Det stod ikke i kalenderen, at Tania og hendes hingst Baron fra Limfjorden skulle til Herning i weekenden. Men det er ikke en chance, man takker nej til. Det siger Tania over telefonen, mens hun cirkulerer rundt på Messecenter Hernings enorme P-område for at finde en parkeringsplads.
Hun og Baron fra Limfjorden ankom i onsdags. Sammen med otte andre ryttere skal hun fremvise den islandske hest fra dens mest imponerende side under temaet nordlys. Mere kan hun ikke løfte sløret for lige nu. Vi må vente, til der kommer billeder og video ud fra showet. Der afvikles første gang i aften, fredag.
Tania Højvang Jensen fik mulighed for at deltage i Gallashowet i år, fordi Julie Christiansen blev forhindret. Det er første gang, hun skal ride i en kulisse som denne. Det er en stor ære, siger hun.
– Det er en vild oplevelse at være en del af det her setup. Jeg er meget taknemmelig for, at Julie gav mig chancen. Jeg har ejet Baron siden august måned. Derhjemme har jeg også Glúmur, der er min A-hest og pashest. Men til gallashowet var der brug for en stor sort femgængerhingst, og så tænkte Julie på mig.
– Baron og jeg er i gang med at lære hinanden at kende. 2023 er et læreår for os. Så det er en helt unik mulighed. At give ham en oplevelse i nogle rammer, vi ikke ellers ville kunne komme i nærheden af. Det vigtigste for mig er, at han får en rigtig god oplevelse.
Tania håber, at publikum oplever en wauw-effekt, når hun og de andre ryttere rider ind i Boxen:
– Det særlige ved vores hesterace er, at seks hingste kan ride helt tæt uden problemer. Det håber jeg, at publikum bliver draget af. Vi har allerede øvet vores kvadrille til musik. Det gik rigtig fint. Det gør mig stolt og taknemmelig, at jeg skal være med at vise vores hesterace frem.
– Som lille pige var min største drøm først at ride på Hedeland. Så kom drømmene om DM, NM og VM. Tænk, nu er det mig, der skal ind på den største scene i Danmark. Det er utroligt at tænke på. Det er jeg meget ydmig over at få lov til. Det var også den lille piges drøm at deltage i de store hesteshows.
Tania skal sammen med otte andre ryttere repræsentere den islandske hesterace til showet under temaet nordlys.
De islandske heste er efterhånden en fast gæst i gallashowet, og i år er ingen undtagelse.
Nils Christian Larsen IS2015 * DK2015186132 Tollur fra Armoti
Frederikke Bøgeblad * IS2006180622 Veigur fra Eystri-Holi
Carolin Storebø * IS2007182076 Arnvidur fra Hveragerdi
Nils Christian Larsen * IS2015186132 Tollur fra Armoti
Susanne Larsen * IS2010186682 Völsungur fra Skeidvöllum
Emma Hannover * IS2009156955 Styrmir fra Skagaströnd
Britt Werner Raabymagle * DK2011100620 Dreki fra Ousbjerggaard
Mette Haugslien * IS2008181103 Kiljan fra Holtsmula
Tania Højvang Jensen * Baron fra Limfjorden
Om Tania Højvang Jensen
Tania driver professionel trænings- og undervisningsstald i Nordsjælland med sin partner og ægtemand Torben Jensen, der driver beslagsmedsvirksomhed.
Tania vandt senest ved NM 2022 to sølvmedaljer i speedpas.
Hun ligger pt. nummer fire på verdensranglisten i Speedpas.
Bag sig har Tania også:
2 x VM guld
2 x NM sølv
2 x VM bronze
Tania er Eliterytter i Dansk Islandshesteforening.
Gallashowet starter kl. 19.30 fredag og lørdag aften. Læs om showet her
Udover Gallashowet medvirker Nils Christian Larsen også, i samarbejde med Dansk Varmblod, i “Stjernetræf”, hvor fire ryttere dyster på en forhindringsbane.