Vær grundig før, under og efter en hestehandel

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Horses of Iceland

01 september 2020

Pernille Skinnerup er selvstændig advokat og har været rytter hele sit liv. Hun er specialist i jura vedrørende heste og oplever et stigende antal henvendelser fra uheldige købere. Det gælder især købere, hvis nye hests adfærd er helt anderledes, end da de prøvede den hos sælger.

Det er sælgers marked nu, hvor alt kan sælges, og der er mange førstegangskøbere af islandske heste. Det kan godt give uheldige handler, fortæller Pernille Skinnerup.

Som advokat repræsenterer hun ofte købere. De henvender sig til hende efter handlen, når fejl og mangler viser sig. Det kan være fysiske skavanker som sommereksem, spat, forfangenhed/ EMS og tandlidelsen EORTH. Men også problematisk eller farlig adfærd fylder meget, fortæller hun.

Ikke den hest jeg prøvede

– Jeg oplever, at det handler om dårlig kemi og et forkert match mellem hest og rytter, når køber ringer til mig og siger: ”Jeg har fået min nye hest hjem. Det er slet ikke den hest, jeg prøvede hos sælgeren.”

De ringer mange gange hurtigt til mig, måske indenfor tre uger efter de har fået hesten hjem, siger Pernille Skinnerup og uddyber:

– Når det handler om adfærdsproblematikker, hører jeg ofte, at hesten nogle dage efter, at den er hentet hjem, begynder at stikke af uden at kunne stoppes eller ”ser spøgelser.” Køber bliver bange for den og fortryder sit køb. En del købere er kvinder i alderen 50+ i et købestærkt segment, som har redet for mange år siden og gerne vil i gang igen. De kan have en forestilling om, at en islandsk hest er bombesikker. Det er den ikke. Som alle andre heste reagerer den på et miljøskift og en ny rytter. Det kan gå galt, hvis man ikke har gjort sig klart, hvilken slags hest, man vil have og har en urealistisk opfattelse af egne evner som rytter.

Match mellem evner, krav og hest

For at undgå sådan en situation og af hensyn til hestens tarv, opfordrer Pernille Skinnerup til at inddrage en islandshestekyndig træner før, under og efter købet og, hvis det skal være helt ideelt, at bruge en islandshestekyndig dyrlæge til dyrlægetjekket og en advokat omkring købekontrakten.

– Du skal til at gøre en ret stor investering. Tag det med ro og vær omhyggelig, selv om markedet er presset, og sælger måske fortæller, at der er andre interesserede i kulissen. Det er en god idé at lave en kravspecifikation. Hvad er det, jeg søger, hvad kan jeg håndtere? Se på perspektivet med dit køb og dine rytterfærdigheder med kritiske øjne. Jeg kan ikke opfordre nok til at inddrage en træner i processen, som prøver hesten og er med til at vurdere, om den matcher dine evner, din højde og drøjde og dine øvrige krav – og om du matcher hestens sind og potentiale. Det kan godt være, at det koster lidt, men de penge er godt givet godt ud, mener hun.

 

Hvilke kvaliteter ønsker jeg hos min nye hest? En kravspecifikation hjælper med at forventningsafstemme mellem køber og sælger. Her kan du evt. bruge skemaet “Riding Horse Profile” fra FEIF.

 

I telefonen rådgiver Pernille Skinnerup (i første omgang gratis) de uheldige købere til at vise hestens adfærd til en træner og optage det på video. Der kan være tale om en smertereaktion, og her skal der en veterinærfaglig vurdering til. Hvis dyrlægen finder fx røntgenforandringer, gælder det om hurtigt at gå videre med sagen. Hvis ikke dyrlægen finder noget, anbefaler hun køber til at kontakte sælger med videoen og de øvrige beviser og spørge ind til hestens forhistorie. Hvis der ikke er noget at komme efter der (det er der dog ofte – også lang tid tilbage, siger Pernille Skinnerup), står man med en hest, som man ikke kan forlange, at sælger tager tilbage.

Det gælder dog kun i handler mellem private. Ved et forbrugerkøb er det lidt anderledes.

 

FEIF har udviklet “FEIF Riding Horse Profile”. Et skema, du kan printe ud fra FEIF ́s hjemmeside og bruge i forbindelse med hestekøb. Det giver køber en neutral beskrivelse af hestens karakter og rytterens behov. Det udfyldes af køber i samarbejde med en hestekyndig, som køber har tillid til og kan bruges som et led i at matche hest og rytter.

Omvendt bevisbyrde

– Ved et såkaldt forbrugerkøb mellem en privat kunde og en professionel sælger, eller hvis salget er sket via en kommissionsstald, gælder en omvendt bevisbyrde. Det er en svær situation for sælger, som skal bevise, at hesten ikke har udvist adfærden før og altså ikke havde den med i bagagen. I mange tilfælde er det nok til, at handlen kan ophæves.

– Hvis min klient har en sag, er jeg ikke den advokat, der anbefaler at gå efter sidste krone. Af hensyn til hesten anbefaler jeg at hugge en hæl og klippe en tå for at få en hurtig løsning og undgå en retssag, der kan tage et helt år eller måske to, hvis sagen ankes, siger Pernille Skinnerup, der lige nu har en stime af sager, som afsluttes hurtigt.

– I cirka halvdelen af sagerne lukkes de ned indenfor den første uge, hvor handlen ophæves, og hesten står til rådighed for afhentning af sælger mod, at køber får købesummen retur. Her får du ikke fuld kompensation for de penge, du har brugt på opstaldning, dyrlæge osv. Du betaler nogle lærepenge og undgår en langvarig og dyr retssag. Du kan i mange tilfælde få udgifterne erstattet, hvis du vælger at gå videre med sagen i retten og vinder. Men det er der jo ingen garanti for, selv om jeg kun går videre med sager, som jeg selv tror på. Pernille Skinnerup understreger i øvrigt, at et hestekøb hører under købeloven, hvor der er reklamationsret i to år og ikke, som mange fejlagtigt tror, returret.

– Du har ikke returret, så du kan ikke bare levere hesten tilbage eller få den byttet indenfor to år. Du har reklamationsret. Den ultimative reklamationsfrist, hvor du kan reklamere en fejl eller mangel, er to år. Men du skal reklamere indenfor rimelig tid, efter du har erfaret, at hesten ikke lever op til det, du troede, du købte. Ellers taber du din reklamationsret. Reager med det samme og få undersøgt, hvad der er årsagen til udfordringerne med hesten. Typisk ved at kontakte dyrlægen som det første og derefter skriftligt kontakte sælger.

 

Advokatens gode råd til hestekøberen

 

#01 Lav en konkret kravspecifikation 

En kravspecifikation kan hjælpe med at forventningsafstemme mellem dig, sælger og hesten. Hvilken hest søger du? Hvad skal den bruges til? Hvad er perspektivet med dig og den nye hest? Hvad kan du håndtere? Vær meget konkret og specifik og tag en træner med på råd omkring din kommende hest.

 

#02 Tag en erfaren rådgiver med

Du bør prøveride hesten flere gange, helst med en islandshestekyndig træner som bisidder. Det er vigtigt at se, at hesten fungerer fornuftigt på boks, på fold, i longe, under håndtering. Bisidder skal prøve hesten, se dig ride den og vurdere jer sammen. Vær bevidst om, at en professionel sælger viser hesten, så den tager sig ud bedst muligt. Som lægmand svarer dine rytterevner måske ikke overens med sælgers, og hesten opfører sig og bevæger sig anderledes med dig.

 

#03 Lav en god køber-sælger-kontrakt

I kontrakten kan man nærmest skrive sig ud af hvad som helst. Vær obs. på sommereksem, som kan være invaliderende for hesten, hvis det bryder ud hos køber. Tal om, hvem der bærer risikoen for, om hesten udvikler eksem og tag evt. dyrlægen med på råd. Forhold jer til, hvem der bærer risikoen for, at hesten måske viser et helt andet sindelag hos køber. Hesteforsikringendækker ikke uanvendelighed som følge af farlig/ustabil adfærd. Man forlanger en fysisk diagnose, som er uhelbredelig, og da farlig/ustabil adfærd ikke er en diagnose, er der nul dækning. Brug en god skabelon og lad gerne en advokat gennemgå kontrakten inden underskrift for at få de sidste ting med. Et godttip: Skriv evt. i købekontrakten, at en forudsætning for købet er, at hesten kan fuldt forsikres.

 

#04 Dyrlægetjek ved islandshestekyndig dyrlæge

Vælg dyrlægen med omhu. Det bør være en hestedyrlæge med forstand på islandske heste og øje for fx sommereksem, racens særlige smidighed og kombinationen af den nye rytters højde og drøjde og hestens fysik. Vær opmærksom på, hvilke undersøgelser, dit forsikringsselskab forlanger og send eventuelle røntgenbilleder ind til selskabets veterinære konsulent. Benyt dig endelig af, at dyrlægen ser dig ride hesten under en ”rideprøve.”

 

 

Læs mere om FEIF Riding Horse Profile HER

Relaterede artikler