Nye regler for hestehandel påvirker både købere og sælgere

Af: Pernille Engsig Eskildsen

17 juni 2021

Fra 2022 bliver det mindre risikabelt at være sælger, forudser erfaren hesteadvokat. Til gengæld får køber sværere ved at ophæve en handel, hvis hesten ændrer temperament efter handlen.

Advokat Pernille Skinnerup har siden 1995 beskæftiget sig med købeloven og er specialiseret i hestejura. Det betyder, at hun hver dag rådgiver og vejleder købere og sælgere af heste. I tilfælde af tvister fører hun forligsforhandlinger, rets- og voldgiftssager.

Fremover er hestehandel ikke et forbrugerkøb

Ifølge hende kan det få afgørende betydning for de hestehandlende og ikke mindst de involverede dyrlæger, at Folketinget nu har vedtaget en ændring af købeloven, som træder i kraft 1. januar 2022. Ændringen betyder, at de særlige regler om forbrugerkøb ikke længere skal omfatte køb af heste. Fremadrettet betragtes alle hestehandler som civilkøb* medmindre handlen foregår mellem to professionelle. Langt de fleste hestekøb vil derfor høre under den almindelige købelov.

Hvis hesten ændrer adfærd efter handlen kan det fra 2022 blive sværere at ophæve handlen for køber.

Slut med omvendt bevisbyrde og formodningsregel

Konstatering af skjulte fejl og mangler er et af de steder, hvor de nuværende forbrugerkøbsregler har haft størst betydning. Hvis en fejl eller mangel ved hesten konstateres indenfor 6 måneder efter købet, er der en formodning for, at manglen også var til stede på købstidspunktet. Med den såkaldte ”formodningsregel” med omvendt bevisbyrde er det op til sælger at bevise, at hesten ikke havde fejlen, da den blev solgt. Det har været afgørende for udfaldet af mange tvister omkring mangler ved heste. Afskaffelsen af den regel vil hovedsageligt gavne sælger, mener Pernille Skinnerup.

Nye regler er en lettelse for sælgere

– Jeg har oplevet sager, som er endt helt grotesk for sælger på baggrund af den omvendte bevisbyrde. Så det bliver en lettelse for sælger, at formodningsreglen med omvendt bevisbyrde falder bort. Den har også afholdt mange fra at sælge heste.

– Til gengæld vurderer jeg, at det bliver sværere for en køber at ophæve en handel med de nye regler. Ved sager om fysiske fejl og mangler har det ofte ikke været afgørende med formodningsreglen. Men ved de grå sager, der typisk handler om temperamentsændringer og/eller ikke fysiske skader. – Altså når køber fx oplever, at hesten ændrer adfærd efter købet og ikke opfører sig som den hest, man oplevede hos sælger, vil køber være dårligere stillet.

– Fra 2022 bliver det op til køber at bevise, at hesten havde den konstaterede fejl eller mangel på købstidspunktet. Hvis sælger benægter, at hesten havde fejlen ved købstidspunktet, kan det blive meget svært at løfte den bevisbyrde for køber.

Hun forudser også, at handelsundersøgende dyrlæge vil være i større risiko for at komme i klemme med de nye regler:

– Jeg frygter, at fremtidige tvister og retssager får mere fokus på dyrlægen, der har foretaget handelsundersøgelsen. Når noget går galt, forsikringen smækker låget i, og dyrlægen har sagt ok for hesten i handelsundersøgelsen, vil en stor del af sagerne komme til at handle om køber mod handelsundersøgende dyrlæge, der måske har rådgivet forkert.

Pernille Skinnerup beskæftiger sig udelukkende med jura om heste.

Regler for reklamation ændres

Ud over formodningsreglen betyder de nuværende forbrugerkøbsregler også, at der er en ultimativ reklamationsperiode på to år. Køber kan reklamere over mangler ved hesten i op til to år efter købet. Man kan, som det er nu, ikke forkorte reklamationsperioden, der er ufravigelig. Det ændrer sig fra 2022.

– Fra 1. januar 2022 kan man aftale en ultimativ reklamationsfrist mellem køber og sælger. Jeg anbefaler, at man aftaler et år i købekontrakten og at man tager konkrete forbehold for påpegede problematikker – uanset om der ifølge dyrlægen ikke er en risiko ved fx en røntgenanormalitet, siger Pernille Skinnerup.

Køber skal reagere hurtigere

Når de nye regler træder i kraft, skal køber også være kvikkere til at reklamere:

– Der skal reklameres meget hurtigere end vi er vant til i hestehandler. I civile køb skal man reklamere uden ugrundet ophold. Det er typisk indenfor en uges tid til to, efter man har opdaget en fejl eller mangel, siger hun og opsummerer:

– De nye regler bliver spændende at følge, det skal nok falde på plads og finde sit leje, som det egentlig også har gjort med forbrugerkøbsreglerne. Det kræver, at vi klæder alle parter godt på til den gode hestehandel, for eksempel ved at udvikle fyldestgørende kontrakter og andre gode værktøjer, der kan hjælpe købere, sælgere, forsikringsselskaber og dyrlæger godt på vej.

* Fra 2022 er din hestehandel et “civilkøb”

Hidtil har der været forskellige regler for hestehandler mellem private (civilkøb), hestehandler mellem private og erhvervsdrivende (forbrugerkøb svarer til, at du som privatperson handler i en butik) og handler mellem erhvervsdrivende (handelskøb). Fremadrettet betragtes alle hestehandler som civilkøb medmindre handlen foregår mellem to professionelle.

Langt de fleste hestekøb vil derfor høre under den almindelige købelov. Eftersom Købeloven kun regulerer en handel, ”hvis ikke andet er aftalt”, kan alt i princippet nu aftales. Hidtil har man som forbrugerkøber været beskyttet af et særligt afsnit i Købeloven, som ikke kunne fraviges ved aftale.

Det gælder ikke for køb, der indgås efter 1. januar 2022.