I TÖLTs tema om fravænning af føl ser vi på forskning i naturlig fravænning. Vi hører også, hvordan erfarne avlere håndterer, når mor og føl skilles ad.

Naturlig fravænning sker uden stress hos hoppe og føl og uden tegn på, at moren støder føllet fra sig. Det ser ud til, at føllet selv stopper med at die i en alder af 9-10-måneder. Efterfølgende går mor og føl stadig tæt sammen.

Det – og mange andre spændende ting – viser et studie fra 2020 af islandske 16 avlshopper med føl.

Forskerne kommer ikke med anbefalinger efter undersøgelsen. De understreger, at studiet tilfører viden om naturlig fravænning, som kan bruges til at genoverveje praktikken ved kunstig fravænning.

En praksis, der ifølge forskningsartiklen stadig er en rutine hos mange hesteavlere verden over.

Kunstig fravænning er en kendt stressfaktor  

Forskningsartiklen indledes med at opsummere viden fra tidligere studier om, hvordan kunstig fravænning kan udløse et højt stressniveau hos både mor og føl.

Kunstig fravænning definerer forskerne ved, at man skiller mor og føl ad, når føllet er 4-7 måneder gammelt.

Konsekvenserne af kunstig fravænning er skrap læsning, for praksissen kan have alvorlig negativ indflydelse på føls velfærd.

Metoden kan medføre ændrede spise- og søvnmønstre, aggressiv adfærd, ændringer i hjerterytme og i vækst. Kunstig fravænning kan være begyndelsen til stereotyp adfærd som krybbebidning og dårlige vaner som fx at tygge i træ.

Den stressfulde tid i føllets liv kan endda påvirke fremtidige avlshopper.

Ifølge et af artiklens nævnte studier kan hopperne få nedsat fertilitet. Man kan også risikere, at de føder svagere, langsomt voksende føl med et svagere skelet. Dog, skriver forskerne, er der ikke i tidligere studier sat spørgsmålstegn ved praktikken i kunstig fravænning.

Det er blot nogle af de nævnte konsekvenser.

Afhængig af hoppens mælk

Man ved fra tidligere studier af mor-føl-relationer, at mødrene holder deres nyfødte føl tæt ved siden og begrænser direkte kontakt mellem føllet og andre heste. Denne beskyttelse reduceres gradvist efter de første dage.

I løbet af den første måned af føllets liv er det afhængigt af moren, da hoppens mælk er den eneste kilde til næring. Det lille føl dier 4-7 gange i timen. Føl og hoppe er indenfor 5 meter fra hinanden i mere end 90 procent af tiden.

Over tid reduceres diefrekvensen og tiden tæt på hinanden i takt med, at føllet begynder at spise fast føde og bliver mindre afhængigt af moren.

Føl dier i gennemsnit en gang i timen til de bliver omkring 7 måneder og cirka hver anden time, fra de er 8 måneder og frem til fravænning.

 Avlsheste i semi-naturlige omgivelser

I undersøgelsen af naturlig fravænning blev feltarbejdet udført i Island. Her går mange avlsheste ude i den barske, islandske natur. De lever under noget, der minder om naturlige forhold med et minimum af menneskelig kontakt og indblanding i flokkens sociale liv.

Man observerede de 16 avlshopper med føl i tre forskellige grupper. Mødrene var fra 7-23 år og alle drægtige igen. De havde tidligere fået mellem 2 og 13 føl.

Hesteflokkene havde gået sammen i mere end et år inden undersøgelsen. I de tre grupper gik der henholdsvis 24, 25 og 47 individer.

I grupperne gik også de hoppeføl, som mødrene havde fået året forinden. Hingsteføllene blev taget ud af flokken, når de var omkring et år. Hesteholdene beskrives som semi-naturlige på store marker med naturlige resurser som græs, vand fra naturlige kilder og stabile, sociale hesteflokke.

Dyrene fik hø/wrap om vinteren samt mineraler. Menneskelig indblanding var yderst begrænset ud over fodring. Hopperne folede uden hjælp eller overvågning af mennesker.

Føllene, 9 hopper og 7 hingste var født mellem maj og juli og var efter 11 forskellige hingste. De tilhørte Hólar University College og stutteriet Kalfstadir.

Fra februar til maj blev hopper og føl observeret dagligt, efter føllene var blevet over 6 måneder gamle. Man noterede især mor-føl-relationer, herunder afstanden mellem for og føl, hvilken anden hest moren valgte at være tættest på, hyppighed af mor-føl-interaktioner inklusiv die-aktivitet.

Mor og føl holder sig tæt på hinanden

I de to uger op til fravænningen brugte hopper og føl stadigvæk størstedelen af tiden tæt på hinanden. Mellem 28 og 40 procent af tiden havde de mindre end en hestelængdes afstand. 44-67 procent af tiden var de mindre end fem hestelængder fra hinanden.

Det var særligt interessant, skriver forskerne, at mødrene sjældent viste agonistisk adfærd overfor føllene (agonistisk dækker bl.a. over frustration/aggressiv adfærd fx trusler om bid eller spark) hverken under eller udenfor die-sessionerne.

Én af forskerne, franske Séverine Henry, kommenterer i en anden omtale af undersøgelsen:

– Mor-føl-forholdet handler ikke kun om mad. De sociale aspekter er også vigtige. Det ser ud som om, at føl, der er holdt op med at die, stadig har behov for den sociale kontakt med deres mødre. Nogle har mere brug for det end andre og bliver tættere på moderen i længere tid.

Forskernes konklusion

Føllenes alder og især den ”tørre periode” (fra føllet holder op med at die, til hoppen foler igen og nærer et nyt føl), varierede.

Alle hopper havde fået flere føl og var drægtige igen. De ældre hopper afvænnede ikke føllene tidligere end de yngre.

Trods perioder med frost, sne og kulde var hoppernes huld/fysiske form optimal gennem hele die-perioden.

Forskerne mener, at det bl.a. kan skyldes den islandske hests hårdførhed. De indskyder, at det kræver yderligere forskning at kunne sammenligne med andre hesteracer.

Overraskende var der ingen skift i die-frekvensen i de to uger op til fravænningen, og hopperne afviste ikke føllenes die-initiativer. Der blev heller ikke observeret forsøg på at die hos de fravænnede føl, hvilket tyder på, at føllene frivilligt stoppede med at die.

Data inkluderer ikke en direkte sammenligning mellem kunstig og naturlig/spontan fravænning. Men forskerne betegner det som første skridt mod at åbne døre til at skabe ændringer i avlernes praksis af fravænning.

Hestevelfærd i kunstig og naturlig fravænning

I konklusionen fremgår desuden, at:

– Påvirkningen af naturlig fravænning med hensyn til dyrevelfærd er en indlysende kontrast til den kunstige fravænning, der praktiseres ved både professionelle og ikke-professionelle stutterier.

I den efterfølgende diskussion i artiklen afslutter forskerne med at skrive, at gentænkning af fravænningspraksis i den domesticerede situation er afgørende af åbenlyse velfærdsårsager og at der er brug for videre studier, som kan identificere, hvordan man bedst muligt håndterer fravænning med respekt for både hopper og føls velfærd.

Gruppen ønsker sig også langtidsstudier, der undersøger forskellen mellem kunstigt og naturligt fravænnede heste.

– Dette for at man kan inddrage alle de potentielle konsekvenser ved kunstig fravænning.

I TÖLTs tema om følfravænning følger vi op med interviews med erfarne avlere.