Er du klar til reportage no.2? Med fed viden – direkte fra dér, hvor det hele sker?
Læs også: Landsmót tur/retur 2024 – Del 1
Nu er der knald på oplevelserne – læs med og bliv grebet af stemningen.
I gæðingakeppni rides der, de første dage, indledende heats, som kaldes sérstök forkeppni.
Det er et heat, der minder om finalen med tølt, trav og pas i A-flokk, og langsom tølt, trav og hurtig tølt i B-flokk, men med tre heste i hvert heat.
I A-flokk har man her kun ét gennemløb i pas, så det er lidt et elimineringsheat eller for at sige det på godt jysk; her får man ligesom skilt fårene fra bukkene. Det kostede f.eks. dyrt for hingsten Þráinn frá Flagbjarnarholti, som mange nok havde regnet med at se i finalen. Han missede passen, og det var derfor over and out for ham og hans rytter, Þórarinn Eymundsson.
Efter serstök forkeppni går de 30 bedste heste videre og får lov til at ride et udtagelsesridt, hvor der vises alle fem gangarter, som vi kender det.
I A-flokk er niveauet så højt, at sammenlignet med karaktererne fra sidste års DM, var finalisterne i A-flokk ikke kommet i top 30 heroppe.
Tilbage til kåringsanlægget. Vi må bare se Dalvar frá Efsta-Seli – en 4-års hingst med et stangmål på 151 – er det fremtidens normal og kan den bære det? Da vi kommer til banen, forstår vi, at Daniel Jónson, avler og rytter, er kommet til skade. Han har slået sin arm, så han er ukampdygtig. Her støtter rytterne op om hinanden og tager over, hvor der er brug for det, så i dag er Flósi Ólafsson i sadlen. Bedømmelserne er fair hele vejen rundt.
Her kommer der her lidt malurt i bægeret – og det står for min (Christians, red.) regning:
Ideen om at hestene skal kunne vise tølt for løse tøjler er ønskværdig, men vises, fortolkes og vurderes tilsyneladende meget forskelligt. Nogle ryttere smider tøjlerne som et stykke dynamit, der skal væk, for så at gribe dem igen et millisekund senere. Andre rider hele langsider med næsten helt løse tøjler – begge heste får 9,0 for tølt. Selvfølgelig får dommerne ”data” til både karaktererne for form under rytter og ridbarhed også, men jeg undres stadig.
OKAY WHAT! – siger vi til hinanden. Den sidste 6-års hingst er løbet ned over kåringssporet, og niveauet er virkelig højt – både hvad angår hestenes kvalitet og rytternes fremvisninger af hestene.
De tre bedste 6-års hingste – indtil videre – er 4-gængere. Viti-sønnen, Hrafn frá Oddsstöðum I fører med marginalerne 8,67 over Húni frá Ragnheiðarstöðum (8,64), og Hulinn frá Breiðstöðum (8,61).
På hovedbanen, der ligger nede i en slugt omringet af kunstige bakker til publikum, kommer vi til at sidde ved en større flok islændinge, der nyder en øl i det ellers kolde vejr.
I sérstök forkeppni- heatet tölter hingsten Seðill frá Árbæ ind på banen sammen med sit heat og gruppen af islændinge bliver stille. Der bliver ringet til nogle, der er med over telefon – så er man mere live, end man hvis man ser med på Alendis!
Seðill spurter ud i pas og løber op over bakken ud mod staldende som den sidste, og der råbes ind i mobil og til vennerne ”þetta var geggjað!!”. I gruppen sad nogle af ejerne af hingsten.
Udover de enormt mange flotte, unge heste er der også mange unge ryttere, som gør sig bemærket ved dette Landsmót.
Én er dem er Jón Ársæll Bergmann, vinderen af bl.a. 4.1 ungrytter ved sidste VM på hesten Frár frá Sandhól.
Her til Landsmót har han blandt andre vist hesten, Móeiður frá Vestra-Fíflholti med næsten lutter 9-taller i rid – en virkelig flot visning af en veltrænet hest.
Derudover satte Jón ”de gamle”, garvede på plads i gårsdagens 5-gang, hvor han med hesten Harpa frá Höskuldsstöðum red sig ind på en foreløbig 1. plads med 7,33 i snit (dette er vel og mærket femgang og ikke A-flokk).
Lige meget hvilken af de to baner man er på, går mange af de virkelig gode ryttere igen. Således kan man se Árni Björn Pálsson gå fra at ride på kåringssporet til at hoppe på den næste hest og ride ind i de indledende heats i gæðingakeppni.
Árni Björn er tilmeldt med 23 heste til kåring og seks heste i sport og gæðingakeppni.
En anden meget travl ung mand er Þorgeir Ólafsson, der er tilmeldt med 11 til kåring og fem i sport.