Underlagets betydning for hestens belastning

Det underlag, som hesten arbejder på, har stor betydning – både for præstation men også for risikoen for udvikling af skader, der kommer til udtryk som halthed.

Skridtets forskellige faser

I tilsætningsfasen,hvor hoven rammer jorden, bremses den kraftigt i både nedadgående og fremadgående retning. Det medfører, at knoglerne i benet én efter én presses mod hinanden i takt med, at hestens vægt skubber dem ned mod hoven, der bremser. I denne fase har underlagets hårdhed og greb betydning for belastningen. Jo hårdere eller jo mere greb, jo hurtigere vil hoven bremse, og jo hårdere vil knoglerne presses mod hinanden.

Gennemtrædningsfasen begynder, når hoven ikke længere bremser. I denne fase har hoven fuld kontakt med underlaget og belastes af hestens vægt på benet. Bøjesener, gaffelbånd og ligamenter omkring koden absorberer en stor del af belastningen, når koden presses mod jorden. Et eftergivende, og dermed stødabsorberende (se længere nede) underlag vil mindske kraftpåvirkningen af benet.
Når hestens krop har bevæget sig hen over benet, der står på jorden, begynder dragten at løfte sig fra jorden, og hesten skubber af mod underlaget. Dette kaldes overrulningsfasen. I denne fase belastes tåvæggen, der skubbes ned mod underlaget, når hoven roterer. Samtidig strækkes (belastes) den dybe bøjesene og hovsenebensligamenter maksimalt.
Sener og ligamenter virker som en elastik, og når de strækkes, oplagres energi, som frigøres, når de “slippes fri” af underlaget, og medfører, at benet passivt svinges fremad. Hvis underlaget er eftergivende, vil tåen på hoven rotere ned i underlaget og mindske belastningen på tåvæggen. Det vil ligeledes forårsage, at den dybe bøjesene og hovsenebensligamenterne strækkes mindre. Er underlaget hårdt vil kraften, der presser mod tåen være stort og sener og ligamenter vil belastes (strækkes) kraftigt. Hvis underlaget bliver meget eftergivende som fx dyb løs sand, vil hoven ikke støttes af underlaget og overrulningen vil blive ustabil og på grund af hovens rotation ned i sandet strækkes ligamenterne ikke tilstrækkeligt til at oplagre energi og give benet passiv bevægelse. Det medfører, at al fremføring af benet skal laves med muskelkraft med fare for at udmatte hestens muskler hvilket kan medføre risiko for muskel og seneskader.

Underlagets egenskaber

Hårdheden har stor betydning for præstationen, da et relativt hårdt underlag ikke absorberer ret meget af hestens energi, som derfor kan bruges til benets bevægelse og til fart, men til gengæld får man en øget risiko for halthed på grund af den store kraftpåvirkning af hestens ben.
Hvis man ovenpå et hårdt underlag lægger minimum fem centimeter løst toplag kan det mindske kraftpåvirkningen i tilsætningsfasen med 40-60 procent og ligeledes mindske belastningen i overrulningen. Hvis man rider på et meget hårdt underlag, mister hesten en del af sin bevægelse, sandsynligvis fordi det er ubehageligt at få hårde stød i benet.

Støddæmpning betyder, at underlaget i gennemtrædningsfasen oplagrer en del af energien fra hesten. Hestens belastning mindskes med den mængde kraft, som underlaget absorberer. Støddæmpning optræder ved, at underlaget under hestens vægt komprimeres fx i form af, at man kan se et aftryk i sandet af hestens hov.

Underlagets elasticitet er ikke det samme som støddæmpning. Elasticitet er et udtryk for, hvor godt underlaget trykker tilbage på hestens hov og hjælper med afskubbet ind i næste skridt. Et ideelt underlag vil altså komprimeres under hestens hov og give støddæmpning og herefter levere den absorberede energi tilbage ved at dekomprimere og skubbe tilbage på hoven. Ligesom en trampolin, der først mindsker belastningen ved landing, fordi den giver efter, og derefter hjælper til et højere hop, fordi den skubber opad.

Greb er et udtryk for, hvor meget hoven skrider på underlaget. Det er vigtigt, at grebet ikke er for stort, så hoven til en vis grad kan skride på underlaget, når den rammer jorden for herved at mindske bremsekraften. Men er der for lidt greb, vil hesten glide og øge risikoen for skader ad den vej.

Underlagets ensformighed er et udtryk for, om hvert skridt for hesten giver samme respons fra underlaget. Underlaget kan godt se ensartet ud på overfladen, men have forskellige egenskaber på forskellige steder på banen. Dette bør undgås, da det kan være svært for hesten at kompensere for. Det er dog okay, og til og med en god ide, at ride på et ujævnt underlag, hvor hestens krop er bevidst om, at der hele tiden skal kompenseres. Faren opstår, hvis kroppen tror, den går på et jævnt underlag, og der så indimellem er skridt, hvor underlaget opfører sig anderledes. Lidt som hvis der mangler et trin på trappen, og man ikke opdager det.

Ethvert underlag er sammensat af forskellige grader af de enkelte egenskaber, og egenskaberne kan ændre sig fra dag til dag, fx hvis underlaget vandes eller harves.

“Undgå de mest belastende yderligheder som meget dyb, løs sand og asfalt eller lignende i andet end skridt, men kom ellers bare ud i dit nærområde og find ud af, hvor mange forskellige underlag du kan styrke din hest på”

Studie af tre forskellige turunderlag

Et engelsk studie (Barstow et al) har kigget på belastningerne ved tre typer underlag, som en del ryttere benytter. Nemlig asfalt, grusvej og græsrabat i gangarterne skidt og trav.

Ikke overraskende måltes de største belastninger i trav på asfalt og mindst belastning i skridt på græs. Trav på asfalt var seks gange hårdere end trav på græs og tre gange hårdere end trav på grus.

Studiet viser, at det betyder noget, hvilket underlag man vælger at ride på, men det betyder ikke, at man altid skal vælge det mindst belastende. Det er vigtigt, at hesten gradvist vænnes til mange forskellige underlag, da dens krop delvist tilpasser sig de belastninger, den udsættes for.

“…det betyder noget, hvilket underlag man vælger at ride på, men det betyder ikke, at man altid skal vælge det mindst belastende. Det er vigtigt, at hesten gradvist vænnes til mange forskellige underlag, da dens krop delvist tilpasser sig de belastninger, den udsættes for”.

Det betyder, at man kan gøre sin hest stærkere og mere holdbar ved at ride den ud i forskelligt terræn og gradvist øge belastningen på den i form af underlagets type og hastigheden, hvormed man rider.

Ligeledes gælder det, at forskellige ride- og ovalbaner kan være med til at styrke hesten. Skader forekommer typisk ad to veje. Oftest via gentagne ensformige belastninger af de samme strukturer, blandt andet hvis man rider uden variation i underlaget, eller ved akutte skader, fordi hestens krop ikke har kunnet kompensere for pludselig at skulle bevæge sig på et underlag, den ikke er trænet på. Det gælder altså for begge typer af skader, at de kan forebygges ved at variere underlaget under træning.

Så undgå de mest belastende yderligheder som meget dyb, løs sand og asfalt eller lignende i andet end skridt, men kom ellers bare ud i dit nærområde og find ud af, hvor mange forskellige underlag, du kan styrke din hest på.

Kilder:

-Equestrian surfaces – a guide. FEI White paper

-Back og Clayton. 2013. Equine locomotion. Saunders. pp 164-165

-Barstow et al. 2019. Does ‘hacking’ surface type affect equine forelimb foot placement, movement symmetry or hoof impact deceleration during ridden walk and trot exercise? Equine Vet. J. 51 pp 108-114.