TÖLT har tjekket nogle af mulighederne for rideferier, rideture og ferie med heste i Danmark. I dette tema, der første gang blev bragt bragt i magasinet i sommeren 2020, præsenterer vi blot en brøkdel.
I bunden af denne side kan du se de artikler, der relaterer sig til temaet.
Drømmer du om en lang, sammenhængende rideoplevelse? En rundtur med overnatning for hest og rytter forskellige steder? Er du klar på en længere rideferie med overnatning undervejs, men måske knap så klar på rollen som stifinder i ukendt terræn kan en arrangeret etapetur være løsningen.
Med egen hest er den mest oplagte løsning at planlægge turen selv.
Men hvis du er hesteløs eller ikke har tid eller lyst til at stå for turen selv, findes der flere arrangører af rideferier i Danmark, der tilbyder flerdagsture på lejede heste.
Hvis du ønsker et alternativ til at ride ud fra det samme sted hver dag som på en klassisk rideferie, findes muligheden fx ved Riderute Thy, hvor der er guidede flerdagsture fra lejr til lejr på lånte heste med overnatning undervejs.
Thy Ridesafari er tilrettelagte flerdagesture på 80, 60 eller 30 kilometer gennem klithede, plantage og strand.
Her skal deltagerne ikke tænke på at finde vej, transportere bagage, lave mad eller finde overnatning, fortæller Birger Eskildsen fra Stutteri Korreborg. Han er guide på turene, og det er hans heste, man rider på, mens han undervejs fortæller om Nationalpark Thy og de særlige naturoplevelser, som området byder på.
Birger og hans familie havde erfaring med lange ture, inden de begyndte at arrangere ture i Thy.
– På de ture havde vi venner og bekendte med, der sluttede sig til os, for de var rådvilde i forhold til både forplejning og overnatning. Det var en del af grundlaget for idéen. Vi så en mulighed for at dele en enestående naturoplevelse med flere mennesker.
–Turene fungerer bedst med samlede grupper på 6-8 personer. For at økonomien er hjemme, kræver det en større gruppe, der melder sig til sammen. I vores tilfælde er det hele er regnet ind i prisen, og det kræver et forarbejde. Vi kan dog altid koble én eller to personer på en større gruppe, fortæller Birger Eskildsen.
Bag initiativet står arrangør-trioen Lone Lærke Krog, Lærkely Thy, Birger Eskildsen og Anette Skou, Tvillinggaard Thy.
Teknisk rejsearrangør er Thy Turistforening, der er medlem af rejsegarantifonden.
Læs også: Når sommerferie rimer på hesteferie
Læs også: Sådan kan du holde sommerferie med hest
Læs også: Kom godt i gang med langture