Floksammensætningens betydning for trivsel

Hrefna Sigurjónsdóttir og Hans Haraldsson har publiceret et observationsstudie, hvor islandske hestes sociale interaktioner i forskellige typer floksammensætning er registreret.

Studiet tager udgangspunkt i tidligere studier af andre hesteracer, som har vist, at heste er meget sociale og danner venskaber i form af, at de foretrækker bestemte andre individer, når de hviler, æder, bevæger sig rundt, leger eller gnubber hinanden.
Venskaber etableres oftest mellem heste af samme alder og køn. Sociale interaktioner i form af aggressiv adfærd stiger i frekvens med hyppige udskiftninger i flokken og nedsætter generelt velfærden og øger risikoen for skader. Vi har ofte meget fokus på hestes fysiske velbefindende. At de er fri for skader og sygdomme. Men gennem årene er der kommet mere og mere fokus på dyrs psykiske velbefindende, som blandt andet inkluderer opfyldelse af sociale behov og minimering af stresspåvirkning.

Forskerne på Island registrerede tre typer social adfærd hos hestene:

·     Aggressiv adfærd
·     Underkastende adfærd
·     Allogrooming (gensidig gnubning)

Det viste sig, at for alle tre typer af social adfærd var der en lille procentdel af hestene, der var væsentlig mere aktive end gennemsnittet, og at de heste, der viste markant hyppigere aggressiv adfærd, ikke var de samme heste, som hyppigt viste underkastende adfærd eller allogrooming.

“Når hestene er i stabile miljøer med mange venner og lavt aggressionsniveau falder behovet for allogrooming, mens det stiger i miljøer med stress”

Generelt var aggressionsniveauet lavere end i studier af flere andre hesteracer, men på niveau med studier af vildheste- og ponyflokke.

Køns-, alders- og sæsonforskelle

På individniveau viste vallakker og hingste gennemsnitligt mere aggressiv og underkastende adfærd end hopper, mens der ikke var gennemsnitlig forskel i frekvensen af allogrooming mellem kønnene. Frekvensen af aggression var højere hos gamle heste, og frekvensen af underkastelse var højere hos unge og gamle heste. De gamle heste var altså både mest aggressive og mest underkastende. Dette betyder muligvis, at de gamle heste viser aggression for at bibeholde status i gruppen, men at de dermed også risikerer at provokere andre heste til aggressiv adfærd, som medfører, at de selv må vise underkastelse.

Sæsonmæssigt var aggressionsniveauerne lavest om foråret og højest om vinteren og blev forhøjet ved udfodring af hø. Udfodringen var i form af en stor balle placeret på marken uden fordeling. Dette betød, at hestene måtte stå tæt sammen for at æde, hvilket sandsynligvis bidrog til det forhøjede aggressionsniveau. Hyppigheden af allogrooming var uafhængig af sæson og udfodring af hø.

Sammenligning af floktyper

Ved sammenligning af de 20 forskellige flokke i studiet viste det sig, at de mest betydende faktorer for lavt aggressionsniveau i en flok var tilstedeværelsen af en hingst, tilstedeværelsen af føl og stabilitet i floksammensætningen. Hvis der var en hingst i flokken betød stabiliteten af floksammensætningen mindre, end hvis der ikke var en hingst i flokken.

De højeste aggressionsniveauer blev fundet i unghesteflokkene. Disse flokke havde også den højeste frekvens af allogrooming. En meget interessant observation er, at hyppigheden af allogrooming falder, når flokstørrelsen stiger, når der er mange voksne heste i flokken, når flokken er stabil, og når hestene har mange venskaber. Det peger på, at allogrooming er en måde at indgå venskaber, sænke aggressionsniveauet og minimere stress, og at i små flokke med få venner er venskabsbåndende meget stærke, og hestene er mere afhængige af enkelte individer. Når hestene er i stabile miljøer med mange venner og lavt aggressionsniveau falder behovet for allogrooming, mens det stiger i miljøer med stress.

Konklusion

For at sikre bedst mulig trivsel hos hestene er det vigtigt at overveje, hvordan hesteflokkene sammensættes. Studiet her bekræfter, at en naturlig floksammensætning med en hingst med hopper og føl har et meget lavt aggressionsniveau. At stabiliteten i disse flokke ikke er lige så betydende som i flokke uden hingst kan være med til at forklare, hvorfor det i meget høj grad går godt at have hingste gående i stod med hopper, der ikke kender hinanden.

Det fremgår også meget tydeligt af studiet, at er der ikke en hingst i flokken, er det vigtigt, at man forsøger at holde flokken så stabil som muligt i hestesammensætningen, da introduktion af nye individer medfører øget aggressionsfrekvens og dermed stress og risiko for skader.

De mest aggressive grupper var unghestegrupperne. Forfatterne peger på, at det sundeste for ungheste er at indgå i blandede grupper med både voksne og føl. Hvis man vælger at lade unghingste gå i flok sammen for eksempel for at forhindre dem i at bedække hopperne, kan man med fordel lade dem gå sammen med en voksen hingst, eller eventuelt en vallak, for at mindske aggression og dermed stress i flokken.

“De mest aggressive grupper var unghestegrupperne. Forfatterne peger på, at det sundeste for ungheste er at indgå i blandede grupper med både voksne og føl”

I alle tilfælde, hvor der udfodres hø eller andet foder til en samlet flok, vil det mindske aggressionsniveauet, hvis man sørger for at fordele det rundt på folden, så hestene ikke skal stå tæt sammen, når de æder.

At behovet for allogrooming er stort i flokke med meget stress er vigtig viden at skrive sig bag øret. Måske er det ikke tegn på, at hestene trives godt, hvis de gnubber hinanden meget ofte, men måske nærmere et tegn på, at floksammensætningen ikke er optimal.

En opfordring herfra skal lyde til at bruge et par timer i en stol udenfor hestenes folde for at observere, om flokkene viser tegn på god eller mindre god trivsel.

Kilde: Sigurjónsdóttir og Haraldsson. Significance of Group Composition for the Welfare of Pastured Horses. Animals (Basel). 2019 Jan; 9(1): 14.