer med at sige, at det faktisk var meget praktisk, at Marit ikke red så meget. Marit nikker og giver Gunnar ret.

-Ja, det var helt klart godt, at jeg ikke brugte så meget tid på at ride. Det havde været en katastrofe, for så var alt dette arbejde ikke blevet gjort. Jeg var helt sikkert også bare faldet af. Jeg egnede mig bedst til ikke at være på hesteryg.

Den gode fe

Arbejdet med at udbrede islandshestens særlige kvaliteter har medført mange højdepunkter i Marits liv. Et særligt højdepunkt var da, hun blev udråbt som Norsk Islandshesteforenings gode fe.

-Da fik jeg et lammeskindstæppe svøbt om skuldrene, lukket med et spænde med FEIFs logo på kan jeg huske, at jeg fik tårer i øjnene. Det gjorde jeg også, da jeg åbnede de uofficielle verdensmesterskaber på Vilhelmsborg i 1989. Her læste jeg et af mine egne digte op. Dét er der nok ikke mange, der har gjort hverken før eller siden, så du må godt kalde mig skør eller original. Men dét der med at sige floskler, det gad jeg altså ikke. Der skulle noget andet til.

Den islandske hest er årsagen til, at vi har oplevet så utrolig meget glæde i vores liv. Men måske har det også noget at gøre med, at jeg virkelig godt kan lide mennesker, og at jeg er god til at snakke med mennesker. Mon ikke også det har spillet en rolle.