Er hesten et produktionsdyr eller et hobbydyr ?

Af: Sara Mikkelsen

Foto: Unsplash.com

01 marts 2018

Er hesten et produktionsdyr eller et hobbydyr – og må man selv medicinere den?

Heste kan enten være produktionsdyr som kvæg og svin eller hobbydyr som hund og kat. Når hesten fødes, er den som udgangspunkt et produktionsdyr. Det vil sige et dyr, der potentielt kan ende som menneskeføde. Hestens status kan ændres i hestepasset, hvor man kan udmelde den fra konsum. For at sikre menneskers fødevaresikkerhed skal man overholde nogle regler, når man har med produktionsdyr at gøre. Disse regler handler om foderhygiejne og medicinering.

Foderhygiejne

Hvis man har heste, der ikke er udelukket fra konsum i passet og som dermed er produktionsdyr, skal man være registreret som fødevareproducent og er forpligtet til at overholde reglerne i foderhygiejneforordningen og foderbekendtgørelsen, hvilket blandt andet betyder, at man kun må købe foder fra registrerede producenter, og at man hvert år skal indberette fodring. Dette gøres på www.landbrugsindberetning.dk. Hvis alle heste i besætningen er udelukket fra konsum og dermed betragtes som hobbydyr, er man fritaget for disse regler. Hvis man har hesten opstaldet hos andre, er det opstaldningsstedet, der skal være registreret og indberette foderet. Det anbefales dog, at man skriver ind i opstaldningskontrakten, at ejer ikke selv anvender tilsætningsstoffer eller forblandinger.

Medicinering

For at forhindre, at mennesker spiser kød med medicinrester, er det lovpligtigt at have et medicinhåndteringskursus, hvis man selv skal medicinere sine heste, når disse ikke er udelukket fra konsum. Undtaget fra reglen er personer, der før første februar 2007 har haft seks måneders sammenhængende praktisk fuldtids­arbejde med produktionsdyr, hvor medicin­håndtering har været en del af arbejdet.

Ved medicinering af heste, der ikke er udelukket fra konsum, skal dyrlægen, der ordinerer medicinen, lave en tilbageholdelsesseddel, hvorpå det fremgår, hvordan medicinen skal bruges og til hvilke dyr. Sedlen skal opbevares i fem år. Derudover skal hesteejeren føre optegnelser over brug af lægemidlerne, herunder behandlingens indledning og afslutning.

Heste, der ikke er udelukket fra konsum, kan maksimalt få ordineret medicin til fem dage ad gangen. Vær opmærksom på, at det ikke er al medicin, der må udleveres til ejers behand­ling, at noget medicin kun må anvendes af dyrlæger. Det er derfor ikke altid tilstrækkeligt at have et medicinhåndteringskursus, hvis der fx skal bruges lægemidler, der skal sprøjtes i blodet. De fleste behandlinger, som ejere kan stå for, er ormekure, penicillinbehand­ling og smertebehandling, hvilket også er de mest almindelige behandlinger. Der er desuden nogle lægemidler, der slet ikke må benyttes til produktionsdyr.

Hvis hestene er udelukket fra konsum og dermed ikke risikerer at blive til menneske­føde, må dyrlægen ordinere lægemidler til ejeren, uanset om denne har medicinhånd­teringskursus eller ej. Der skal ikke laves en tilbageholdelsesseddel, men på medicinen skal der fremgå tydeligt til hvilken hest samt hvordan og hvor længe, den skal bruges. Dyrlægen må gerne ordinere til mere end fem dage, men ligesom til heste, der ikke er ude­lukket fra konsum, er der nogle lægemidler, der ikke må gives af hesteejeren.

Udelukkelse fra konsum

Alle hestepas skal indeholde medicinsider. Hvis hestens pas ikke indeholder medicin­sider, skal det indsendes til det kontor, der har udstedt passet – Stambogskontoret – hvis det er et dansk pas

Når føl får udstedt pas, er de som udgangspunkt ikke udelukket fra konsum og er dermed produktionsdyr. Dog er det muligt at krydse af i pasansøgningen, at man ønsker føllet udelukket fra konsum. Hvis man ved en senere lejlighed ønsker at udelukke hesten fra konsum, skal man skrive under på medicinsiderne og herefter inden for 30 dage sende passet ind til registrering hos Stambogskontoret.

Hvis dyrlægen udelukker hesten fra konsum i passet på grund af medicinering med lægemidler, der ikke må bruges til produktionsdyr eller på grund af udlevering af medicin til en ejer, der ikke har medicinhåndteringskursus, er fristen 14 dage til at indsende passet til registrering.

Bør man bare udelukke heste fra konsum? Det er på flere måder enklere at udelukke alle sine heste fra konsum. Man risikerer ikke på samme måde at komme i klemme i foder­lovgivningen, og man kan selv få lov at medicinere uden at tage et kursus først.

Jeg synes dog, at man bør overveje det nytteetiske i, at vi på den måde lader kød gå til spilde. Mange heste vil af forskellige årsager, som alder, medicinforbrug og sygdom aldrig ende som bøffer, men ikke desto mindre vil nogle heste kunne indgå som en fødevareressource, når vi af varierende årsager ikke kan have dem mere.

OBS: Artiklen herover er en artikel fra TÖLTs arkiv udgivet i TÖLT 2, 2018.

 

 

 

Relaterede artikler