TÖLT´s skribent Dina fangede den danske landsholdsleder lige inden, hun tog afsted til Holland. Hun er godt fremme nu. Hvilke opgaver venter hende og landsholdslederen for avlerne Eyvindur Hrannar Gunnarsson? Hvad hjælper de med at løse ved et stort event som VM? Og hvad betyder turen for Karen?

”Jeg får lidt gåsehud, hver gang en af vores ryttere rider på banen. Jeg bilder mig ind, at jeg kender følelsen – og den er god”
– Karen B. Rasmussen.

Hvad skal der ske, når I kommer til Holland nu? VM starter jo først for alvor på tirsdag!

Vi skal være klar til at tage imod de første danske heste fredag morgen kl. 08.00.  Og så ankommer de (hestene) sådan pænt fordelt over det næste halvandet døgn.

Holdlederne skal være til stede ved det intro-vet-tjek, der er, når hestene ankommer, hvis der skulle være detaljer omkring papirer osv.  Det er der nu ikke. Vores ryttere er velforberedte og har styr på tingene.

Når hestene er tjekket ind, er det vores opgave at hjælpe med at få hestene indkvarteret, hjælpe rytterne på plads i øvrigt osv.

Vi skal samtidig have rigget vores teamtelt til, have købt ind, så der altid er vand og frugt i køleskabet.

Holdlederne er bindeleddet mellem VM-organisationen og holdene

Når vi kommer ugen inden det går løs, er det for at tage vores rolle i det store maskineri, der skal til, for at få så stort et event op at stå.

Holdlederne er bindeleddet mellem VM-organisationen og holdene, så vi skal sikre en god kommunikation mellem parterne. Og tro mig, der opstår mange besynderlige problemstillinger, der skal løses. Der er mange faste procedurer – det er ikke rocket science, men det er ret omfattende.

“….Og tro mig, der opstår mange besynderlige problemstillinger, der skal løses” – Karen B. Rasmussen.

De første dage er også der, hvor vi får sagt hej til alle de andre teamledere fra de andre lande – nye som gamle – og styrker vores netværk. Det er selvfølgelig vældig hyggeligt, og også meget nyttigt. Kigger vi tilbage på NM i Finland sidste år, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis alle vi holdledere ikke havde kendt hinanden så godt.

Forskel mellem et NM og et VM?

Du var med som landsholdsleder sidste år til de Nordiske Mesterskaber. Hvad synes du den største forskel er på at være med til et NM og så til et VM? Både for dig som landsholdsleder, men også for landsholdsrytteren?

— VM er meget anderledes end NM. NM er jo nærmest bare et stort stævne, mens VM er et kæmpe event, hvor konkurrencen er på et helt andet niveau. Her er mange flere deltagere og alt det udenom er en kæmpe fest.

Hvad ser du som din vigtigste rolle som landsholdsleder?

— Min vigtigste rolle er at skabe et miljø og en stemning for vores hold, så de – både heste og ryttere – trives og kan koncentrere sig om det de er allerbedst til: at vise deres heste så godt som muligt.

Hvad er i din optik de vigtigste faktorer for en ekvipage, hvis man skal have succes her til VM?

— Ud over at lejren selvfølgelig skal fungere både praktisk og socialt, så er det min oplevelse, at rytterne er velforberedte. De ved præcis hvordan deres heste fungerer. På forskellige typer baner, i forskelligt vejr,  når de er i en stævnestald, når de selv er pressede osv. Det skaber i min optik et rigtig godt afsæt for en god præstation.

— Når vi så oven i købet har fået Toni (Anton Páll Níelsson) med som landstræner, så har vi et godt udgangspunkt for en god præstation. I morgen fredag kommer Toni, og sammen  koordinerer vi træningstider for vores hold, foldturnus, drøfter taktik, analyserer de øvrige hold, når de træner og laver den endelige tilmelding.

Du har tidligere været landsholdsleder bl.a. for et andet land. Du har også selv været på landsholdet. Kan du dele en tidligere oplevelse sammen med et landshold med os som har gjort stort indtryk på dig?

— Det er ved at være mange år siden, jeg red på landsholdet, men jeg husker stadig den mur af lyd, der mødte mig og min hest Rakel fra Bogens, da jeg blev kaldt ind på banen, hvor jeg skulle vise hende til ridebedømmelse i 7-årsklassen. Jeg blev faktisk helt lammet, men Guðmundur Björgvinsson (Gummi), der hjalp mig, grinede bare og sagde, at jeg skulle nyde turen og lade hesten gøre arbejdet, for hun ville gerne. Og det ville hun!

“…men jeg husker stadig den mur af lyd, der mødte mig og min hest Rakel fra Bogens, da jeg blev kaldt ind på banen, hvor jeg skulle vise hende til ridebedømmelse i 7-årsklassen. Jeg blev faktisk helt lammet…”

— Hun elskede at vise sig frem og hævede faktisk sin ridebedømmelse. Jeg havde udvalgt hende som 1-års og havde selv tilredet og trænet hende, så det er klart, at jeg var nærmest lykkelig.

— Måske er det derfor jeg får lidt gåsehud, hver gang en af vores ryttere rider på banen. Jeg bilder mig ind, at jeg kender følelsen – og den er god.

Karen med sin hest Rakel fra Bogens.