21-årige Emilie Bech fra Aalborg har arbejdet med heste i Island. Her red hun på is udenfor i bidende kulde om vinteren.
Nu skal hun ride på is igen. Denne gang sker det i Danmark, Iscenter Nord i Frederikshavn. Her deltager Emilie i konkurrencen istølt for første gang:
– Det er noget andet end at ride på is i Island. På en måde føles det meget mere vovet, når vi tager hestene med ind i en dansk skøjtehal med et stort publikum, smiler hun.
Emilie virker glad og lettet, da TÖLT fanger hende og hendes høje, hvide vallak, Gisli fra Lian i stalden udenfor skøjtehallen.
De to er netop landet efter deres første ridt, udtagelsen i 4.1 ICE SPECIAL. – En is-tilpasset firgangskonkurrence uden galop og med opgavedelen ”beautytølt.”
Rytterne i ICE SPECIAL kommer ind i grupper af tre. På speakerens kommando rider de tølt, trav, skridt og beautytølt
Det gik godt.
– Jeg er tilfreds, for vi havde en god oplevelse. Der er en fed atmosfære inde i skøjtehallen, og det er en megafed sæsonstart for mig og Gisli. Jeg købte ham for et år siden, så det er kun vores andet stævne sammen. Det handler bare om at stole på, at hesten står fast og nyde rideturen, forklarer hun og kommenterer oplevelsen:
– Det har været en stor drøm for mig længe at deltage i istølt. Jeg plejer at tage herop sammen med en stor gruppe fra Nordjysk Ridecenter, hvor jeg har heste opstaldet og nu arbejder. Da jeg red firgang, kunne jeg høre, at de heppede på mig. Det var en fed fornemmelse.
Stalden er i dagens anledning et stort, hvidt telt med flytbare hestebokse. Her står Gisli helt afslappet og tilsyneladende totalt upåvirket af ridtet i feststemning med høj musik, andre heste, lysshow, storskærme, hujende, klappende publikummer – og et uvant underlag.
Enhver, der har prøvet at skøjte i en skøjtehal eller forsøgt at futte hen over isen med almindelige sko ved, at det er glat. Skræmmende glat.
Men det har istølt-rytterne en løsning på.
Emilie løfter Gislis højre forben inde i boksen. Hun viser, hvordan der er monteret fire mordax, der er en slags metalpigge på hver af hans speciallavede sko. To forrest på skoen og to bagerst.
Piggene gør det nærmest umuligt at skride eller glide på den frosne bane. Hans rytter er da også forholdsvis tryg ved setuppet.
– Gisli er 15 år og en erfaren konkurrencehest, der har prøvet alt muligt. Han tager det med ophøjet ro, og jeg føler, han passer på mig. Det er ekstremt rørende, at vores heste bare går derind og præsterer, fordi vi beder dem om det. Jeg føler mig taknemmelig og heldig over at ride på en hest som Gisli, der er så cool, siger Emilie.
Kort tid efter skal Emilie ride konkurrencen ICE TÖLT.
Disciplinen består af langsomt tempo tølt, tølt med temposkift (langsomt på kortsiderne og hurtigt på langsiderne) samt beautytølt.
– Jeg føler mig ikke nervøs. Jeg rider ind med lave forventninger og prøver at nyde turen. Jeg glæder mig og er mest spændt på opgaven med øgninger og temposkift, som er det sværeste. Men Gisli har styr på det, han er min læremester, så jeg er sikker på, at det bliver sjovt.
Opvarmningen inden konkurrencen foregår på en særskilt skøjtebane. Via en kort gang er der adgang direkte ud til den store bane, hvor publikum sidder klar på tribunerne og jubler over showet og de flotte heste.
Strategien for opvarmningen er at skridte Gisli godt i gang.
– Vi skal jo ikke vinde opvarmningen. Det er tidligt på sæsonen, så jeg skridter Gisli varm og prioriterer energien til konkurrencen.
På opvarmnings-skøjtebanen udstråler Emilie og Gisli ro og afspændthed, mens de finder en løs form, som de begge virker tilpas med. Det foregår gennem skridt, et par sidevers skridtøvelser og langsom tølt. Ingen pres eller stress.
Da det bliver Emilie og Gislis tur til at ride ind, kører det. De bevarer den rolige udstråling. Gisli vender ørerne frem og registrerer is, publikum, musik. Men han virker ikke forstyrret af sanseindtrykkene, mens han taktfast viser store elastiske bevægelser, lange skridt og lækkert rygsving i alle opgavedelene.
Bagefter er hans rytter lettet:
– Jeg er meget glad. Det gik godt, og vi har haft nogle sjove og fantastiske rideture på isen, siger Emilie.
TÖLT var langt fra det eneste medie, der så heste på is. Her kan du læse, at Jan Gintberg optog tv fra begivenheden.
Læs også: Landsdækkende tv ved Nordic Icegames
4.1 ICE SPECIAL: 6,1 point og en 18. plads.
ISTÖLT: 6,0 point og en 19. plads.