Her er avlsmålet højere heste med indbygget talent for topplaceringer i sportskonkurrencer.

Besøg på sydislandske avlsgårde

Indgangen på Syðri-Gegnishólar er badet i lys fra store glaspartier og giver liv til både mennesker, heste, stål og beton. Gulvets overflade er behagelig og komfortabel, når man træder indenfor, og så giver det efter.

-Det er lyddæmpende, og så det giver et fantastisk arbejdsklima. Når hestene går her, føles det som om, at de går uden sko, og det er vældigt behageligt for dem. Og for os, der arbejder her til hverdag, fortæller Olil Amble, der sammen med ægtefællen Bergur Jónsson driver avlsgården.

Bergur og Olil på Syðri-Gegnishólar, der har undergået en transformation fra kvæggård til islandshestegård. Gården er én ud af to gårde i deres virksomhed Gangmyllan.

Komfortabelt for heste og mennesker

Sammen byder de velkommen på et blødt, opvarmet gummigulv lagt i et gang- og multiareal mellem gårdens stald og ridehal. Det er næsten nyt.

Gennem ti år har Syðri-Gegnishólar undergået en transformation fra kvæggård til islandshestegård. Gården er én ud af to gårde i virksomheden Gangmyllan. Gulvet er bare ét af de moderne faciliteter, som parret har udvidet deres arbejdsplads med, efterhånden som gode tider har været med dem.

Begge lever af at opdrætte, tilride og træne gårdens konkurrence- og kåringsheste. Olil lever også af at undervise i udlandet. De har deres daglige virke på Syðri-Gegnishólar, og så ejer de også gården Ketilsstaðir, der ligger på Østlandet.

På Syðri-Gegnishólar er rammer, der fungerer og giver arbejdsglæde for både heste og mennesker i hverdagen, vigtige.

-At kunne se lyset gennem vinduespartierne og opleve solens varme gennem en lang mørk islandsk vinter, at kunne trække hestene fra stalden til ridehallen uden at fryse, at kunne sko, spise og drikke uden at klæde om, når det indimellem går stærkt, var formålet med området her, da det stod færdigt i 2014, fortæller Olil.

Både Olil og Bergur konkurrerer i Meistaradeildin, der er Islands svar på Champions League i hestesport.

Ridehallen er fra 2008. Historien om bundens særlige lagvise opbygning er samtidig historien om, at hvis du ikke har en ridehal i Island, så er du ikke med, hvor det sker, når du er professionel.

I hvert fald ikke efter Olils mening. Hun mener, at en ridehal er nødvendig for at kunne være med i toppen på konkurrenceplan. Både hende og Bergur konkurrerer i Meistaradeildin, der er Islands svar på Champions League i hestesport. Der er næsten ridehal hvert eneste sted nu, konstaterer hun.

På Syðri-Gegnishólar har parret tre til fem ansatte året rundt. Af og til har de heste i træning for andre, men omdrejningspunktet er at træne, vise og konkurrere på parrets egen avl.

– Vi får mellem 15 og 20 føl om året. Antallet går lidt op og ned. Vi har jo to gårde, denne på 1450 hektar, hvor vi boet i 10 år. Og på Ketilsstaðir på Øst Island, er der cirka 2000 hektar. Dér er der god plads til vores ungheste, som går i store fjeldområder op og ned i terrænet. Hopperne er herhjemme på Syðri-Gegnishólar, fortæller Olil.

-I efteråret tæmmer vi unghestene. Når føllene er cirka et år tages de fra mødrene og køres på østlandet. Her er de, indtil de er omkring tre år. Som treårs kommer de tilbage, og her begynder vi træningen og udvælgelsesprocessen frem mod at spotte de heste, der skal indgå i avlsarbejdet.

Avler eller producent?

Ægteparret beholder de heste i stalden på Syðri-Gegnishólar vinteren over, som de mener, er stærke nok fysisk og psykisk til kunne blive vist i fireårsklassen til forårets kåring. De har en ganske høj kåringsprocent. I 2018 viste de fx fem fireårs.

-Vi vil gerne basere vores avl på hingste og hopper, som viser en grundlæggende naturlig styrke allerede som fireårs, derfor viser vi dem allerede på det tidspunkt. Fem ud af 18 kom så langt i år, siger Olil.

-De kunder, der kommer her, køber for det meste konkurrenceheste. Vi har som mål at sælge de heste, som vi avler. Vi bør derfor sælge 15-20 heste om året. I år har vi ikke gjort det, men sidste år gjorde vi. Vil man være levedygtig, skal man spise det, man har i fryseren, siger Olil og indikerer, at hun mener det i overført betydning.

Mange af parrets rideheste sælges til Schweiz, hvor Olil har undervist gennem mange år. Schweiz er parrets største marked, men hun udpeger også en hingst, der er solgt til USA.

-Vi sælger næsten aldrig ungheste. Vi træner hestene, før vi sælger dem. Vi vil vældig gerne kende dem. Vi vil vide, hvad hopperne giver. Vi vil vide, hvad de bliver til. Hvis man sælger alle sine ungheste, så er man efter min mening ikke avler, men producent. Det er ikke bare at lave noget, men at værne om det, man laver. At bringe hver eneste hest frem til kåring og lade dem blive vurderet, før man sælger dem.

-For os betyder det meget, at få vores hingste og hopper afkomsvist. Så kender vi dem. Vi rider på heste her, som vi også har trænet forældrene og søskende til. Det er ganske morsomt og betryggende. Nogle år har vi været oppe på at bedække 24 hopper. I år har vi bedækket 15, og jeg tror, vi går ned i antal, for det er vanskeligt at leve af at sælge rideheste.

“Hvis man sælger alle sine ungheste, så er man efter min mening ikke avler, men producent. Det er ikke bare at lave noget, men at værne om det, man laver. At bringe hver eneste hest frem til kåring og lade dem blive vurderet, før man sælger dem”

Det skal kunne betale sig

Af den grund handler det for Olil og Bergur om at avle heste, der kan betale sig. At lave kæmpegode heste, som norskfødte Olil udtrykker det.

-Vores avlsmål er at lave topkonkurrenceheste. Hvis vi oplever hopper, der laver tre-fem afkom, der ikke er gode nok, så tager vi dem ud af avlen. Jeg siger det, fordi det er frygtelig tungt som avler at slagte heste, som er sunde, flinke og ridbare. Det vil man helst undgå. Og den måde vi undgår det på, er ved at prøve at undgå at lave dem.

Olil og Bergur oplever, at der ikke findes ikke et godt salg i heste, som de bruger enormt lang tid på at ride og træne. Som avler, får de aldrig de penge ind igen. Derfor mener Olil også, at man som avler skal se indad og selv tage ansvaret. Man skal tænke lidt på, hvad man producerer.

-Ellers tager du penge ud af din egen lomme så at sige. For os betyder det, at vi faktisk ikke har råd til at lave dem. Og sælge til den pris, vi kan få.

“Vores avlsmål er at lave topkonkurrenceheste. Hvis vi oplever hopper, der laver tre-fem afkom, der ikke er gode nok, så tager vi dem ud af avlen. Jeg siger det, fordi det er frygtelig tungt som avler at slagte heste, som er sunde, flinke og ridbare. Det vil man helst undgå. Og den måde vi undgår det på, er ved at prøve at undgå at lave dem” – Olil Amble

Den højeste hingst får fornøjelsen

På lige fod med avlsmålet om at avle topkonkurrenceheste spiller hestenes sind en vigtig rolle. Ønsket er at avle heste med et sind, der gerne vil være sammen med mennesker, heste som er rare, arbejdsvillige og som har energi. I tillæg hertil selvfølgelig gode gangarter, og endelig med en vis højde. Et emne, som Olil godt er klar over, er et diskussionspunkt, og hun bidrager gerne til debatten.

-Vi har ikke lagt os fast på at avle en bestemt type hest. Vi prøver at avle større heste uden verdens største succes dog. Men det er faktisk ét af vores avlsmål. Jeg ved godt, at dét, er der vældig mange, der er i mod. Men Bergur og jeg har en tro på, at hvis vi som avlere af den islandske hesterace skal være konkurrencedygtige på hesteracemarkedet, så skal vi op og ligge på grænsen for målet på en hest. Rytterne bliver større, og jeg mener faktisk, at vi lukker øjnene for, at de helt små heste kan være udfordret på at bære ryttere, der vejer 90 kilo. Avlsmålet er stærke og sunde heste. Jeg tror ikke, at vi mister islandshestens kvaliteter ved, at vi laver dem højere.

Med det mener Olil også, at der skal være harmoni. Udgangspunktet for den islandske hests kvalitet er dens rideegenskaber, men som hun siger: Har vi to hingste med samme kvaliteter, så vælger vi at avle på den, der er en anelse højere.

Álfadis frá Selfossi på marken bag ridehallen hos Olil og Bergur. Álfadis har ærespræmie for afkom. Hun har i alt 17 kårede afkom, som går fra en lavest bedømt total på 8,07 op til højeste på 8,65.

Avler ind i sjælen

Olil er fremadstræbende. Hun lægger ikke skjul på, at hun som mangeårig konkurrencerytter ønskede at bryde ud af rollen som konkurrencerytter. Hun var træt af at stå i rækken og vente på at få lov at ride den bedste hest. Hun begyndte at avle i 1986, og betegner nu sig selv som avler helt ind i sjælen.

-Som avler må man have sit eget klare avlsmål. Måske er det derfor, at vi ser, at flere ryttere vælger selv at blive avlere. De bedste avlere, som kommer frem nu, er ryttere, siger hun.

I 2018 blev Olil og Bergur udnævnt til årets avlere, og årets avlere af konkurrenceheste af Landssamband Hestamannafélaga, der svarer til Dansk Islandshesteforening.