Efter moden overvejelse har jeg takket ja til tilbuddet om en fast klumme i TÖLT. Jeg vil prøve at videreformidle nogle af de forskningsresultater, som jeg tænker er relevante for ryttere og hesteejere – både mine egne og mine kollegers resultater fra udlandet. I denne første klumme vil jeg skrive lidt om, hvordan det foregår, når man laver et forskningsprojekt, og hvad der egentlig skal til, før man kan kalde en undersøgelse for forskning. Men først en kort præsentation af mig selv og min vej til forskningsverdenen.

Som biologistuderende ved Århus Universitet fik jeg mulighed for at lave et projekt om socialadfærd hos zebraer. Jeg var vildt fascineret af, hvor meget deres adfærd mindede om mine egne hestes adfærd hjemme på folden. Tænk at zebraer, som vi jo betragter som vilde dyr, viser samme sociale adfærd som vores tamheste, der jo har været domesticeret gennem mange, mange generationer. Og vil det sige, at vores heste i bund og grund har de samme sociale behov som zebraer?

Vildheste i Ukraine

Fascinationen første til, at jeg – efter en del benarbejde – rejste til det sydlige Ukraine for at observere vilde Przewalski-hingste i et reservat. Det var en kæmpe oplevelse. Og ja, Przewalski-hingste viser den samme adfærd som danske varmblodhingste i grupper. Jeg og kolleger i ind- og udland har også undersøgt, hvilke konsekvenser det har for tamheste, når de ikke har adgang til social kontakt til andre heste, og i dag er jeg overhovedet ikke i tvivl: Vores tamheste har bibeholdt deres store behov for fysisk kontakt med andre heste, og det er ikke forsvarligt at holde hest uden social kontakt til andre heste.

“..i dag er jeg overhovedet ikke i tvivl: Vores tamheste har bibeholdt deres store behov for fysisk kontakt med andre heste, og det er ikke forsvarligt at holde hest uden social kontakt til andre heste”.

Efter specialet blev jeg ansat som licentiat-studerende ved Sveriges Landbrugsuniversitet og derefter som ph.d.-studerende ved Københavns Universitet. Begge steder arbejdede jeg med hestes frygtreaktioner og tilvænning. Efter min ph.d.-grad i 2008, var jeg heldig at få midler til et større forskningsprojekt om, hvordan man kan undgå frygtrelaterede ulykker med heste, og jeg blev ansat som forsker ved Århus Universitet, hvor jeg har været siden.

Præsident for ISES

Som forsker er min tid fordelt på forskning, undervisning og vejledning af studerende samt myndighedsberedsskab. Det vil sige, at jeg kan få til opgave at udarbejde en vidensyntese for myndighederne, hvor jeg skal opsummere den tilgængelige viden om et emne, fx betydning af boksstørrelse for hestens velfærd.

En af de mere specielle opgaver, jeg varetager, er at være præsident for den internationale, videnskabelige forening ISES (International Society for Equitation Science), som har til formål at fremme og formidle forskning relateret til træning af heste og hest-menneske-interaktioner. Jeg blev valgt til præsidentposten i 2015 og var “Junior Vice President” frem til 2017, hvor jeg overtog præsidentposten. Ved ISES konferencen i Canada i august kunne jeg så give tøjlerne videre til min efterfølger, Orla Doherty fra Irland, og jeg er nu “Senior Vice President” i yderligere to år. Det har været spændende – og utroligt tidskrævende – at være præsident for foreningen, og jeg håber at flere, også helt almindelige hesteejere, vil melde sig ind og støtte det store frivillige arbejde, som mange lægger i foreningen til gavn for hestevelfærden. Jo flere medlemmer, desto større indflydelse har vi på de store organisationer i hestesektoren (se mere på www.equitationscience.com).

Svære kår for hesteforskning

Det første, der skal til for at igangsætte et forskningsprojekt, er selvfølgelig finansiering. Og det er desværre en rigtig stor udfordring at skaffe forskningsmidler til forskning i heste.  Som ansat på et dansk universitet skal jeg selv skaffe min løn. Det vil sige, at når jeg søger penge til et projekt, skal jeg ud over udgifterne til selve projektet også skaffe penge til alle de timer, jeg skal bruge på projektet – og lidt mere til at dække ansøgninger, konferencedeltagelse, review af artikler med videre.

I Danmark kan man søge om midler i Hesteafgiftsfonden, men modsat andre afgiftsfonde som fx Kvægafgiftsfonden og Pelsdyrafgiftsfonden, har Hesteafgiftsfonden ikke mange midler og kan typisk ikke dække det fulde beløb til et forskningsprojekt. Resten skal man så søge ved private fonde.

Vi har også mulighed for at søge midler ved de Frie Forskningsråd. Mit område falder typisk under Forskningsrådet for Teknologi og Produktion, hvor ansøgninger om midler til hesteforskning er i skarp konkurrence med ansøgninger inden for fx nanoteknologi og udvikling af nye produktionssystemer, og succesraten er typisk kun på 8-9 procent. Det vil med andre ord sige, at en ansøgning, som kan tage op mod en måned at lave, med 91-92 procents sandsynlighed IKKE bevilliges!

“Jeg har netop indsendt en ansøgning vedrørende rugehoppens betydning for embryoføls udvikling af temperament og stressfølsomhed til årets ansøgningsrunde med deadline 2. oktober. Nu er der bare tilbage at krydse fingre for, at ansøgningen kan klare sig igennem nåleøjet”.

Jeg har netop indsendt en ansøgning vedrørende rugehoppens betydning for embryoføls udvikling af temperament og stressfølsomhed til årets ansøgningsrunde med deadline 2. oktober. Nu er der bare tilbage at krydse fingre for, at ansøgningen kan klare sig igennem nåleøjet.

Velvillige hesteejere

Når finansieringen er på plads, skal man i gang med at planlægge detaljerne i forsøget. I modsætning til mine kolleger, som arbejder med produktionsdyr, låner jeg dyrene til mine projekter fra private hesteejere. Jeg og mine studerende har i flere omgange lånt islandske heste til forsøg, og uden alle jer velvillige hesteejere kunne det slet ikke lade sig gøre at lave adfærdsforsøg med heste i Danmark.

Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvilke heste der indgår i en undersøgelse. Unge heste uden for meget erfaring er typisk bedst til adfærdsforsøg, fordi deres reaktioner ellers kan være påvirkede af tidligere erfaringer. Nogle gange har vi brugt en måneds tid på at håndtere hestene og vænne dem til grimer og pulsmålere med videre inden et forsøg. Afhængigt af forskningsspørgsmålet, skal det udregnes, hvor mange heste der bør indgå i undersøgelsen, og vi beslutter os for, hvilke parametre vi bør måle på. Typisk kombinerer vi adfærdsobservationer med stressfysiologiske mål fx måling af puls, hjerteratevariabilitet og stresshormoner. Det er ofte kombinationen af målene, der giver det mest retvisende billede. Et kendt eksempel er en undersøgelse, hvor der blev målt adfærd og puls på mennesker i en vild rutsjebane. Nogle af deltagerne syntes, at turen havde været det værste mareridt, mens andre syntes, det havde været så fedt. Det underlige var, at de havde den samme pulsstigning under rutsjebaneturen! Men hvis man kiggede på deres adfærd under turen, var man ikke i tvivl om, hvem der kunne lide turen, og hvem der ikke kunne. I andre situationer kan et menneske eller dyr vise meget små eller ingen adfærdsændringer, mens pulsen eller stresshormonniveauet viser, at personen/dyret er virkelig stresset. Vi har derfor ofte behov for at kombinere flere mål. Adfærdsobservationer laves typisk via videooptagelser, hvor man efterfølgende kan lave en detaljeret registrering ud fra et etogram, det vil sige et deltaljeret katalog over de enkelte adfærdstyper.

Blindforsøg

Vi forsøger så vidt muligt at lave “blind-observationer”. Det vil sige, at den person, der registrerer adfærden, ikke kender den behandlingsgruppe, som hesten tilhører. Hvis fx vi vil måle effekten af en træningsmetode eller en type foder på hestens reaktion i en standardiseret test, så er det bedst, hvis observatøren ikke kender behandlingen, så man kan undgå at blive påvirket af sin egen forventning. Video-registreringer gør det også muligt for os at teste “inter- og intra-obserserver realiability” – det vil sige, hvor høj overensstemmelse der er i registreringerne mellem personer og for samme person, der ser samme video igen efter noget tid.

Når heste og metoder er på plads, skal selve forsøget gennemføres så standardiseret og med så få forstyrrelser som muligt. Det kan nogle gange være en udfordring, men det lykkes som regel, og det er både hårdt og vældig sjovt at gennemføre forsøg. Dernæst følger en længere dataanalyse-periode, og vi laver statistiske analyser af data.

Janne Winther Christensen foretager udtagning af spytprøve til måling af stress- hormonet cortisol. Adfærdsobservationer kombineres ofte med stressfysiologiskemålinger for at få et mere fyldestgørende billede af hestens reaktioner.

Endelig skal resultaterne formidles på videnskabelig form i en artikel, som sendes til en international journal. Her sendes artiklen videre til anonym bedømmelse hos to andre forskere, og man får artiklen tilbage med forslag til forbedringer. Afhængigt af kommentarerne kan artiklen herefter sendes i bedømmelse igen, eller den kan blive accepteret til publicering. Det er kun internationalt publicerede resultater, som har været i fagfælle-bedømmelse, der kan betragtes som forskningsresultater, og selv her kan der være smuttere, som på en eller anden måde er kommet gennem systemet trods dårligt design og uhensigtsmæssige konklusioner.

“Det er kun internationalt publicerede resultater, som har været i fagfælle-bedømmelse, der kan betragtes som forskningsresultater”.

Man skal altså altid sætte sig ordentligt ind i forsøgsdetaljerne og vurdere, om forsøget og analyserne er korrekt gennemført, når man læser en forskningsartikel. Det vil jeg gøre for de forskningsprojekter, som jeg præsenterer her i klummen fremover.