Landsmót 2022:

Det er 10 år siden, jeg var til Landsmót sidst. Det var i Reykjavík. Som jeg husker det, skinnede solen fra en skyfri himmel, og der var 16-18 grader hele ugen.

2022 blev anderledes.

Min rejsegruppe bestod af fem hesteinteresserede kvinder i 40´erne. Vi havde en fantastisk og sjov tur, selv om vejret var så dårligt, at regn og blæst (læs storm) fik arrangørerne til at udsætte torsdagens program flere timer.

Selv islændingene syntes, at vejret var frygteligt. Vores islandske venner spurgte adskillige gange bekymret, om vi havde en god tur i vores fem lag tøj. Regnslag yderst. Uld inderst. Sweater, fleece og skaljakke.

Det havde vi.

Ramponeret bil og lejlighed med egen hotpot

Udstyret med lave campingstole fra JYSK i Selfoss, massive forventninger, en ramponeret lejebil med revner i forruden, en lejlighed 300 meter fra stævnepladsen (egen hotpot) og en flaske ”brennivin” gik det strålende.

Overordnet er synet af hestene til Landsmót en kæmpe oplevelse og det indtryk, som jeg først og fremmest tager med hjem. Ingen tvivl om det. De er stort set alle sammen voldsomt flotte og kraftfulde med vilde bevægelser, fine farver, op-ad-bakke-form og stor fart.

Bagefter er det dog svært at skelne indtrykkene af hestene og ekvipagerne fra hinanden. De kommer susende forbi – tølter rundt og rundt – og femgængerne forsvinder ud i flyvende pas. Det bliver ved i timevis, dagevis, og strømmen af gode heste, der danser og svæver ind og ud af banen, virker uendelig.

Man sidder konstant og prikker til sidemanden, peger og pipper: – Seeee lige den der, neiiij, hvor er den flot!

Gode børneheste

Især børne- og ungdomshestene er blevet endnu bedre, end de var for ti år siden.

Flere af børnene virker nærmest til at have svært ved at sidde på hestene i hurtigt trav, hvor de også var udfordret i at styre formen og tempoet, fordi bevægelserne på hestene under dem er så kæmpestore.

Første del af børneflok-finalen foregik i regnvejr. Ekvipagerne skal vise to langsider galop til sidst, og jeg, mor til en 11-årig ridepige, sad gispende med hjertet oppe i halsen i angst for, at de ville glide i ovalbanens sving, fordi de frygtløse unger lænede sig frem over hestens hals og satte i fuld speed på langsiden ud mod publikum.  Men hestene var både sikre og hurtige på benene. Alt gik fint.

Vinder af børneflok til Landsmót 2022. Foto: Óla mynd.

Overordnede indtryk:

Finere ridning, flere hestefarver, hatte, pokaler og rige opkøbere

Et andet overordnet indtryk er, at ridningen generelt er blevet smukkere og langt mere finteknisk. Islændingene har øvet sig og fået en masse dressurundervisning, og det er dejligt at se.

Man oplever i forhold til tidligere blot få eksempler på grov tøjlehjælp. Rytterne sidder bare pænere, mere ret og lige i sadlen og fin tøjleføring. Slut med fremstrakte rytterben eller skæmmende opstillinger.

Vægten bagud

Flere af de ridende har fået overkroppen lænet nogle få grader bagud, så det ser ud som om, at hestene går mere ind under sig på bagparten, mens de bærer sig på en let og elastisk forpart med ekstremt høje benbevægelser og lange skridt.

De udtryksfulde ride- og showheste har en uovertruffen wow-effekt, men nogle gange tænker jeg, at det

En af de dygtige kvindelige ryttere: Sara Sigurbjörnsdóttir og Flóki fra Oddholi vinder sportsklassen F1 på Landsmót 2022. Foto: Bert Collet.

næsten er for meget af det gode og for ekstremt med de vilde bevægelsesmønstre. Er det rart for hestene at løfte benene så højt under hvert eneste skridt?

Bedre ridning så vi både hos børnene, de unge og de mere erfarne voksne. Kvindernes lette og samtidig kraftfulde kontakt med hesten, deres ranke rygge og nærmest usynlige signalgivning gjorde størst indtryk på mig. Det er så lækkert at se på.

Det er tydeligt, at der er sket en ridemæssig revolution i Island de seneste 10-15 år, som er spændende at følge.

Farver

Noget særligt denne gang var også den endnu rigere farvevariation blandt de deltagende heste, hvor man – eller måske er det bare mig, det kunne være sjovt at finde noget statistik på det – i dag ser færre sortbrune og røde end tidligere og flere skimler, musegrå, brunblakke og især rødbrogede heste.

Det blev tydeligt i finalen i B-flok, hvor fem ud af 10 heste var brogede. Fire af de brogede var i øvrigt i familie med stamhoppen Álfadis frá Selfossi.

Filthatte

Landsmót er også tusindvis af mennesker. Glade mennesker i varmt tøj. Vi bemærkede i øvrigt en ny fashion-trend, særligt hos islændinge af begge køn: cowboylignende filthat og lang. åben uldponcho. Bare vent. Om et års tid til VM i Holland, ser vi danskere nok også sådan ud. Slut med outdoor-looket og ind med westernhattene – nu er du forberedt.

Væn dig til cowboy-looket. Det er trendy i Island. Foto: Ola mynd, Facebook

Store pokaler

Vi kan godt lære noget af islændingenes mangeårige besættelse af store, tunge pokaler, vandrepokaler og højtidelige ceremonier omkring prisuddelinger.

Jo mere ærefuld en sejr er,  des større pokal. Fordelen er, at den ser ud af noget på hylden derhjemme og på et billede.

Ulempen er, at en del af ryttere næsten ikke kan løfte de tunge sager rundt – hævet i den ene hånd – på en æresrunde. Nogle heste bliver endda decideret bange for de skinnende metalting.

Der blev vist usædvanligt mange rødbrogede heste til Landsmót 2022: Ísak frá Þjórsárbakka i B-Flokkur semifinalen. Foto: Bert Collet

Udenlandske hesteejere

At eje heste i Island virker også som en nyere tendens. Det blev tydeligt under showet med de bedste avlsheste. Her bliver ejernes navne læst op, og der var både tyskere, danskere, svenskere og sikkert også andre nationaliteter under flere af de højest bedømte hingste og hopper.

Der gik historier om rige udlændinge, der kommer op inden Landsmót og støvsuger gårdene for de allerbedste avlsheste, som de betaler høje beløb for.

En del af hestene bliver i Island, hvor man avler på dem og måske tager føllene hjem. Andre bliver eksporteret ud af landet til de nye ejere.

Nogle af de islændinge, vi talte med, syntes, at det var helt okay, for det er gode penge, og det holder avlerne på tæerne.

Andre var forbeholdne og meget ærgerlige over de gode genpuljer, der forsvinder ud af landet med avlshestene.

Umuligt at identificere ekvipagerne

Havde de islandske arrangører bare gjort sig lidt mere umage med kommunikationen til os gæster, ville det være endnu federe at være publikum før, under og efter.

Selv om jeg forstår det meste af, hvad den islandske speaker siger – nogle gange siger de også karaktererne på engelsk – er det umuligt at følge med i, hvilken hest, der er hvem, og hvem der fører.

Det gælder både i konkurrencerne, finalerne og til fremvisningerne og rangeringerne af de bedste avlsheste.

Så sig dog båndfarven!

Under konkurrencerne og i finalerne har rytterne ligesom i Danmark farvede bånd omkring armen. Men speakeren siger rytterens og hestens navn og remser så karaktererne op uden at nævne rytterens båndfarve. Den pædagogiske speaker siger rytterens navn og båndfarve én gang.

Sigurður Sigurðarson vinder A-flok på Kolskeggur frá Kjarnholtum og afslutter Landsmót 2022 i silende regn. Foto: Bert Collet

Men så er man lost næste gang, der kommer karakterer. ”Er det den, der får karakterer nu? – Så sig dog båndfarven,” vrissede vi mange gange til hinanden under finalerne, mens vi pegede på vidt forskellige heste.

Islændingene var også forvirrede

Når der er 8-10 ekvipager at holde styr på, virker det forvirrende og indforstået. Når præmissen for at være publikum er, at man kender alle de ca. 400 heste og ryttere på forhånd, føles det som om, man deltager til en national hestefest, hvor værterne ikke rigtig gør sig umage for at inkludere gæster udefra.

Det er ærgerligt. For mange udlændinge kommer for at følge bestemte avlslinjer, heste og ryttere. Og det er bare langt sjovere at se en konkurrence, hvor man kan gætte med på karaktererne og juble, når ens favorit – hvad vedkommende end hedder – får høje point.

Jeg kunne endda høre, at både mine danske, tyske og islandske sidemænd på bakken havde svært ved følge med.

Storskærmen hjalp ikke

Storskærmen ved banen er heller ikke til nogen hjælp. Her står rytterens og hestens navn og karakterer, men ikke båndfarven. Som en af mine veninder konstaterede: Det er meget nemmere at sidde i varmen i vores lejlighed og følge med på Álendis (livestreaming), hvor de guider dig til at vide, hvem der er hvem.

T1 vinder af Landsmot 2022 – Árni Björn Pálsson og Ljúfur fra Torfunesi + en meget stor pokal. Foto: Bert Collet.

Landsmót forstod eller formåede ikke at give arrangementet et internationalt præg og inkludere de på mange måder attraktive udenlandske gæster i deres verden og deres hest. Den hest, som efterhånden er blevet vores fælles, internationale passion.

Fællessang – også på islandsk

På programmet var der også ”bakkesang”, hvor en islandsk popsanger står på midten af banen og underholder de mange tusinde, tætsiddende – og som aftenenen skred frem halvfulde – mennesker ved at synge islandske sange. Publikum stemte ivrigt og overbevisende i. De kunne i hvert fald omkvædene.

Det var underholdende og sjovt, og han sang skidegodt dér med sin guitar i den kolde regn. Men kunne man ikke have leveret teksterne på storskærmen, så vi kunne skråle med på ubehjælpsomt islandsk? Det er bare en lille ting, men endnu et sted, hvor man ikke føler sig som en del af en ellers fed fest.

Avl: Sindri fik verdens højeste ridebedømmelse

Der var + 170 avlsheste til Landsmót. Jeg overværede præmieringerne af både hopper og hingste, hvor man viser de 10 bedste i hver aldersgruppe på den kæmpestore oval- og pasbane. Alle stævner og kåringer har deres stjernehest, og sådan var det også i år.

Sjóður frá Kirkjubæ modtog den ekstremt prestigefulde Sleipnir pokal. Den gives til hingste med min. 50 fuldkårede afkom. Pokalen blev uddelt første gang i 1947. Foto: Bert Collet.

Den hest, jeg husker bedst fra LM 2022, er selvfølgelig Sindri frá Hjarðartúni, som opnåede verdens hidtil højeste ridebedømmelse med 9,38 i rideegenskaber, 10 for pas, trav og samarbejdsvilje.

Han var imponerende, smidig og selvbærende og mega hurtig og taktfast i alle gangarter. Den 7-årige hingst blev redet af Hans Þór Hilmarsson. Sindri er efter Stáli frá Kjarri, mor er Dögun frá Hjarðartúni, morfar er Aron frá Strandarhöfði. Jeg har desværre ikke fundet et foto, der yder Sindris mange egenskaber retfærdighed, men jeg håber på, at der dukker noget op.

Danske ejere af Viðar

Sindri blev med en total på 8,99 nummer et i klassen for 7 år og ældre hingste. Næsthøjeste total i gruppen fik Viðar frá Skör, der blev bedømt med 8,87 total. Han er efter Hrannar frá Flugumýri II og Spuni-hoppen Vár frá Auðsholtshjáleigu. Viðar er ejet af dansk Flemming Fast og Gitte Fast Lambertsen, så det bliver spændende om vi snart ser ham på dansk jord.

Jeg nævner ikke alle grupperne af hopper og hingste, men du kan se resultaterne her nedenfor:

Gårdsamlingerne og præmieringer af avlsheste var også noget helt særligt. Jeg kunne især godt lide hingstene i 4-års klassen. Ligesom Álfaklettur frá Syðri Gegnishólum, som er søn af Stáli frá Kjarri og Álfadis fra Selfossi, imponerede og gjorde et stort indtryk ved at få 1. præmie for afkom i en alder af blot 9 år. Flere af afkommene i hans samling var bare fire år gamle.

Sindri frá Hjarðartúni fik 3×10 og den højeste ridebedømmelse hidtil med 9,38. Foto: Hestafrettir.

Hjarðartún havde i det hele taget et forrygende Landsmót. Gården vandt sms-afstemningen (jeg blev nødt til at stemme på ca. halvdelen af de 10 deltagende gårde) blandt publikum for bedste avlsshow, hvor en af Islands kendte rappere kom på banen og gav et nummer samtidig med, at hestene fra Hjarðartún fyrede den af for publikum. Det var et festligt indslag, og hestene var naturligvis flotte.

Konkurrencer: FIPO som noget nyt

Som noget nyt i år, var der udbudt sportsklasser (FIPO) som V1 og F1. Om de gjorde noget ekstra godt for Landsmót, ved jeg ikke rigtigt.

Det er tydeligvis gædingakeppni, der stadigvæk er den største publikums-magnet, og på en eller anden måde virker præstationerne i sportsprogrammerne og finalerne lidt tamme og stramme i forhold til A- og B-flokk, hvor der er plads til mere fart, vildskab og fejl.

Det elegante vinderpar af FIPO V1 A-finalen, Jóhanna Margret Snorradóttir og Bárður fra Melaberg. Foto: Bert Collet

Jeg gætter på, at sportsklasserne indtog er med til at understrege islændingenes stigende interesse for finere og mere præcis ridning.

Åbne stalde var et hit

I 2022 var der ikke noget programsat om søndagen. I stedet holdt områdets gårde åbent hus, hvilket var en rigtig god idé for både værterne og det nysgerrige publikum.

Vi kørte til Hjarðartún for at nusse lidt med Sindri, der stod i stalden med sin flotte roset på boksdøren. Sumarliðabæ prioriterede vi for at opleve det helt vildt gennemførte og stilfulde nye stald- og halbyggeri og snuppe en sandwich.

Det er et imponerende og super eksklusivt sted. Begge gårde var godt besøgt af både islændinge og udlændinge, og det er en særlig oplevelse at se stjernehestene stå og slappe af i deres bokse. De ser mindre og smallere ud, når man står ved siden af dem, og de var tydeligvis trætte.

Skal vi til Landsmót igen?

Det tror jeg.

Vejret tog toppen af oplevelsen denne gang, og i løbet af ugen gav det iskolde fingre og tæer og samtaler om, at vi heldigvis ikke boede på campingpladsen, hvor folk krøb ud af deres blafrende telte om natten og satte sig til at sove i bilerne.

Med det islandske klima er risikoen for regn, blæst og 10 grader i juli høj. Men Island og Landsmót har så meget mere at byde på. Med lidt mere pædagogisk service til det udenlandske publikum, en heldragt og et solidt regnslag i kufferten, er jeg sandsynligvis klar igen om to år.

Det bliver heldigvis i Reykjavík.

Du kan se resultater fra konkurrencerne på appen LH Kappi. Jeg har ikke kunnet finde dem andre steder 🙂