Historien handler ikke kun om, hvordan man rider PP3. Den handler også om Jens Iversen. Typen, der går hele vejen for islandshestesporten. Engang fik han den kinesiske ambassade til at sætte gangarter øverst på dagsordenen. Senest har hans passion for pas resulteret i en ny pasdisciplin i FEIFs regelsæt.

Pas er noget af det fedeste i verden, mener Jens Iversen. Derfor ønsker han også brændende at flere får fornøjelsen af at prøve det.

I stilpas (PP1) stilles der høje krav til samarbejdet mellem rytter og hest. Timing, tempo og afstand er stressfaktorer, man indenfor ganske få sekunder skal tage stilling til – to gange i træk inden for kort tid!

Det er afgørende, hvordan du timer pas-lægningerne indenfor de udmålte distancer, så det ser glidende og ubesværet ud. Derfor kan stilpas være en kunst, der er svær at mestre til præcision – og derfor er der måske ikke ret mange, der rider stilpas?

En skam, synes Jens Iversen. Hans livslange kærlighed til pas har resulteret i en ny pasdisciplin, som indgår i FEIFs internationale regelsæt. Disciplinen hedder PP3.

Flad af grin – alvorlig ment

PP3 blev optaget i regelsættet 1. april 2022. Jens var en af hovedkræfterne bag:

”Vi skulle have en gren, der er mindre kompliceret end PP1. Det handler om at gøre det mindre kompliceret, så flere får mod på at prøve stilpas”

TÖLT er med til DI Talks, hvor han holder oplæg om hvordan PP3 blev “født”.

Flere gange er publikum flade af grin, når Jens fortæller om sit liv med islandske heste – især de passtærke. Han griner også af sig selv. Hvornår kan du læse henad vejen.

Ekspræsident vild med Gæðingaskeið

Jens Iversen er tidligere præsident i  den internationale islandshesteorganisation, FEIF. Han er opvokset med islandske heste og har flere mesterskabstitler bag sig. Han er bl.a. tidligere nordisk mester og dansk mester i stilpas.

I slutningen af 1970´erne tog bl.a. Friðþjófur Þorkelsson, Eyjólfur Ísólfsson og Sigurbjörn Bárðarson initiativ til at lave en ny sportsdisciplin – Gæðingaskeið – inspireret af pasridningen, der vistes i gæðingakeppnidisciplinen A-flok (femgang).

Indtil da var pasridt forbundet med hastighed og væddeløb. Men i Gæðingaskeið så dommerne også på rytterens ridefærdigheder snarere end, hvor hurtigt hesten kunne rende.

Udviklingen beskrev Friðþjófur Þorkelsson i et brev til Jens i 1980:

”Der ses mindre grad af grove hjælpere hos rytterne ved stævner og konkurrencerne. Nu er folk begyndt at snakke mere om de heste, som passer skønt og harmonisk i stedet for at snakke om dem, som løber hurtigst”

Det er faktisk de tanker, der stadig – den dag i dag ligger bag idéen om stilpaskonkurrencer, forklarer Jens

Det er ikke alle heste, der har talentet til – eller de rette forudsætninger for – at klare sig godt i PP1:

– Derfor har jeg i mange år tænkt, at der manglede en pasdisciplin. Dels for den unge hest, dels for hesten med en middelgrad af løbeglæde og for den lidt mere tøvende hest.

– Der manglede også en disciplin for nye og mindre erfarne pasryttere. En konkurrence med knap så høje krav til timing, tempo og afstand. Stressfaktorer, som man indenfor ganske få sekunder skal kunne tage stilling til og mestre for at opnå en høj karakter.

Drak the på den kinesiske ambassade

For at forstå, hvad Jens´ enorme kærlighed til pasløb, kan drive ham til, tager vi et sidespring. Vi skal tilbage til hans ungdom. 

I studentergave fik han en lille bronzeskulptur af Gansu-hesten i pas. Hesten var en model af et fund i en udgravning i Kina. Jens´ forældre havde været i Kina, hvor de købte den med hjem til ham. Han havde pas i blodet. Det vidste de.

– Til skulpturen medfulgte en brochure, der fortalte om hesteskulpturen. I den stod der gud-hjælpe-mig: ”A brief introduction to the galloping bronzehorse”! Men den gik jo pas, det ku´ enhver se! Det kunne jeg ikke ha´. Det måtte jeg gøre noget ved! Det var jeg simpelthen nødt til følge op på! Vi var ude i et potentielt interkontinentalt dilemma – hvad kunne det ikke ende med ? (Jens griner – det samme gør tilhørerne).

Han kontaktede derfor den kinesiske ambassade, blev inviteret til et møde med kulturattachéen – sad på puder på gulvet og drak the:

– Jeg talte meget høfligt med kulturattachéen, som lignede én, der syntes, jeg var fuldstændig ude i hampen. Men det lykkedes mig at få nogle oplysninger ud af dem (Jens griner igen) – nemlig en kontakt til Professor Tsui Yu-Hsi, Professor of Animal Husbandry Department, Gansu Agricultural University, Langchou, Gansu Province, China.

Bagefter allierede han sig med et par gode venner – blandt andet én der kunne skrive kinesisk, og der gik et brev med diverse dokumentation afsted. Proffesoren og Jens begyndte at skrive sammen.

Professor Tsui Yu-Hsi, Professor of animal Husbandry Department, Gansu Agricultural University, Langchou, Gansu Province, China. Den kinesiske professor sidder på den hesterace han forskede i – Haomen-hesten som også kunne gå pas!

Lykkelig var Jens den dag, hvor professoren svarede på kinesisk:  ”Den er god nok – hesten på skulpturen går pas – den galopperer ikke” Der var fejl i brochuren!

Bonusinfo er, at Jens skrev en artikel med kammeraterne, der blev bragt i TÖLT d. 1. november 1986 og i tidsskriftet DANMARK-KINA i november 1986.

Down-under og Dorte i Danmark

Efter studentertiden fulgte et år, hvor Jens opholdt sig i Australien. Konkurrenceridningen var sat på pause, men hans rekord, som den rytter med den hurtigste pastid på 250 m i DK på 23,9 sek. bestod.

Indtil der pludselig dukkede et brev op fra forældrene.

Tilsyneladende havde en dansk pige slået hans rekord! Hun hed Dorte Rasmussen og red på Blossi fra Endruphegn.

Igen (..og som Jens nu engang er..) kunne han ikke have det siddende på sig. Han måtte møde Dorte!

I dag har parret været i gift mere end tredive år.

Tilsammen har de årevis af erfaring med at ride pas.

Han og Dorte har hver især haft fantastiske pasheste og fantastiske oplevelser med at ride paskonkurrencer. De har begge adskillige mesterskabstitler bag sig, og de både har og har haft heste, der var meget lærerige bekendtskaber. Heste, der har givet dem fornemmelser for, hvad det er, der rører sig i en rigtig god pashest, forklarer Jens.

– Glitnir frá Strandarhöfði fx – ham har vi begge været danmarksmestre på i stilpas. Han var den type hest, der havde lige meget af alle gangarter, ikke kæmpestore bevægelser, men alt var meget nemt og glidende for Glitnir. Man kan godt sige, at han er et eksempel på en enormt alsidig hest med fem lige gode gangarter.

– Senest har jeg redet to helsøskende efter Gumi frá Strandarhöfði, som har fået guld og bronze til DM i stilpas, som er en helt anden type heste. De er ikke alt for stærke i tølten, men med en enorm vilje og en enorm fremgang og balance. På de to oplever man, hvad det vil sige at sidde på heste med meget stærke og meget kraftfulde pasanlæg.

Hvordan rider man pas?

Baseret på årelang erfaring med, hvordan man rider pas, og hvad er det for nogle betingelser, der skal være opfyldt for at få en rigtig god oplevelse med at ride pas, forklarer Jens, at især tre ting er meget vigtige:  – Hesten skal have talent, den skal have styrke og den skal være mentalt klar til det!

Det tager lang tid at lære, men det er ikke så svært, som mange går og tror. Når først man har prøvet det og øvet sig lidt. Men det er en betingelse, at hesten er velredet, og at rytteren har styr på overgangene fra tølt til galop og fra galop til tølt/pas samt antallet af galopspring, forklarer Jens:

– Når jeg ser en stilpaskonkurrence tæller jeg helt automatisk, hvor mange galopspring rytteren tager i overgangen i zonen. Det er så vigtigt, at rytteren har føling med, hvad der foregår. Man skal kunne styre anspringene og overgangene fra galop til tølt og ned i tølt igen for en let tøjle, og man skal kunne tælle de galopspring!

– Jeg tror, jeg har øvet mig flere tusind gange på at ride frem i tølt, sætte hesten i galop, tælle galopspring først otte, så fire, så seks, så tolv osv. og dernæst lægge hesten i pas. Man skal hele tiden have styr på – virker nedtagningen? Sidder den som den skal? På det tidspunkt, hvor den skal?

Jens Iversen er stadig aktiv konkurrencerytter.

– Desuden er det enormt vigtigt, at hesten kan ride ligeud! Mange har svært ved at holde en hest fuldstændig ligeudrettet over en længere strækning. Øv det, når du fx rider i skoven. Skoven er også en ridebane. Beslut dig for, at ride midt på vejen. Ikke noget med, at så går hesten lidt ud til den ene side og lidt ud til den anden side. Hesten skal kunne gå ligeud, dér hvor du vil have det.

Øvelse gør mester, men det er svært at mestre PP1

De høje krav til graden af hestens uddannelse, samspillet med hest og rytter samt Jens og Dortes erfaringer med pas får snakken til at gå over morgenkaffen på parrets gård.

Hvorfor er der ikke flere der rider stilpas? Er kravene for høje? Er disciplinen simpelthen for svær?

Selvfølgelig skal man øve sig træne så meget som muligt op til en konkurrence. Det er de enige om. Men, siger Jens:

 ”Man skal ride pas så lidt som muligt og så meget som nødvendigt. Altså begrænse sig til at øve pas dér, hvor man synes, der er et behov. Dér, hvor man kan mærke, at hesten bliver bedre af det og får en god oplevelse ud af det”

Man skal også undgå, at hesten træder sig. Hvis hesten skader sig, så vil den være vigende for at søge frem og og miste fremdrift.

Både han og Dorte har holdt utallige paskurser. Det er også erfaringer derfra, der gør, at Jens begynder at tænke på, om en lettere stilpasklasse kunne være relevant.

Det skal jo trods alt også skal være sjovt at konkurrere. Det er det måske ikke altid, hvis man igen og igen får karakterer i bunden af skalaen, som han siger.

38,35% får karakterer mellem nul og 3

Jens begynder at tænke på, hvad det egentlig er for karakterer, der ses i stilpas. Hvad er karaktergennemsnittet af de starter, der har været i stilpas i årene 2018 – 2022 i Danmark:

– Der har været 863 starter. 38,35% får karakterer mellem nul og 3. 28,74% får karakterer mellem 3 og 4,99. Gennemsnittet for alle ryttere er 3,75. Det vil sige, at 2 ud af 3 ryttere, der rider stilpas, får under 5, som er middelkarakter! Meget få – under 10% – er oppe i den gode ende af skalaen. Laver man samme øvelse på WorldRanking for 2018 – 2022 med 6427 starter, er gennemsnitskarakteren 4,10.

”Det er tankevækkende i betragtning af, at det her skulle være den sværeste og den fineste disciplin, når vi isoleret set ser på pas, at vi har så lave karakterer”

– Så kan man sammenligne med tallene i T1 fra WorldRanking. Der er vi på 6,24 og i F2 på 5,06. Det er et problem, at vi har en pasdiciplin, som er så svær at gennemføre, at gennemsnittet er så væsentligt under middelkarakteren på 5,0. Så er der noget galt!

– Det fik det mig til at sige, vi må prøve at lave en let stilpas!

PP1 kontra PP3

I udgangspunktet kopierede Jens og Eyjólfur de eksisterende stilpasregler i PP1 og rettede dem lidt til. Det har nu resulteret i den disciplin, der hedder PP3.

Jens forklarer:

”Vores tanker bag PP3 var at skabe en let disciplin med mere ”tid og ro”, så rytteren, der ikke har så meget erfaring med at ride pas eller heste, som ikke er så erfarne, let kan komme frem. Få en god oplevelse, lave en præsentation, som de kan blive bedømt på et passende godt niveau for, og hvor der skal ikke så meget til, at få en rimelig god karakter”

– Vi skal tænke på, at PP1 rides på en strækning, hvor hest og rytter bevæger sig over 200 meter. Den første zone er opdelt i 2. Der er en tragt, hvor du tølter ind, sætter hesten i galop og derefter i pas. Derefter er der tidtagning på de 100 meter pas, og dernæst nedtagning i skridt/tølt.

Pasbanens zoner i PP1. Kilde:  FEIF.org. 

– PP1 har  elektronisk tidtagning og seks dommere – en dommer mere, end der er i øvrige discipliner. Ser man bort fra krav til teknikken udgør de høje krav til rytterens mentale tilstand også en begrænsning: Man rider man ind i tølt, springer an i galop. Her skal der være stil og ro på det hele. På meget få sekunder skal du i dit hoved forberede et godt anspring og gøre hesten klar til at skulle lægges i pas. I momentet lige før man lægger hesten i pas, så stiger stresstærsklen! Lykkedes det? Eller lykkes det ikke? Det er det første, man tænker på.

– Det næste er – får man en ordentlig lægning? Og det tredje er, når man at gøre det inden stregen på 50 metermærket? Så kommer strækningen med fuld skrald på! Nu er der er pres på! Og så begynder man igen at blive lidt stresset, når man nærmer sig 150 meter mærket, for nu skal man have hesten bragt fuldstændig til ro. Ned i tempo. For at slutte af i skridt/tølt. Det er en fed oplevelse at være i, når det lykkes. Men det er svært!

– Det er en fed oplevelse at være i, når det lykkes. Men det er svært. Derfor tænkte vi, at vi var nødt til at lave noget, hvor vi har ”stil og ro” hele tiden. Sådan kan folk, som ikke har så meget erfaring med at ride pas og de mindre erfarne heste få en god oplevelse.

PP3: fred og ro til den gode præstation

Jens og Eyjólfur sendte udkastet til FEIFs sportskomité for fire år siden. Det fremgik, hvordan de havde tænkt sig, at disciplinen skulle adskille sig fra PP1:

Forslaget lød, at man rider ind i zone 1 i tølt eller trav. Herfra springer man an i galop og skifter til pas, når man synes, hesten er klar. Man har de 50 meter.

Derefter rider man i zone 2 50 meter i pas, hvor der ikke tages tid. Derefter nedtagning i zone 3, hvor der sluttes i samme tempo, som man red ind i. Stille og roligt.

Der er 3 dommere. Én for hver zone, og de kan så give karakterer efter principper, som bedømmelsesgrundlaget og guidelines i 5.2 og tilpasset fra PP1.

– Der gik bare noget tid, inden FEIF kiggede på det. Det kunne jeg selvfølgelig ikke ha´! Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! (Jens og hele salen griner igen)

– Jeg er ekspræsident, hvorfor reagerer de ikke straks? Tager de ikke det her alvorligt!? (Jens og hele salen griner igen). Nogle måtte sparke nogen bagi. Så det endte faktisk med, at vores forslag blev førstebehandlet og senere blev vedtaget således, at det kom ind i Rules and Regulations fra 1. april 2022.

– Der er selvfølgelig også PP2, der reelt er PP1. Øvelsen er den samme, men man vægter tiden lavere i forhold til de øvrige point. Det ændrer bare ikke på det mentale pres, der er på rytteren. Derfor er PP2 ikke lettere end PP1. Den giver bare en anden vægtning mellem de hurtige – i forhold til de mindre hurtige heste.

Vi skal tilbage til udgangspunktet i Friðþjófurs brev fra 1980 – dengang, hvor han beskrev, at man på Island, var begyndt at interessere sig mere og mere for de heste, der blev redet flot og gik flot i hurtig pas – mere end dem, der var hurtigst. Dem, der er hurtigst – ja, de skal løbe pasløb eller speedpas, afslutter Jens ganske enkelt.