Rikke arbejdede hos Stutteri Sonne ved Holstebro, og efter gymnasiet fik hun job hos rytteren Søren Madsen. I 2019 startede hun som selvstændig med egen træningsstald i Ranum i det nordlige Jylland. Her bor hun bor sammen med sin far, staldmedhjælperen Mathilde og en hel del træningsheste.
– Helt fra starten har Højgaarden Islandsheste bakket mig op som en god kunde ved at vise mig tillid og give mig lov til at træne og ride nogle af deres gode heste. Det har været helt fantastisk at mærke, at de tror på mig og har tillid til mig. Jeg har været heldig med at have en god ballast via Højgården og Søren Madsen. Og så har jeg fået kæmpe opbakning fra Agnar og Anne Stine fra Stald Gavnholt helt fra starten. De hjælper mig stadigvæk enormt meget, og jeg ringer til dem, når jeg har et spørgsmål eller er i tvivl om et eller andet, fx med kåringsheste, træning eller skoninger. At vende en karakter på en hest: er det her til 7,5 eller 8,5, og hvordan vil du gøre det?
– Det er megafedt at have dem i baghånden, for de er så meget inde i gamet. Jeg fylder også nogle gange traileren med heste og kører ned til Gavnholt for at få vejledning og en vurdering af hestenes mulige kåringer.
– Jeg har selvfølgelig selv en idé om karaktererne, men det er mere trygt, at Agnar hjælper og giver en vurdering. Når staldene Gavnholt og Højgaarden har min ryg, giver det mig tillid til, at det nok skal gå.
– Arbejdet med heste – at ride dem, passe dem, omgås dem har jeg elsket lige fra starten. Fra min tid hos Søren Madsen vidste jeg, at det er hårdt arbejde at træne heste.
– Det er ikke et 8-16-job, så det kom ikke som nogen overraskelse, at det kræver blod, sved og tårer.
– Jeg ville egentlig ikke være selvstændig, jeg ville bare ride og arbejde med heste. Men så fik jeg muligheden her på gården hos min far og sprang bare ud i det. Det værste har været regnskab og administration. Det interesserer mig ikke, og jeg synes, at det er svært. Men jeg har heldigvis fået en til at bogføre for mig og hjælpe med den del og jeg vil hellere ride en ekstra hest, som kan betale for bogføring end at sidde og kigge på computeren. Ud over det er man vel altid bekymret for, om der er kunder nok i butikken. Det er der heldigvis!
– Det gjorde jeg i 2020 under Corona. Jeg viste min egen vallak og startede der. Under mit arbejde ved Søren så jeg ham træne heste, sko, dele hestenes man, vaske dem, gøre dem klar og vise dem på kåringsbanen – alt det sjove. Derfor følte jeg egentlig ikke, at det var så nyt at skulle stå for det hele. Til gengæld var det rigtig fedt at få lov til selv at ride ned ad sporet på kåringsbanen. Det var også sjovt at stille hesten op til bygningsbedømmelse. Siden har jeg vist nogle stykker, ikke mange, men det går den rigtige vej, for jeg vil gerne lave mere af det.
– I år har jeg nogle stykker med for kunder udefra. Jeg er overrasket over interessen for at få trænet heste og de mange henvendelser, jeg har fået på kåringstræning og fremvisning. Jeg siger til hesteejerne: Husk nu, at jeg ikke er en af de kendte og erfarne ryttere som Søren, Agnar Snorri Stéfansson eller Steffi Svendsen. Kunderne mener, at jeg også skal have en chance, og den er jeg glad for at få.
– I år skal jeg vise 8-10 heste i løbet af kåringssæsonen, hvis alt går efter planen. De står hos mig nu og er i træning mod kåring. Jeg viser i hvert fald fire til kåring 1 i maj. Så er der nogle stykker på ”måske listen.” De kommer med, hvis jeg synes, at de er klar.
– Jamen det er fantastisk med den opbakning. Det giver en tro på mit arbejde, når erfarne kåringsryttere tror på mig, hjælper mig og ønsker mig det bedste. Jeg kan komme ned til Agnar og Anne Stine med en hest, hvor jeg har mistet troen på det og få at vide at jeg skal tage mig sammen og ride. Da jeg skulle kåre min egen hoppe græd jeg en uge inden kåringen og følte, at alt var dårligt. Agnar fik mig til at tage mig sammen og ride. Og så gik det hele meget fint alligevel. Nogle gange har man bare brug for at høre det fra mere erfarne ryttere.
– Det oplever jeg faktisk ikke. De er jo meget bedre og mere erfarne kåringsryttere end mig, og jeg stræber bare for at arbejde sammen med dem, gøre det bedre – og med tiden blive lige så god eller bedre. Det skal vel også være målet. Da jeg kårede min vallak, kom Agnar hen og roste min fremvisning og tog mig under sine vinger. Jeg ser det som om, at de erfarne gerne vil have, at man viser nogle heste godt og at det går godt for mig og mine heste.
– Jeg føler mig heldig, for jeg samarbejder med nogle gode hesteejere. Jeg oplever, at jeg kan sige meget til dem og være ærlig omkring en hests muligheder. Jeg tager ofte udgangspunkt i, hvad jeg ville gøre, det var min egen hest og kommunikerer det til kunderne. Jeg prøver at snakke meget med dem om deres heste, og jeg bliver ved med at sige, at de ikke må have for høje forventninger til hestens kåring.
– Men jo. Der er et pres. Folk bruger rigtig mange penge på træning og kåring og investerer meget tid og energi i det.
– Det største pres kommer fra mig selv, og det kan godt være stressende. Jeg ved godt, at jo bedre, hesten er trænet frem mod kåringen, jo større chance er der for, at det går godt. Mit mål er at gøre det rigtig godt, så jeg kan fortsætte med at lave det, jeg gør.
– Ja. Jeg oplever, at der er plads til mig i markedet. I forhold til, at jeg ikke er særlig erfaren, mærker jeg stor tillid fra kunderne. Jeg har ikke plads til flere heste i stalden lige nu, og det er dejligt. Det er et drømmescenarie, når jeg kun været i gang i et par år med en ny stald.
– Jeg har en stor hjælp i min far, der fortæller mig, at det kan gå dårligt, og det er også okay. Han er god til at få mig til at være realistisk. Han er også en vigtig, praktisk hjælp i dagligdagen, hvor han kører ud med vand, møg og wraphø. Han fikser også, når vi kommer til at ødelægge ting, ha ha.
– Ud over min far har jeg en dygtig staldmedarbejder, Mathilde. Hun er min kusine, og hun har hjulpet mig siden juli sidste år. Jeg håber, at hun bliver for evigt, for jeg er så glad for hende. Hun kan klare det hårde arbejde og ved, at det er et job, hvor man først er færdig, når hestene er passet og redet. Det er alfa og omega.
– Jeg glæder mig, og jeg tror, at det bliver sjovt! Jeg har arbejdet en hel vinter på det, og så er det lige om lidt. Det er lidt ligesom årets første stævne, hvor jeg altid er ekstra nervøs for om alt det, jeg har lavet hele vinteren, har været forgæves – eller om det er gået den rigtige vej. En af kåringshestene har været vist før, så det vil jeg selvfølgelig gerne gøre bedre. Men det er heste, så der er ingen garanti, og der kan ske alt muligt.
– Jeg rider jo hele dagen og er bevidst om, at jeg hele tiden kan forbedre mig og lære nyt, så på en måde virker selve kåringen ikke så hård eller uoverskuelig for mig mentalt. Jeg er spændt og nervøs, men jeg sover altid godt om natten. Det gælder bare om at arbejde nok. Nogle gange er jeg næsten mere nervøs for at tage en hest med til Gavnholt for at få en vurdering og et god råd end for at ride ned ad sporet til selve kåringen. For kåringen er slutresultatet, hvor der er mere styr på det.
– Jeg vil gerne fortsætte med det, som jeg laver nu. Det vil være fantastisk, hvis jeg kan det. Jeg vil bare gerne fortsætte med at ride, kåre heste og få gode stævneresultater. Det er min drøm og har altid været det.
– Jeg har ikke andre planer end at blive en bedre rytter – en af de bedste.
– Det, jeg tænker allermest på er, at hestene har det godt, at de trives og er glade. Ellers skulle jeg lave noget andet.
– Jeg er sammen med hestene mindst 12 timer i døgnet, så jeg kender dem rigtig godt hver især og har god føling med, hvordan de har det. Jeg sørger for at kigge på dem og vurdere, om de er tilpasse mentalt og fysisk, har lys i øjnene og er i tilpas huld. Hvis en hest føles træt, giver jeg den en pause på måske et par uger. Det har jeg god erfaring med.
– Det handler også om at sørge for, at de får godt foder og at de kommer ud på fold flere timer dagligt. Jeg har 28 heste på boks, og de er ude på fold hver dag fra klokken 8.00.
– Hvis jeg oplever pres på hesten fra ejeren, prøver jeg igen at forventningsafstemme og sige: Hvis det ikke går til denne kåring, kommer der en ny. Vi håber selvfølgelig på det bedste, men man kan ikke forudsige, om præstationen på dagen bliver dårligere eller måske meget bedre end det, hesten viser i den daglige træning. Det er stadigvæk dyr, vi har med at gøre.