Af de 1.571 heste, der indtil nu er fløjet fra Island, er der 703 hopper, 232 hingste og 636 vallakker. Hestene er blevet afsat til seksten forskellige lande, men Tyskland har importeret langt flest, nemlig 704 heste.
203 heste er solgt til Sverige, 181 til Danmark, 108 til Schweiz, 93 til USA og 82 til Østrig. Én hest landede i Irland, fem i Belgien, ni i Storbritannien, 14 i Ungarn og 16 i Færøerne.
Eksporten var lavere på samme tidspunkt sidste år. Alligevel blev 2021 et rekordår, idet 3.341 heste blev solgt til udlandet.
Af de 3.341 heste var 361 hingste, 1.426 vallakker og 1.554 hopper. 191 af de eksporterede hestene sidste år var kåret med over 8,0 i gennemsnit.
Ifølge Bændablaðið har sommervarmen i Europa muligvis fået hesteejere til at vente med at transportere deres heste hjem, til det bliver køligere og dermed et bedre klima for hestene at lande i. Markedet udenfor Island kan også være mættet efter sidste års store efterspørgsel og salg.
87 af de eksporterede heste i 2022 har opnået over 8,0 i avlsbedømmelse.
Ærespræmiehingsten Eldur frá Torfunesi er netop flyttet fra Island til Tyskland. Hans far er Mætti frá Torfunesi og mor er Elding frá Torfunesi. Eldur har 248 afkom i Island og opnåede ærespræmie for afkom til Landsmót i juli 2022. Han fløj til sit nye hjemland i oktober.
De tre højest bedømte hingste, som er sendt ud af Island i år, er solgt til Danmark. I toppen er Viðar fra Skör, som har 9,04 total og dermed er verdens hidtil højest bedømte islandske hingst.
Hingsten Sólon fra Þúfum tog også turen til Danmark i juli og er nu ifølge Worldfengur.com ejet af Jørgen Svendsen, Stutteri Skovhjørnet ved Fredensborg på Sjælland.
Den 9-årige Solon er efter hingsten Trymbill frá Stóra-Ásikåret og hoppen Komma frá Hóli v/Dalvík. Han er kåret med 8,90 total med bl.a. 9,5 for tølt og 10,0 for ridbarhed og 9,11 for rideegenskaber. Han opnåede desuden en 7. plads i A-flok (femgængerklassen) til Landsmót 2022 og har indtil videre 60 afkom.
Brimnir fra Efri-Fitjum er også hentet til Danmark. Han er avlsbedømt med 8,75 total. Et tjek på Worldfengur.com viser, at han er ejet af Margretahof og er eksporteret ud af Island i september. Han er i øvrigt efter hingsten Hnokki frá Fellskoti, som er ejet af danske Lars Mehl.
Bændablaðið nævner også eksporten af Magni fra Stuðlum (total 8,56) der tog til Tyskland, Thristur fra Tunga (total 8,54) – også Tyskland, Hávaði fra Haukholtum (total 8,52) og Blikar fra Fossi (total 8,51) rejste til Sverige. Gígur fra Ketilsstaðir (total 8,86 uden pas) fløj til USA.
De højest bedømte eksporterede hoppe i 2022 er 13-årige Hreyfing fra Skipaskaga, der har 8,45 total og indtil videre er mor til fem afkom. Et opslag på Worldfengur.com viser, at hun står hos Søren Erik Pedersen på Stutteri Eyfjörd udenfor Skanderborg.
Frigg fra Torfunesi med 8,32 total er i Tyskland, mens Ljósmynd fra Stekkholt med 8,31 i total nu er ejet af nordmanden Nils Christian Larsen, som er bosat i Danmark.