TÖLT møder tre af arrangørerne midt i de Nordiske mesterskaber om lørdagen. Midt på Landsskuepladsen i Herning, hvor noget er anderledes, end det plejer at være til stævner og kåringer her.
Arrangørerne har vendt pladsen på hovedet, og det er ikke nogen dum idé.
Vinden gør, at vi må krybe lidt i læ, men vi kan stadigvæk høre musik og klapsalver
På ovalbanen kører gutter fra Saga Svendborg og laver banepleje, og det er foreningsfolk fra Nøkkvi, Jøkull og Ganti, der har sat tribuner op. I sekretariatet sidder erfarne Tvistur og Saga Svendborg-eksperter i stævneafvikling, mens Nóri-kræfter kører campingdelen.
Det hele afvikles så rutineret og stabilt, at det næsten føles overflødigt at spørge, hvordan det står til. Men TÖLT vil nu alligevel godt høre lidt om eventet – set fra arrangørenes side.
–Jeg er meget, meget tilfreds, lyder det prompte fra Stine Sandahl. Hun nikker og ser spørgende på sine medarrangører: Vi er meget tilfredse – er vi ikke det?
Anders Kajhøj og Lisa la Cour bekræfter:
– Jo, de eneste store udfordringer vi har haft indtil nu, er vejret. Men det er løst. Megagodt og hurtigt, siger Lisa og smiler til op over begge ører. Det er tydeligt, at hun trives med, at der er gang i gaden.
At tingene glider så godt, skyldes bl.a. 111 frivillige. De er strømmet til – mest fra Danmark men også fra Norge, Sverige, Tyskland og Holland.
Det er dem, Lisa la Cour, Anders Kajhøj og Stine Sandahl nævner først, for uden dem er det slet ikke muligt at stable så flot et arrangement på benene, slår de fast.
Derefter fortæller de om NM-pladsens indretning, der er indrettet på en ny måde, og det giver en hyggelig summen i udstillerområdet og en højere grad af rum til mange gode snakke.
Her også plads til debat og samtaler. Om hestevelfærd især efter NM Talks, og så er her er kreative indslag for børn.
Arrangørgruppen er rigtig godt tilfredse med valget omkring den nye måde at bruge pladsen i Herning på. Det fungerer godt med den nye plantegning, der gør den store Landsskueplads mere intim, og som samler publikum og udstillerne på siden modsat staldene og langs banerne. Det giver bare en rigtig god stemning.
Har det været jeres succeskriterie her ved NM?
–At skabe god stemning, ja! Succeskriteriet har været, at det bare glider, og at det er rart og hyggeligt at være her for alle – også for heste og ryttere, svarer alle i kor.
Det var allerede til Aros Gait Event og DM, arrangørgruppen begyndte at lægge mærke til publikumsflowet på Landskuepladsen. Dvs. hvordan folk bevæger sig på det store område, hvor der kan blæse meget.
De observationer førte til, at de besluttede at vende pladsen om.
Egentlig skulle publikumsområdet have været ovre ved staldene, som mange kender det. Men ved at vende oplevelsen om, kunne der opnås mere læ og skabes et mindre område for publikum at færdes på.
Noget, der afgjort medvirker til den gode stemning her. Folk møder lettere hinanden og får snakket.
Det er kun få uger siden, de fik travlt med at finde teltfirmaer, der kunne levere madtelte, udstillertelte m.m.
Sammenlagt anskyder Lisa og Anders, at gruppens timeforbrug i planlægningsfasen ender på over 1000 timer.
Har I fået nogle reaktioner på pladsens indretning?
–Kun positive. Folk siger, at de er rigtig glade for at være mere samlet på den her store plads. Det betyder meget for et nyt event på dansk jord, som NM jo er.
Alle tre mener, det har enormt stor betydning for det danske islandshestesamfund, at NM er på dansk jord i år.
De mener, at NM er et event, der samler klubfolk og foreningsfolk, som er her frivilligt og som samles om fællesskabet og den fælles opgaveløsning.
Her er ikke kun folk fra sporten og klubberne men også folk fra avlen, som er tilknyttet faciliteterne i Herning . Deres erfaringer fra et utal af kåringer på Landsskuepladsen, har også stor betydning for et vellykket NM, forklarer de.
–Vi har praktiske hænder fra Ganti, Jøkull, Saga Svendborg, Snegla, Nóri, Toppur og Tvistur, der bare knokler på med manpower, når vejret har drillet. Vi har Tvistur og Saga Svendborg-folk på i sekretariatet. Bare for at tage nogle få eksempler.
–Det er virkelig sådan, at jeg (Lisa, red.) bliver helt sprød og blød om hjertet ved tanken om, at vi er lykkedes. Lykkedes som nogen, der elsker den islandske hest og som nogen, der alle er i den samme hovedforening. Det er virkelig Dansk Islandshesteforening, der står sammen her.
“Det er virkelig sådan, at jeg (Lisa, red.) bliver helt sprød og blød om hjertet ved tanken om, at vi er lykkedes. Lykkedes som nogen, der elsker den islandske hest og som nogen, der alle er i den samme hovedforening. Det er virkelig Dansk Islandshesteforening, der står sammen her”
NM er altså et konglomerat af gode kræfter i Dansk Islandshesteforening. Mange har budt ind med erfaringer ude fra klubberne, selvom de ikke har lavet et NM før.
Til forskel fra andre store events, der kører hvert år, og hvor folk kender hinanden og ved, hvad deres arbejdsopgaver er, så er alt nyt fra bunden. Alligevel er de frivillige bare på, siger det taknemmelige trekløver.
Folk er omstillingsparate, og de tager bare teten. Og så er de løsningsorienterede. Det er også folk, som laver Danmarks største klubstævner, som er samlet her, siger Lisa og fortsætter:
–I sports- og gædingakeppnisekretariatet f.eks. Der har vi nogle af Danmarks bedste siddende. Det er poster, der kræver, man er knivskarp. Det er supervigtigt i et internationalt setup
–Teamet i sekretariatet er hardcore. De har utrolig meget erfaring med at køre store stævner. Det kan være en hård tjans at have, men jeg mener, at de er i verdensklasse, og har kompetencerne til også at køre et VM.
Er det det, I drømmer om? At byde ind på VM?
–Det er rigtig sjovt at lave noget, der er stort på dansk jord. VM går på tur i blandt landende, og i 2029 er det Danmarks tur. Vi er bestemt ikke afvisende for, at vi kunne tænke os at få VM til Herning i 2029, siger Lisa.
Ingen tvivl om at det de hver især kan, og de personligheder de hver især er i arrangørgruppen, er et godt match.
Fælles for alle tre er deres glæde ved at være en del af en kæmpe myretue af mennesker, som bare samarbejder, som Anders udtrykker det. Det gør indtryk på ham og det gør, at man har lyst igen, siger han.
Lisa supplerer:
–Det, at man er med i en fælles opgaveløsning, og at man mødes med alle mulige folk. Det får én til at føle, at man er del af noget større. Det er vigtigt for foreningslivet i Dansk Islandshesteforening, at vi gør sådan noget her, for det samler os.
Lørdag, hvor TÖLT interviewer de tre arrangører er der 1500 gæster plus ryttere og volunteers – i alt ca. 2000 mennesker på pladsen. Det samme forventes søndag. Og det stemmer fint overens med forventningerne.
Økonomien og billetsalget ser lørdag (og dermed foreløbig) solid ud, men vejret – den hårde blæst og store mængder regn har givet uforudsete udgifter.
I den forbindelse har NM´s samarbejdspartnere, MCH og Landsskuepladsen, leveret et højt serviceniveau. De har stået der straks, når der har været udfordringer, som arrangørene ikke selv har kunnet løse. Det er ikke alle steder, man kan få den service eller et beredskab, der hurtigt kan løse svære her-og-nu situationer, indskyder Anders og den slags koster jo også.
I samme omgang fremhæver arrangørerne, at det har været – og under stævnet er – afgørende, at ”DI” er tæt på. Konkret er tre af arrangørerne medlemmer af sportskomiteen i Dansk Islandshesteforening, og dermed en slags udøvende politikere. I hvert fald til NM.
De står på gulvet og udfører politiske beslutninger, de selv har været med til at træffe sammen med de andre nordiske lande.
Det har været en fordel især i opstartsfasen, hvor landene har arbejdet sammen politisk i den protokol med regler for, hvordan et Nordisk Mesterskab skal afvikles, og det har været godt at have været med til, siger Anders og Lisa:
–Der har helt klart været nogle spørgsmål og deraf nogle diskussioner og politiske beslutninger, der har skullet tages i den forbindelse. Beslutninger, som Lisa som NM tovholder ikke kan tage, siger Anders.
Han mener, det har været og er en fordel selv at være tæt på. For at have den nødvendige viden, for bedst at kunne være træffe de rigtige politiske beslutninger om, hvordan noget skal gøres.
Andre vil måske spørge, om så ikke tingene bliver for interne?
Det mener Lisa ikke. Det er et stort arrangement for foreningen af afholde, siger hun, og derfor er det en fordel, at organisationen er tæt på. At DI er tæt på politisk og økonomisk – i det her tilfælde gennem sportskommiteen. Hun forklarer:
–I forhold til økonomistyring – for det er jo foreningens penge, vi forvalter her – er det vigtigt, at der er politisk hold i hvert et lillebitte step, når der bliver taget beslutninger omkring så stort et event, som et NM er.
Derfor har hun haft DIs interne revisorer med i hele planlægningsfasen. Han er med på Landsskuepladsen, ligesom ansatte i DI’s sekretariate også er flyttet med ud på pladsen for at lette ekspeditioner og praktiske gøremål med det samme.
En form for ”direct line”, der gør, at Lisa som tovholder har kunnet få svar på det meste og har kunnet handle..
På den måde, forklarer hun, har det været utrolig nemt at få tingene til at glide hurtigt og effektivt her ved NM.