Rytterne må blande sig i diskussionerne, dér hvor der etableres nye ruter, lyder opfordringen fra Dansk Islandshesteforening. For alt er ikke tabt – vi må fortsat presse på.
Ryttere får ikke adgang til det storstilede projekt “Danmarks naturstier” lige med det samme, for heste er problematiske i etableringsfasen.
Det siger kontorchef i Naturstyrelsen, Jesper Tranberg.
At hestene ikke tænkes ind fra starten, når der skal indgås aftaler med de lodsejere, der skal lægge jord til, giver skuffede miner og panderynker hos formand for naturkomiteen i Dansk Islandshesteforening, Caroline Seehusen.
Ligesom Tove Urup Madsen fra Ridespor-Danmark.dk havde hun set frem til ridendes muligheder for at nyde godt af de nye sammenhængende naturskønne ruter.
Men i virkeligheden er det ikke hestene, der er problematiske – det er adgangslovgivningen.
Både mark- og vejfredsloven samt naturbeskyttelsesloven er forældede, siger Tove Urup Madsen.
Caroline Seehusen supplerer:
– Det er absurd, at vi har en naturbeskyttelseslov, der diskriminerer hestene på privatejede områder. Heste har trådt veje og stier gennem historien. De har skabt grundlaget for vores infrastruktur. De er forud for vores kultur, og er en uløselig del af vores kulturarv.
– Og nu presses hestene altså ud af et friluftsprojekt, der skal komme hele befolkningen til gode – og dét på trods af, at hestene er rytternes forbindelsesled til naturen og den mest naturnære måde at opleve naturen på, hvis du spørger mig!
“Og nu presses hestene altså ud af et friluftsprojekt, der skal komme hele befolkningen til gode – og dét på trods af, at hestene er rytternes forbindelsesled til naturen, og den mest naturnære måde at opleve naturen på, hvis du spørger mig”
Plads til alle?
Danmarks naturstier, som udvikles i et partnerskab mellem Miljøministeriet, Kommunernes Landsforening og Friluftsrådet, er forankret i Naturstyrelsen, og blev introduceret tilbage i 2021.
Her begrundede den daværende regering etableringen af det nationale net af naturstier.
Samtidig udtalte daværende miljøminister, Lea Wermelin: “Vi har en fantastisk natur i Danmark. Den skal vi både nyde og passe på. Jeg tror, de fleste danskere kender til Margueritruten. Tænk hvis vi kunne få et lignende net af ruter og stier over hele landet for vandrere, cyklister, ridende og mange andre, som kan komme ud i den unikke danske natur og få store naturoplevelser”.
– Vi var så langt, at vi havde indsendt vores ønsker til en ændret lovgivning, og vi var inviteret ind i Miljøministeriet for at tale om adgangslovgivningen.
– Nu presses vi fra to sider, og vi er ikke med i et storstilet infrastrukturprojekt for friluftslivet – det er helt galt, siger Caroline.
Tilbage sidder rytterne. Igen med udfordringen, at vi ikke er med i nogle projekter, så længe adgangsbestemmelserne ikke bliver ændret, supplerer Tove.
Caroline uddyber:
– Det er en katastrofe, at heste ikke er kommet med fra starten, som det blev lovet os!
– At vurderingen er, at det bliver for svært at få stierne gennemført, hvis der også skal være adgang for heste og mountainbikere, er jo helt, helt skævt.
– I statens skove er der masser af sammenhængende rideruter, som ryttere deler med vandrere og cyklister, og det fungerer rigtig fint uden større konflikter.
– Det er helt urimeligt, at heste skal gøres til problemet. Vi kan faktisk være med til at skabe naturnære spor – helt bæredygtigt uden anlæg og til glæde for mange.
“Det er helt urimeligt, at heste skal gøres til problemet. Vi kan faktisk være med til at skabe naturnære spor – helt bæredygtigt uden anlæg og til glæde for mange”
Caroline giver Hærvejen som eksempel. Den er trådt af heste. Forbundet ved at heste gennem tiderne har gået her, og nu udelukkes heste fra at færdes der.
– Som ryttere drømmer vi ligeså vel om en lækker tur, hvor vi kan overnatte, få en is eller en sandwich på vejen.
– Så de knudepunkter, der bliver lavet for cyklister og vandrere langs Danmarks naturstier, skal vi også ind på. Det er præcis den samme infrastruktur!
– Det er en katastrofe, at vi ikke kommer med fra start, når skiltningen begynder, for hvornår begynder man at skilte om til ære for os? Det er jo nærmest utænkeligt. Så vi må sætte krav om, at der gøres plads til et mærke, hvor der står, at stierne også er til heste.
Ifølge Caroline garanterede Jesper Tranberg dog, at hestene ikke er helt ude af billedet.
– Kontorchefen forklarede på Naturmødet, at der på Naturstyrelsens arealer er rigtig god mulighed for at ride i forvejen.
– Han sagde også, at hvis der bliver mulighed for naturstier, som binder Naturstyrelsens arealer sammen, er det oplagt, at hestene tænkes ind fra starten, og det er godt.
– Det er altid godt at få de her dialoger. Og Naturmødet er virkelig en god anledning til det. Man får nogle gode snakke, og man får set hinanden. Det er noget helt andet at være her, og det er et vigtigt sted at tale rytterne sag, afslutter hun.
Hør også: Du kan også lytte til Carolines indlæg på Friluftsrådets generalforsamling på denne lydfil: Tid 1:05:15.
Caroline Seehusen kommer med en opfordring til rytterne:
– Vi skal tage Naturstyrelsen på ordet. Hvor der etableres rideruter lokalt, må rytterne blande sig i diskussionerne.
Fra Dansk Islandshesteforening og Ridespor-Danmark hjælper vi gerne til.
Så kontakt os, når Danmarks Naturstier rulles ud i jeres område på Naturkomite@islandshest.dk og tove@islandshest.dk
Læs også: Hvad er Danmarks naturstier?