Tema: Hvem skal kåre vores heste i fremtiden? TÖLT taler med næste generations kåringsryttere om ambitioner, forventninger, mål og pres.

Pernille, 26, rejste til Island for fire år siden. Trods det, at hun er dårlig til at lære fremmedsprog, var hendes mål at komme ind på Hólar, hvor al undervisning foregår på islandsk.

Til juni vender hun hjem med en 3-årig uddannelse i ridning og rideinstruktion. – Klar til at træne og kåre islandske heste. Klar til at sørge for, at heste har det godt sammen med mennesker.

Hvor er du lige nu?

– Jeg er på Hólar Universitet i Nordisland, hvor jeg snart er færdig med min uddannelse. Vi har afslutning d. 20. maj, og så flytter jeg hjem til Danmark.

Hvordan var din vej til Hólar?

– Jeg har i virkeligheden drømt om Hólar, siden jeg gik i 6. klasse. Jeg troede ikke, at jeg kunne blive optaget eller gennemføre, fordi jeg var så dårlig til at lære sprog. Men det var det eneste, der føltes rigtigt. Så jeg gav ikke op og besluttede for fire år siden: Nu tager jeg af sted. Hvis ikke jeg prøver, finder jeg ikke ud af, om jeg kan eller ej.

– Nu er jeg færdig på skolen om en måned, og jeg kan næsten ikke selv tro på, at jeg rent faktisk har gjort det.

– Efter gymnasiet arbejdede jeg sammen med min mor med privat børnepasning i fire år og trænede heste for at tjene penge til uddannelsen. I 2019 rejste jeg til Island og søgte ind på skolen, da jeg var ankommet. Når du kommer fra udlandet, er der en rideprøve og en prøve, hvor du skal tale islandsk. Rideprøven gik rigtig godt, men islandsk-prøven var lidt svag. Det vidste jeg jo godt. Jeg blev nummer ét på ventelisten til en studieplads, men det år var der ingen, som droppede ud. Jeg arbejdede derfor fortsat hos Mette Mannseth og Gísli Gíslason, hvor jeg lærte ufatteligt meget. Et år efter kom jeg ind – den islandske prøve var intet problem.

Ridetur med en stor hesteflok i Island. Pernille rider forrest til venstre.

Kan du give et eksempel på noget vigtigt, du lærte af at arbejde med heste inden Hólar?

– Hos Mette og Gísli tilred jeg blandt andet den hoppe, der nu har verdens højeste 4-års kåring,  Eygló frá Þúfum, Der skal meget til for, at en 4-års kan kåres så højt. Normalt går Mette og Gísli ikke så meget ind for at vise hopperne så unge, men hende her var bare klar. Jeg fik helt kriller da hun kom ind på banen med Mette på ryggen, for jeg kendte jo hoppen godt, og det var vildt, da hun klarede det så flot. For mig var det en stor ting og en tillidserklæring at få lov til at tilride hende og se, at de var glade for mit arbejde og at de stolede på, at jeg gjorde det ordentligt og behandlede hestene godt. I det hele taget er støtten fra erfarne ryttere og trænere meget vigtig for mig.

– Under min studietid har jeg fortsat hjulpet Mette og Gísli. De er lidt endt med at blive min islandske familie, som også har været en stor støtte for mig i svære perioder på studiet. Når vi skal vise kåringsheste til eksamen, viser jeg en 5-års hingst, som jeg har lånt af dem.

Om et par måneder begynder du at træne heste i Danmark. Hvordan oplever du markedet for træning og kåringsridning i DK? 

– Mit indtryk er, at udvalget af ryttere er meget mindre end i Island. Jeg har fået mange forespørgsler fra Danmark de sidste par år om, hvornår jeg kommer hjem og kan tage heste i træning. Derfor havde jeg troet, at der ville være mere interesse om kåringstræning, end der er lige nu. Men jeg kommer jo også først hjem når kåringssæsonen allerede er godt i gang.

– Til gengæld har jeg fået mange henvendelser på undervisning og kurser. Mit indtryk er dog, at der mangler kåringsryttere på Sjælland, så jeg er ikke så stresset med det, og jeg har nogle heste booket ind. Jeg tager det stille og roligt og ser, hvad sæson 2024 byder på. Jeg mangler ikke arbejde, og jeg har været fire år afsted, så jeg vil gerne hjem og se mine heste, venner og familie. Det glæder jeg mig til.

Hvor skal du have stald, når du kommer hjem?

­– Et godt råd fra lærerne på Hólar er, at vi kommer ud og arbejder tæt sammen med andre ryttere for at få input og erfaring. Planen var at jeg skulle hjem til mine forældres stald, men jeg får mere og mere lyst til at lære og samle mere viden om ridning og heste. Her har Mette Mannseth påvirket mig, for hun søger konstant ny viden, inspiration og input. Jeg så på steder på Sjælland, hvor der var mulighed for tæt samarbejde med andre ryttere. Det var et svært valg, men det endte på Guldsmedegården, hvor Anna Ulbæk også er. Hun er uddannet dyrlæge og træner heste. Der er der også kurser og undervisning og ekstremt gode forhold for hestene på stedet.

På gården Þúfur, Pernille yderst til højre på sin hoppe.

Mange hesteejere har store forventninger til deres hestes kåringsresultater og til dit arbejde. Hvordan forbereder du dig på det?

– Jeg skal hjem og have noget mere erfaring og vise flere heste for at finde ud af det hele. Men jeg tænker, at det handler rigtig meget om at være ærlig overfor ejeren og ikke at love for meget.

– Man skal kunne se realistisk på det, og man skal kunne sige på en pæn måde, hvad der skal til for, at hesten får 7,5 eller 8,5 for tølt. Det er også vigtigt at kunne forklare hestens muligheder ud fra de regler og firewalls, som ligger til grund for karaktergivningen.

– Så det gælder om, at du som rytter har grundig og korrekt viden om kåringsreglementet og de krav, der stilles til de forskellige gangarts- og bygningskarakterer. Så kan du bedre bruge kårings-guidelines positivt og tale med ejeren om hestens muligheder og begrænsninger.

– Det er også vigtigt, at man som træner sætter sig ind i fx videomateriale med eksempler på kåringsheste, som får forskellige karakterer og at man kender de vigtige firewalls mellem karaktererne. Her kan man også tale med ejeren om, at selv om hesten måske ligger højt bevægelsesmæssigt og har stor fart i gangarten, er det ikke sikkert, at den bruger sin krop rigtigt, og det kan være en stopklods for en høj karakter.

­– Der er meget stress og pres på omkring kåring. Jeg tror, at der også i den forbindelse er et stort behov for, at vi deler mere viden om hestene og kravene med avlere, ejere og ryttere.

– På Hólar har vi fået vist så meget video med ridebedømmelser. Mit håb er, at jeg kan få noget materiale med hjem og få lov til at vise det med dommerkommentarer og karakterer.

Hvad skal der mere til, tror du?

– Jeg mener, der er behov for at vise eksempler på, hvorfor hesten får de karakterer, den får. For der bliver ikke kun kigget på store bevægelser, takt og tempo. Der bliver også set rigtig meget på, hvad hestens bagbenene og ryg laver og om den ”går op ad bakke,” viser korrekt bæring og bruger kroppen korrekt. Det er meget vigtigt at få formidlet det bredt ud til avlere, ryttere og hesteejere.

– Jeg tænker på, at det første år hos Mette og Gisli var jeg meget nervøs, når jeg trænede de højt kårede hopper, som skulle gå i konkurrence med en af dem. Jeg mærkede stress og havde mange tanker, om jeg nu havde gjort det godt nok og om der var noget, jeg burde gøre det anderledes. Men de havde tillid til, at jeg gjorde det godt nok.

– Efterhånden har jeg lært, at jeg skal stole på, at jeg godt kan. Jeg har udviklet mig meget som person og rytter – har fået meget mere selvtillid og er blevet mere åben, fordi jeg er blevet skubbet ud af min komfortzone.

Hvordan er din erfaring indtil nu med kåringsheste?

– Før jeg tog af sted til Island, havde jeg vist 10 heste til fuldkåring. I 2021 var jeg hjemme for at vise to til fuldkåring og en til bygning af vores hjemmeavl. I 2022 viste jeg min egen vallak i Island til fuldbedømmelse. I alt har jeg vist 13 til fuldkåring og en hel del til bygningsbedømmelse

Hoppen Dögun frá Torfunesi er Pernilles egen.

– Her på skolen har jeg som sagt en hingst fra Mette og Gísli, som jeg skal have med til eksamen i kåringsfremvisning. De håber selvfølgelig, at det kommer til at gå godt. Jeg har forberedt mig ved at få andre til at kigge på den, tage video og se kritisk på den sammen med andre ryttere. Sådan får jeg flere input udefra. Jeg tænker over selv at vurdere hesten en halv karakter for lavt, så jeg er blevet positivt overrasket over fx at få 8,5 for trav i stedet for 8,0 til vores prøvekåringer på skolen.

– Endelig skal man også have forståelse for, at hesten kan have en dårlig dag og at banen kan være forkert til den enkelte hest, for ingen hest er ens. Vi arbejder jo med levende dyr og ikke maskiner.

– Jeg glæder mig til at få mere erfaring med at træne og vise kåringsheste.

Hvad betyder det for dig, at du får opbakning fra de mere erfarne kåringsryttere?

– Det har stor betydning. De første gange havde jeg Søren Madsen til at hjælpe mig til bygningsbedømmelserne, og siden hjalp mine forældre. Søren har også hjulpet og coachet mig, og jeg har deltaget i kurser og undervisning hos ham. Han har haft en positiv indvirkning på, hvordan jeg ser på kåringer. Hans hjælp var med til at give mig et skub i den rigtige retning, så jeg nu synes, at kåring er fedt og sjovt.

– Generelt har jeg indtryk af, at kåringsryttere er supergode til at hjælpe hinanden. Jeg er inspireret af det, og jeg har lyst til at hjælpe andre til fx bygningsbedømmelse. Det kunne også være at stå for enden af kåringsbanen med et headset, hvor jeg guider rytteren undervejs.

– Selv de bedste ryttere hjælper hinanden. På Island er det helt normalt at rytteren rider med headset og har én til at give instrukser undervejs i ridebedømmelsen.

– Vi vil jo gerne vise hestene så optimalt som muligt. Jo mere vi ryttere kan hjælpe hinanden, jo bedre. Det med at bruge headset under en kåringsfremvisning overraskede mig i Island, for det er ikke brugt så meget i Danmark. I reglerne står der ikke, at man ikke må, så det er ikke forbudt til kåringer. På skolen har jeg opdaget, hvor meget det hjælper, og når jeg kommer hjem, vil jeg helt sikkert bruge det. – Om det bliver min far eller en anden rytter, der taler i den anden ende, må tiden vise.

Varmt klædt på til en ridetur i den barske natur.

Hvordan ser din fremtid ud?

– Jeg håber, at det bliver et godt samarbejde på Guldsmedegården. Jeg håber også, at jeg kan vise heste til kåring og stævner i mange år fremover.

– Mit mål er at hjælpe heste og mennesker – at hjælpe folk til at kunne hjælpe deres heste. Det kan jeg ved at undervise, fx i at hesteejere selv kan træne hestene mere på forhånd, så vi kårngsryttere kan have hestene i kortere tid og arbejde mindre med grundridningen.

– Jeg vil også gerne arbejde med at coache folk til kåringerne og bakke unge rytter op i at vise kåringsheste. Mit ønske er at gøre det hele på en måde, så jeg kan være i faget i mange år.

– I forhold til holdbarhed og fremtid, så taler vi meget om, at mange ryttere har ryg- og knæskader. På skolen har vi et ryttertræningskursus med viden om, hvordan vi styrker kroppen og holder den sund. Ridning kan være en farlig karriere, og vi skal passe på os selv for at holde længe. Det er fx ved aldrig bare at hoppe på en ny hest, vi ikke kender, men se den under rytter først, være bevidste om sikkerhed ved unghesteridning og at tage forskellige forholdsregler.

– Du leger med dit eget liv, og en dårlig erfaring kan både skade dig og sætte sig som et psykisk traume i hesten.

Hvad er det, der primært driver dig i dit arbejde?

– Jeg er uddannet fysiurgisk hesteterapeut og snart færdig på Hólar. Jeg tilbyder træning og fremvisning af kåringsheste. Jeg tilbyder også undervisning, hestemassage, KST og led-mobilisering af heste. Der har været stor efterspørgsel på undervisning og kurser, og jeg er positivt overrasket over interessen.

– Jo mere jeg kan hjælpe folk, jo flere heste kan jeg hjælpe. Det, der virkelig driver mig, er hestevelfærd – at hestene har det godt.

– Jeg har altid nydt, når hesten også synes, at det er sjovt at ”gå til ridning”. De har jo ikke selv valgt at blive brugt som rideheste, så det er vigtigt, at de har det godt i deres krop og psyke. Glade heste er sjovere at ride på. De giver noget andet i ridningen, har en anden tillid til dig og vil gøre alt for dig. Jeg oplever, at det er vigtigt at bevare den enkelte hests personlighed og være bevidst om, at heste er forskellige og lærer forskelligt. På den måde bliver træningen et samarbejde mellem hest og rytter i stedet for, at vi bare rider rundt på dem og beder dem om at arbejde.