Kan du løfte dit bækken op og ned uden at bevæge dine ben eller din overkrop samtidig? Så er der gode chancer for, at din hest er tilpas med, at du sidder på dens ryg. Til gengæld kan det blive ubehageligt eller svært for den under ridning, hvis du har nedsat bevægelighed eller bevæger bækkenet asymmetrisk.
Det fortæller hestedyrlæge Mette Uldahl. Sammen med adfærdsforsker Janne Winther Christensen fra Aarhus Universitet har hun stået i spidsen for forskningsprojektet Relationships between the Rider’s Pelvic Mobility and Balance on a Gymnastic Ball with Equestrian Skills and Effects on Horse Welfare. Forskningen er publiceret i samarbejde med professor Hilary Clayton, Michigan University, USA.
I undersøgelsen blev 20 erfarne ryttere bedømt for deres udførelse af tre forskellige øvelser på en gymnastikbold. Rytterne blev desuden bedømt for kvaliteten af deres ridning under et dressurprogram. Resultaterne viste, at rytterens evne til at bevæge bækkenet sidevers op og ned kan forudsige, hvordan ekvipagen klarer sig i dressurkonkurrencer. Resultaterne viste også, at rytterens evne til at bevæge bækkenet hænger sammen med graden af konfliktadfærd (ubehag) hos de heste, som vedkommende rider.
Hvis jeg bare træner bækkenvip, rider jeg snart som en drøm, tænker du måske og går straks i gang med at pumpe gymnastikbolden op. Så nemt er det desværre ikke. Bækkenvippet viste sig at være mest signifikant og den øvelse, der var mest præcis til at skabe statistisk signifikans på i undersøgelsen, forklarer Mette Uldahl og fortsætter:
Men det er ikke så enkelt, at man bare skal øve lige præcis det bækkenvip, og så bliver man god til at ride. Det er helheden i at have bevidst og selvstændigt styr på bækken og hofter – hele den interaktion med hesten, som man laver via sædet, der er vigtig.
Ved at se videooptagelser af de 20 ekvipagers dressurprogrammer, optalte forskerne graden af konfliktadfærd hos hestene. Det viste sig, at de heste, der blev redet af ryttere med en mindre grad af bækkenkontrol, havde en højere grad af konfliktadfærd som fx halepisken (med tydelig irritation), åbning af munden (med visning af tænder) eller hovedrysten. Hestene fik også målt puls og indhold af stresshormon i blodet før, under, efter ridning.
– De heste, som blev redet af ryttere med god bækkenkontrol, viste ikke øget indhold af stresshormon i blodet, men de havde højere puls. Højere puls er positiv her, fordi rytteren med god bækkenkontrol kan ride mere korrekt, engagere hestens bevægelser og få bæring og samling. Det får hestens puls til at stige, fordi den præsterer på den rigtige måde, forklarer Mette Uldahl og giver sit bud på, hvad vi kan bruge resultaterne af undersøgelsen til:
– Vi kan bruge den nye viden til at blive bedre til at se og holde øje med hestens sprog. Én ud af fem heste viser konfliktadfærd under rytter. Vi kan spørge os selv, hvorfor den gør den det. Har den ondt? Er den halt? Eller er det måske koblingen mellem hest og rytter, der skaber et problem? Som dyrlæger og fagfolk kan vi blive bedre til se objektivt på rytteren, hjælpe med at få styr på, hvad det drejer sig om og finde ud af, hvad man kan gøre ved det, fx med ryttertræning. I et bredere perspektiv har vi muligvis et grundlag for fremover at kunne lave objektive og faktuelle bedømmelser under dressurkonkurrencer.
– Hvis vi bliver mere observante og bedre til at forstå hestens sprog, ligger nøglen her. Hesten fortæller selv, om det, vi gør ved den, er okay.
Se video med bækkenvippet her.
Forskerne analyserede også sammenhængen mellem rytternes evne til at holde balancen på en gymnastikbold og deres evner som rytter. Resultatet er måske overraskende, men ifølge Mette Uldahl på linje med andre lignende studier: Ved de ryttere, der havde god balance på gymnastikbolden, så man negativ sammenhæng med evnen til at bevæge bækkenet uafhængigt på bolden og bedømmelsen af rytteren i dressurprogrammet. Evnen til at balancere på en bold har altså ifølge dette studie ikke sammenhæng med at være en god rytter. Projektet er i øvrigt anden del af et større forskningsprojekt omkring ryttervægt. Første del handlede om effekten af ryttervægt på hestens adfærd og fysiske belastning.