Redegørelse til Islands fødevareminister: Blodtapning af drægtige hopper skal kræve tilladelse

Af: Kristina Christensen

Foto: unsplash.com

02 juni 2022

En arbejdsgruppe nedsat af den islandske fødevareminister slår fast, at den islandske lovgivning for blodtapning af drægtige hopper er meget uklar. Men også, at der allerede nu er lovhjemmel til at indføre en lovpligtig licens. Det har fået fødevareministeren til at beslutte at udstede en bekendtgørelse om blodtapning gældende for tre år. 

Det skriver det islandske fødevareministerium på sin hjemmeside,  Her fremgår det, at den islandske fødevareminister Svandís Svavarsdóttir har besluttet, at forordningen skal beskrive under hvilke betingelser blodtapning af drægtige hopper må foregå. Bl.a. at det skal være lovpligtigt at have en tilladelse til at udføre blodtapning.

Udmeldingen kommer på baggrund af en redegørelse foretaget af en arbejdsgruppe nedsat af fødevareministeren. Arbejdsgruppen blev nedsat i slutningen af 2021, og har haft til opgave at undersøge omfang, regler, tilsyn og lovgivning knyttet til blodtapning af drægtige hopper.

I redegørelsen som kan tilgås her, gennemgåes omfang, tilsyn, dyrevelfærd, lovgivning indenfor feltet. Også interessenters synspunkter fremgår af redegørelsen – herunder synspunkter fra Félag hrossabænda, Félag tamningamanna og Landssamband hestamannafélaga.

Redegørelsen slår fast at ”de lovmæssige rammer for blodtapning af fuldvoksne hopper er meget vag og uacceptabel, da der er tale om en ret omfattende og kontroversiel aktivitet. Forordningens gyldighedsperiode vil derfor blive brugt til at overvåge aktiviteter tilknyttet blodtapning af hopper og vurdere fremgangsmådens fremtid”.

Arbejdsgruppen foreslår også, at det ikke skal være tilladt at anvende et produktionssystem, der tilskynder til og er baseret på masseproduktion, da det kan bringe dyrenes velfærd i fare. Derfor skal der fastsættes nærmere bestemmelser om de forhold og faciliteter, hvorunder blodtapning foregår. Fx at hestenes helbredstilstand og pleje samt arbejdsmetoder for selve blodtapningen bør overvåges både internt og eksternt.

BAGGRUND:

I efteråret 2021 offentliggjorde den schweizisk-tyske dyrevelfærdsorganisation Animal Welfare Foundation en video på nettet, der viser, hvordan drægtige hopper i Island, tappes for blod og hvor der i den forbindelse sker mishandling af hopperne. Videoen chokerede offentligheden i Island på trods af, at blodtapning af hopper har været praktiseret i Island siden 1979. Fra hoppernes blod udvindes et særligt drægtighedshormon (equine choriongonadotropin, forkortet EKG) og hormonet bruges i lægemiddelproduktion. Efter udgivelsen af videoen var der stor diskussion i Island om måden, hvorpå blodtapningen foregår og formålet bag.

Debatten er dog ikke ny. I februar var der en del diskussion i Island omkring et lovforslag om ændring af dyreværnsloven (nr. 55/2013), der foreslår et forbud mod blodtapning af hopper. Lovforslaget blev første gang fremlagt for Altinget i februar 2021, genfremsat i december samme år og behandles i øjeblikket. Dog har debatten ikke været så højrøstet som efter offentliggørelsen af ​​førnævnte video, både i og uden for Island.

Efter offentliggørelsen af ​​videoen nedsatte fødevareministeren en arbejdsgruppe, der skulle undersøge sagen. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra Fødevareministeriet, Fødevarestyrelsen og Det Etiske Institut ved Islands Universitet.

FEIF og Dansk Islandshesteforening fordømte i den forbindelse mishandlingen af de såkaldte blodhopper.

Kilder:

Det islandske fødevareministerium: https://www.bbl.is/frettir/starfsemi-blodtoku-ur-fylfullum-hryssum-nu-leyfisskyld

Bændablaðið: https://www.stjornarradid.is/efst-a-baugi/frettir/stok-frett/2022/06/01/Skyrslu-um-blodtoku-ur-fylfullum-hryssum-skilad-til-matvaelaradherra-/

 

 

Relaterede artikler