Åh kære Stefan. Hvor skal jeg ende og hvor skal jeg begynde? Du forlod denne jord efter længere tids sygdom forleden, og her sidder vi så tilbage med så utrolig mange minder om dig.
Du var et menneske med mange nuancer og et stort hjerte.
Du var med fra starten, da Dansk Islandshesteforening blev født, og du holdt fast i pionerånden fra dengang i al’ dit virke i foreningen.
Du var det naturlige omdrejningspunkt i islandshestemiljøet i 70’erne og 80’erne på Dyrehavegaard i Kgs. Lyngby og rideklubben Klaufi, som du selvfølgelig var med til at starte. Du var ikke bare Birgitte, Katrine og Kjartans bror. Du var alles storebror, som hjalp og trøstede og drillede – og så havde du et sikkert øje for, hvad en god hest var.
Du var sportsdommer, avlsdommer, underviser og eliterytter og øste generøst af din tid. Man kunne altid spørge dig om stort set alt omkring vores heste og få et svar, man forstod og kunne omsætte i praksis.
Du var tøsernes ven til de rytterfester, som vi ikke længere kan finde ud af at holde. Men det kunne vi dengang, og du var ofte den, der lukkede og slukkede for så at stå op og ride finaler og pasløb næste morgen.
Du var i mange år paskonge af Danmark. Med flotte internationale resultater og en irriterende evne til stort set altid først at give de andre ryttere bagsko i sidste heat. Kedeligt var det ikke!
Du var – hvad ikke mange ved – en af de vigtigste årsager til at DI´s økonomi undgik at gå i kludder, da du som formand stille og roligt fik bragt skuden flot på rette kurs. Jeg var så heldig at sidde i bestyrelsen med dig. Du var uhyggelig skarp- også når det kom til tal, som du jonglerede med, så man skulle holde ørenes stive for at følge med. – Og du huskede som en elefant. Jeg hørte dig aldrig løfte stemmen på møderne eller blive ubehagelig. Du fik det bare lige så stille til at fungere. Du besad evnen til at udvise excellence.
Du var kendt og respekteret på den internationale FEIF-arena, hvor dit netværk var kæmpe stort. På den måde var du med til at fastholde Danmarks position i FEIF, og du forstod længe før de fleste vigtigheden af at pleje det internationale samarbejde og tage de lange seje træk for en sag.
Du var et følsomt og klogt menneske og en spændende samtalepartner. Den side opdagede jeg på vores mange køreture til og fra Vilhelmsborg, når bestyrelsesmøderne kaldte. Det er samtaler, jeg ser tilbage på med stor glæde.
Og så havde du en forrygende humor og frækhed. Sjældent har jeg grinet så meget, som da du engang i Sydtyskland til et EM blev stoppet med bilen fuld af hestefolk af en tysk betjent, der mente, du havde tilsidesat vigepligten. Dit tysk var en af de få ting, der måske ikke lige var så nuanceret, så du endte med at åbne handskerummet og smide alle de stamtavler (!!), der lå derinde, i hovedet på betjenten. Han blev så konfus, at han lod os køre. Det var aldrig kedeligt at være på tur med dig.
DI har meget at takke dig for. Foreningen ville ikke have været den samme uden din enorme indsats, og du skriver dig ind i den lille eksklusive af DI’s store pionerer.
Tak for at passe på os, tak for din gavmildhed, tak for at være en ildsjæl, tak for festen og det gode grin, tak for alt det du lærte os om den islandske hest og livet, tak for alle oplevelserne, tak for dine initiativer og lederskab og tak for at være en ven.
Næste gang det tordner, og Sleipnir løber i den hurtigste pas over himlen, så hovene slår gnister, så ved jeg hvem, der sidder på ryggen af ham.
Karen B. Rasmussen
Stefan Langvad bisættes fra Nærum Kirke onsdag d. 6. oktober kl. 11.00