På ovalbanen til ICEHORSE FESTIVAL tølter den ene fantastiske ekvipage efter den anden rundt og rundt.
Ridestøvler og trenser er pudset blanke, når islandshestesportens bedste ekvipager viser firgang, tølt og femgangsprogrammer.
Nogle af hestene og rytterne virker stive og anspændte. Andre er helstøbte og afspændte ekvipager med fremadrettede hesteører, der rutineret leverer perfekte overgange fra den ene gangart til den anden og udstråler harmoni, glæde, energi og overskud.
Ifølge ekspert i hesteadfærd, Janne Winther, vil det være en akut belastning for de fleste heste at deltage i et sportsstævne.
Hvis hesten ellers har det godt og trives på andre parametre, vil oplevelsen hurtigt være udlignet eller visket ud, og hesten vil være tilbage i sin normale tilstand.
Det fortæller hun i en DI-talk i et mødelokale ved indgangen. En lille flok publikummer har løsrevet sig fra synet af power-hestene på banen og søgt ind til oplægget af Janne Winther, der forsker i adfærd, stressbiologi og hestevelfærd.
Hun har gennem tiden bidraget med adskillige artikler om forskning i heste til magasinet TÖLT. Denne torsdag under ICEHORSE FESTIVAL spørger hun blandt andet:
Hvilke velfærdsproblemer er der i hestesport?
Kan vi gøre det bedre?
Med andre ord: Har vores sportsheste det godt nok?
I sit foredrag gennemgår hun fire fokuspunkter: Opstaldning og management. Fordring. Transport. Træning og ridning.
Under opstaldning og management fortæller Janne Winther, at mangel på social kontakt og mangel på fri bevægelse er et problem for mange sportsheste. Hvordan det ser ud specifikt for islandske heste, er der ikke forsket i.
Da hun spørger ind til, hvad publikum oplever og tænker om islandshestenes mangel på social kontakt og fri bevægelse, kommer der lidt blandede svar.
Nogle mener, at islandske heste generelt går mere i løsdrift og dermed har tilstrækkelig social kontakt og bevægelsesfrihed. Andre peger på, at islandshestesporten er ved at minde om storhesteverdenen. Jo dyrere og finere, en hest er, jo mindre social kontakt har den med andre.
Træning og ridning handler om måden, vi lærer hestene ting. Her kommer Janne Winther blandt andet ind på brugen af pisk under galopløb.
– I princippet giver det ikke mening at bruge pisken til at få hesten til at løbe hurtigere. Hvis rytterne ikke brugte pisk, ville der jo alligevel være en vinder, siger hun og spørger, hvornår noget er et tvangsmiddel. For ifølge dyrebeskyttelsesloven er tvangsmidler til dyr forbudt.
Janne Winther fortæller, at hun har søgt efter forskning lavet specifikt på islandske heste. Her fandt hun to undersøgelser. Den ene handlede om ryttervægt og var lavet i Island i 2012.
De anden handlede om bidrelaterede sår – også fra Island. Undersøgelsen af de bidrelaterede skader førte i øvrigt til, at et islandsk stangbid med tungefrihed blev forbudt, fordi blev forbundet med mange skader i hestemunde.
Undersøgelsen og det efterfølgende forbud er et eksempel på, hvordan forskning kan være med til at skabe handling i hesteport og forbedre forholdene for hestene.
Janne Winther runder af:
Ifølge adfærdsforskeren er rytter- og hesteholdervejen til bedre velfærd i hestesport, at vi bliver bedre til at forstå og genkende hestens signaler. Det kan være unormal adfærd som stereotypi (vævning, krybbebidning), konfliktadfærd og de helt små signaler, som hesten giver med sin krop og adfærd.