Hobbyavlere investerer tid, passion og penge

Af: Pernille Engsig Eskildsen

Foto: Stutteri Kirkehøj

27 marts 2021
Tema

Hesteavl er vores hobby – ikke en forretning

Der er stor efterspørgsel på gode rideheste. Men inden et føl bliver til en ridehest, koster det avleren tid, penge og hårdt arbejde i mindst fem år. Vi gennemgår stutteri Kirkehøjs omkostninger til at producere en ridbar islandsk hest.

Eksempel: kostpris på femårs ridehest efter kårede forældre

TÖLT tager her udgangspunkt i en femårs hoppe eller vallak, der har kårede forældre. Den er tilredet og kan rides ud (ikke nødvendigvis gangsat). Overslaget forudsætter, at alt går, som det skal. Dvs. ingen ekstraudgifter til dyrlæge. Der er ikke medregnet transport til og fra hingst, udstyr til hest og rytter, redskaber og maskiner til markarbejde, etablering og vedligehold af bygninger, utallige arbejdstimer til håndtering, forretning af jord, vand, omlægning af marker.

Hobbyavler Mette Høj, Stutteri Kirkehøj – får to føl årligt

Mette Høj Ravnborg og hendes mand, Lars Ravnborg, begyndte at avle heste for otte år siden under navnet Kirkehøj. Stutteriet ved Hadsund i Nordjylland får to føl om året. Mette har ikke tidligere regnet ud, hvad det koster at opdrætte et føl. Hun kommenterer udgifterne her og understreger, at man kan avle og opdrætte på mange andre måder. Dette er Kirkehøjs prioriteringer og valg. På stutteriet er der 12 hektar jord, hvor det meste er udlagt til hestegræs. Lige nu står der ni af gårdens egne heste og 10 pensionsheste, men antallet varierer lidt. Mette Høj er 36 år, hun arbejder til daglig som civilingeniør indenfor energi og grøn omstilling. Hun er valgt ind som medlem af Dansk Islandshesteforenings Avlskomité.


#1: Hoppemave, kåret hoppe: 10-15.000 kroner

– Da vi startede med at avle, kiggede vi på det materiale, som vi havde adgang til via min mands forældre, der har avlet lidt altid. Vi indså, at hopperne ikke var gode nok til at kunne lave det, som vi gerne ville lave. En kåret hoppe havde vi ikke råd til, så vi lejede to hoppemaver ved at annoncere efter det. Jeg fik mange henvendelser. Det endte med, at vi brugte en firgænger hoppe kåret med under 8,0 og en femgænger, som var kåret med over 8,0. Hopperne stod her, mens de var drægtige, og efter aftale med avler var det os, der valgte hingstene.

– Leje af hopperne kostede 10.-15.000 per styk. Hvis du skal have toppen af poppen, koster det mere.

– For os var det en god måde at komme i gang på. Der kom to hoppeføl ud af det, og den ene blev kåret med en god 4-gængerkåring sidste år, da hun var seks. Resultatet var, at fik kåret vores første afkom, og det er vi naturligvis stolte af. Hun fortsætter i avlen, men vi solgte den anden. Efter det skrabede vi penge sammen og købte en femgænger hoppe på otte år kåret med 8,08 til 100.000 kroner, hvis afstamning jeg syntes, var interessant. Så måtte det briste eller bære.

HIngsteføl fra Kirkehøj efter Evert fra Slippen og hoppen Iða fra Bjarup

#2 Scanning, svaberprøve, CEM-test inden bedækning: 1.500 kroner

– Vi har valgt at tage prøver af hoppen før bedækning og scanner dem, inden de kommer af sted til hingst for at se, om de er klar. Her finder vi ud af, hvor de er i deres cyklus og om der fx er vand i børen/livmoderen. Ellers risikerer du, at den går længe hos hingsteholder og at hingsteholder får ekstra arbejde. Det kan være en god investering at gøre din hoppe klar. Du kan slippe for mange bekymringer og spare græspenge hvis den er det rigtige sted i sin cyklus.

#3 Bedækning: Ca. 5.000-20.000 kroner

– Vi har brugt både billigere og dyrere hingste. Prisen på bedækningen er ikke afgørende, for det er nærmest den mindste del i det her show. Efter min mening er det ikke der, man skal spare 5000.

Gå efter den hingst, som du kan lide og som matcher din hoppe bedst. Når du står med afkommet og ser på det hver dag, er de penge ingenting.

– I år skal vi have to hopper af sted til hingst, og jeg har en liste med fire kandidater, som alle er i den dyre ende. En del af hingstevalget handler for mig om, at hingsteholder har styr på det. At der er gode folde og at man følger med i, hvilke hopper der bliver bedækket hvornår. Udgift til transport af hoppen afhænger det meget af, hvor den skal hen. Vi har brugt hingste på Fyn, i Sverige og i Nordjylland. Vi transporterer kun langt, hvis hopperne ikke har føl ved siden, og der er så mange gode hingste i Danmark lige nu, så du behøver ikke køre ret langt uanset hvor i landet, du bor.

#4 Græspenge: 30-40 kroner per dag i 30 dage: 1.200 kroner

– Hvis alt glider uproblematisk, står hoppen hos hingsteholder i cirka 30 dage. Nogle gange kan man være uheldig, så de må stå hos hingsten gennem en hel sæson – her kan græspengene godt løbe op i mange penge. Du kan som sagt spare noget i græspenge ved at sikre dig, at din hoppe er klar til bedækning, inden du sender den af sted.

#5 Bedækningsindberetning til Dansk Islandshestforening: 300 kroner

#6 Brunstpakke: 2000 kroner + scanning efter 40 dage: 1000 kroner

– Vi vælger altid den brunstpakke, som de fleste hingsteholdere tilbyder. Den koster omkring 2.000 kroner og dækker scanning inden bedækning og scanning 18 dage efter bedækningen. Vi får desuden scannet efter dag 40, hvor du kan være mere sikker på drægtigheden.

#7 11 måneders drægtighed: 4.400 kroner

– Når hoppen er drægtig, går hun og hygger sig på marken i 11 måneder, hvor hun også bliver fodret, beskåret, vaccineret og får ordnet tænder. Den udgift bliver helt ærligt lidt et skud i tågen. Jeg har ikke turdet regne det ud før, men jeg har sat det til ca. 400 kroner per måned, når du har hestene hjemme. Folingen regner jeg ikke med som en udgift. Som regel går det fint, hoppen klarer det selv, og vi har endnu ikke haft behov for at ringe efter en dyrlæge.

En kåret hoppe af egen avl er målet med Kirkehøj. Det er allerede lykkedes med hoppen Þóra fra Kirkehøj.

#8 Følindberetning (400,-) og chipmærkning (332,-): 732 kroner

#9 Opdræt i fem år på egen jord: 24.000 kroner

– Det bliver også et løst slag på tasken. Føl og ungheste her spiser græs, wrap og lidt krybbefoder. De bliver regelmæssigt vaccineret, beskåret og får ordnet tænder. Nogle gange har vi solgt et føl, når det har været omkring et år gammelt. Når man sælger der, taber man nok i virkeligheden mindst penge. Vi plejer dog at beholde dem, til de er tilredet. Det er spændende at se, hvilken slags ridehest, man har avlet.

#10: Kastrering: 5000 kroner

– Her prioriterer vi at få kastreret liggende, hvor den unge hingst er fuldt bedøvet – i stedet for den billigere udgave hvor den er stående og lokalbedøvet. Vi har været uheldige med at have et par klaphingste (hvor den ene sten ikke er faldt ned, red.). Det er dyrere og koster ca. 10.000. Vi har en del købere, der spørger ind til, hvordan hesten er kastreret og om der har været nogle komplikationer omkring det. Første år fik vi to hoppeføl. Siden har vi desværre kun fået én hoppe, resten har været hingste.

#11 Tilridning og skoning: 10.000 kroner

– Jeg sender unghestene ud i tilridning som 4-5-års. Beskeden til træneren er, at jeg gerne vil have dem hjem, når jeg kan ride dem ud selv. Det tager som regel mellem fire og seks uger. Her er der også en skoning, transport mv. Jeg kunne godt spare penge ved selv at ride hestene til, og mange avlere gør det selv.

Den bedste livsforsikring, du kan give din hest, er en god uddannelse.

– Det kan du bl.a. sikre ved ikke spare på tilridningen og på den måde give hesten en ordentlig start på livet som ridehest. Folk bliver bare glade for veluddannede og trygge heste.

#12 Videre træning efter tilridning: 10.000-20.000 (ikke indregnet i den samlede opdrætspris)

– Efter tilridningen træner jeg selv videre til et eventuelt salg. Det er ikke nemt at sælge nytilredne heste, så jeg plejer at ride dem et år eller to. Jeg kan godt lide at lære min egen avl at kende på den måde, og det arbejde kan være givet godt ud. Hestens værdi stiger meget med den uddannelse, du giver den. Hvis du kan få + 40.000 for 4-5 års, kan du få 60-80.000 et år eller to senere. Det koster ca. 6000 om året i skoninger plus + knap 5000 årligt til foder og alt det andet.

Greta fra Kirkehøj efter hingsten Oliver fra Kvistum og hoppen Iða fra Bjarup.

Jeg ved godt, at det er dyrt

Hvorfor avler I, når regnestykket ikke ligefrem ser attraktivt ud?

– Man kan sagtens gøre det billigere, gå lidt på kompromis og skære hist og pist, men det handler om prioriteringer og valg. Det er vores hobby, siger vi til hinanden, og det må gerne koste lidt penge. I virkeligheden er det endda dyrere end i regnestykket, for vi har ikke indregnet indhegninger, traktor, omlægning af marker, timer til håndtering og alt det andet, som vi selv gør. Min mand ordner markerne, og vi laver hegn sammen, så det er et fælles projekt, som vi godt kan lide. Vi køber wrap udefra, for det kan ikke betale sig for os at lave det selv, når vi har så lidt jord.

– Det er en hel masse arbejde, men det er skønt at se hvad der kommer ud af planlægningen.

Jeg elsker at nørde hingste og mulige afkom på Worldfengur og at se kåringer og shows. Og så er det bare fedt at få sin egen hoppe kåret. Når det lykkes, er det alt arbejdet, alle timerne og pengene værd.

En god grunduddannelse er den bedste livsforsikring, du kan give din hest, siger Mette Høj Ravnborg.

Hvad er jeres mål med at avle?

– Det er især at lave rigtig gode hopper. At lave 1. klasses avlshopper med vores eget efternavn, som vi kan avle videre på. Det kan godt være lidt trist at få hingsteføl, men vi ved, at de også bliver fede rideheste – det er endnu et mål: fede rideheste af høj kvalitet, som andre kan få en masse glæde af.

Kan det hænge sammen økonomisk at være hobbyavler?

– Priserne på islandske heste er rigtig gode lige nu. Men det er farligt at sige som avler, at man absolut skal have sine udgifter dækket, når man sælger et afkom.

– Jeg mener, at man skal prissætte hesten efter dens kvalitet, udbud og efterspørgsel og ikke, hvad den har kostet at lave. For tiden er det i øvrigt helt bestemt positivt at antallet af bedækninger og føl stiger, og jeg håber og tror, at den stigende efterspørgsel er med til at hæve bundniveauet i dansk avl. Effekten ser vi først om 5-6 år. Det bliver spændende at se, om der kommer en flok gode rideheste ud af det.

Det koster dig mindst 70.000 at lave en ridevallak. Hvad tænker du om det beløb?

– Jeg ved godt, at det er dyrt, så det kommer ikke bag på mig. Når jeg ser på tallene, vil jeg egentlig ikke lave noget om eller prøve at skære ned på udgifterne. Det er ikke nogen forretning for os at avle heste, især ikke hvis vi også regner den tid med, vi bruger.

– Det er en hobby og en passion, og så har jeg ikke lyst til at gøre det halvt. De mange timer, som vi lægger i, er jo ikke bare surt arbejde. Det er også dejligt. Jeg holder af det og får meget igen.

– Giver et afkom økonomisk overskud, er det bare en bonus.

– Jeg tænker også, at det er interessant at se, hvad det koster at avle en hest på forældre af høj kvalitet sammenlignet med én, hvor forældrene måske ikke er kårede. Det er ikke meget dyrere. Så man kan lige så godt gå efter at lave noget godt

Samlet pris baseret på overslag – opdræt af hest med kårede forældre:

• Hoppemave, (ekskl. hoppens værdinedgang pga. alder). Kåret hoppe, leje eller indkøb til kr. 100.000, hvor hoppen får   8-10 føl = kr. 12.500,-
• Scanninger før hingstebesøg, svaberprøve, CEM-test = kr. 1.500,-
• Bedækning = kr. 10.000,-
• Græspenge ved hingst i 30 dage a´ 40 kroner = kr. 1.200,-
• Bedækningsindberetning = kr. 300,-
• Brunstpakke med scanning hos hingsten inden bedækning + efter 18 dage = kr. 2000,-
• Ekstra drægtighedsscanning efter dag 40 = kr. 1000,-
• Hoppe 11 måneders drægtighed fodring, vaccine, beskæringer (hertil kommer 6-8 mdr. hvor hoppen ifoles og indtil føllet kan fravænnes) = kr. 4.400,-
• Følindberetning og chipmærkning (kr. 440,- + 332,-) = kr. 772,-
• Opdræt af unghest i ca. 5 år inkl. vacciner, beskæringer, tandpleje = kr. 24.000,-
• Skoning og tilridning ved professionel træner 1-1,5 mdr. = kr. 10.000,-
• Kastration, liggende = kr. 5.000,-

Priser er inkl. moms.

Opdræt af ridbar hoppe på fem år: 67.672,-
Opdræt ridbar vallak på fem år (inkl. liggende kastrering): 72.672,-

Relaterede artikler