Mette Uldahl havde en række budskaber ved SEGES´ hestekongres 2024. Hun fremhævede nødvendigheden af at prioritere hestens egenværdi og behov over menneskers ønsker og behov. Hun påpegede vigtigheden af at lytte til hestens adfærdsmæssige signaler. Hun sagde også, at øget velfærd i hestesport er et vigtigt emne at debattere, derfor er det alles ansvar at bruge sin stemme i debatten.

Mette Uldahl er veterinær konsulent for Dansk Rideforbund og vicepræsident i den Europæiske Dyrlægeforening. Hun er også dyrlæge og forsker.

Hendes arbejde handler om dyrevelfærd, etik og transformation, men det handler også om menneskers adfærd. Dyr har rigtig meget at gøre med mennesker, og hvis vi ikke beskæftiger os med menneskers adfærd, så får vi ikke styr på dyrenes velfærd, forklarer hun.

I to TEMA-artikler gengiver TÖLT de budskaber, som Mette Uldahl bragte frem ved SEGES´  hestekongres 2024.

“Dyr har rigtig meget at gøre med mennesker, og hvis vi ikke beskæftiger os med menneskers adfærd, så får vi ikke styr på dyrenes velfærd” – Mette Uldahl.

Vi har alle et ansvar for at bruge vores stemme

“Der er ingen af os, der kan frasige os ansvaret for at bruge vores stemme til at sikre hestens velfærd. Vi har alle et ansvar, uanset om vi er ryttere, trænere, officials eller organisationer, der varetager stævner. Der er selvfølgelig nogen, som kan varetage ansvaret på en anderledes måde end andre”

“Vi har alle en pligt til at stille spørgsmål, være nysgerrige og melde os ind i klubber og forbund for at udøve sin stemme. Det er min personlige oplevelse, at det gør en kæmpe forskel, hvis man lader sin stemme blive hørt, og det er så vigtigt, at vi debatterer hestevelfærd”, fortæller Mette Uldahl.

Hvad er dyrevelfærd?

Hvad handler dyrevelfærd egentlig om? Først og fremmest må vi definere, hvad det ikke handler om, forklarer Mette Uldahl.

“Det handler ikke om, hvad mennesker synes, tænker eller siger er godt eller dårligt for dyrene. Dyrevelfærd handler om dyrenes egne oplevelser af, hvad der er positivt, negativt eller neutralt,” fortsætter hun.

“Det skal være på en måde, hvor man objektivt og ud fra dyrenes adfærd kan sige, at dyrets basale behov opfyldes. Så vi skal hele tiden være nysgerrige på, hvorfor dyret har en bestemt adfærd. Ikke set ud fra menneskers behov, men se på, hvordan dyret har det ud fra dets egne behov”.

Der er sket et paradigmeskifte de seneste 10 år, mener hun.

Før i tiden talte man meget om dyrets brugsværdi, som var relateret til, hvad mennesker kunne bruge dyret til, og hvad vi kunne få gavn af. I dag tager vi udgangspunkt i dyret og taler om dyrets egenværdi, siger hun og uddyber:

“Hesten er et tænkende og følende væsen, som har en egenværdi i sig selv, og den viden skal ligge til grund for alt det, vi gør med hesten”.

“Hesten er et tænkende og følende væsen, som har en egenværdi i sig selv, og den viden skal ligge til grund for alt det, vi gør med hesten” – Mette Uldahl

Dyrets egenværdi i modsætning til brugsværdi

Mette Uldahl har taget del i et internationalt forskningsprojekt, som netop har set på, hvordan vi kan lave en model for dyrets egenværdi, og om vi kan fastsætte, hvad man må bruge et dyr til.

Forskerne har set på europæisk lovgivning bredt, og den er meget forskellig alt efter, hvad formålet med dyret er.

Ser man på en hest, så kan den være både et kæledyr, et sportsdyr og et slagtedyr, og den samme hest kan have disse tre brugsformer inden for samme liv.

Det betyder, at lovgivningen for en hest gennem hestens liv kan variere i forhold til hvad, mennesket vælger at bruge hesten til.

Den situation skaber en meget ulogisk tilgang til sikring af dyrs velfærd. I dag forventer samfundet og borgere generelt en gennemskuelig sikring af dyrs velbefindende.

Det kan man få ved at tage udgangspunkt i dyrets egenværdi, siger hun og forklarer:

”Vi har i dag en meget større viden om, hvad dyr egentlig er. At de er følende og sansende væsener, og at de har nogle basale rettigheder. Ligesom vi har menneskerettigheder, så har dyr også nogle basale rettigheder. Al denne viden inddrages i vurderinger, hvor vi tager udgangspunkt i dyrenes egenværdi”

”Vi har i dag en meget større viden om, hvad dyr egentlig er. At de er følende og sansende væsener, og at de har nogle basale rettigheder. Ligesom vi har menneskerettigheder, så har dyr også nogle basale rettigheder. Al denne viden inddrages i vurderinger, hvor vi tager udgangspunkt i dyrenes egenværdi” – Mette Uldahl

Hvis heste kunne tale?

Heste har ikke lyde som deres primære kommunikationsmiddel, men de har et andet sprog i form af adfærdsmarkører, som vi er nødt til at respektere, fortæller Mette Uldahl:

”Dette kan ses, blandt andet, hvis de går med åben mund og skiller tænderne ad, eller hvis de går med tilbagetrukne læber og udviser anspændthed. Hestens øjne kan ændre sig, hvis den ikke er tilpas; man ser musklen over øjet trække sig sammen og danne en form som en trekant. Bevægelser med hoved og hals er en anden reaktion, man kan se efter, og dens ørespil viser os noget om, hvordan hesten har det.

Halepisken og tænderskæren er også tegn på, at hesten er frustreret eller har en grad af ubehag eller smerte.

Modsat kan vi se den positivt accepterende hest; en hest, der ser tilpas ud, er fokuseret, har ørerne i en afslappet position, ingen åben mund, og som går stille og roligt med halen”

“Bevægelser med hoved og hals er en anden reaktion, man kan se efter, og dens ørespil viser os noget om, hvordan hesten har det. Halepisken og tænderskæren er også tegn på, at hesten er frustreret eller har en grad af ubehag eller smerte.
Modsat kan vi se den positivt accepterende hest; en hest, der ser tilpas ud, er fokuseret, har ørerne i en afslappet position, ingen åben mund, og som går stille og roligt med halen” – Mette Uldahl

Har børn en bedre evne end deres forældre til at aflæse hestens sprog?

Der er alt for mange, der ikke formår at aflæse hestens sprog. Vi må erkende, at der er aspekter ved hestens kommunikation, som vi ikke opfatter med vores sanser, mener Mette Uldahl, der også er i gang med en undersøgelse af forholdene for elevheste på rideskoler.

Hun er særligt interesseret i, hvad børn kan opfange og forstå af hestens sprog sammenlignet med, hvad deres forældre ser.

Mette Uldahl har ofte bemærket, at når børn stiller spørgsmål uden forbehold, kan de opdage meget, som voksne overser.

Alt for ofte bliver børnene afvist med bemærkninger som: “Hesten er bare sur i dag” eller “Spænd du bare gjorden.”

På denne måde ignorerer vi hestens kommunikation og tager den ikke seriøst, samtidig med at vores måde at omtale hestens sprog på afmonterer børnenes evne til at forstå hesten, siger hun.

Hvornår må man kompromittere dyrets egenværdi?

Hendes budskab er, at hvis vi som mennesker ønsker at bruge dyret til noget – på samfundsniveau eller for en individuel menneskelig interesse – skal vi finde en form for balance mellem dyrets egenværdi og det formål, vi ønsker at bruge hesten til:

“Når vi rider på en hest, er det en form for kompromittering af deres egenværdi. Mange heste ville nok sige nej, hvis de blev spurgt, om de ønskede at blive tilredet og redet på, men det er ikke det samme som at sige, de ikke kan have et godt liv, mens vi rider på dem.

Vi skal kunne argumentere for, at vi tilgodeser hestens basale behov og vurdere, hvornår vi har retten til at gå på kompromis med deres ret til at være, som de er – en hest med basale behov.

Vi skal overveje etik, balance og proportionalitet, når vi bruger dem til vores formål”

Har vi overhovedet ret til at bruge hesten?

Det Dyreetiske Råd har udtalt, at vi har ret til at bruge heste i sporten, men proportionaliteten – den måde vi varetager hestens velfærd på – skal være bedre, ellers kan vi ikke forsvare rimeligheden i, at vi rider på hesten eller starter konkurrencer, mener Mette Uldahl:

“Ridesporten har eksisteret i årevis, og vi har levet i en boble. Så vi ikke har indset, at der er behov for forandring. Samfundets holdning til ridesporten har ændret sig, og der bliver stillet spørgsmål til, hvorfor vi gør, som vi gør, og om vi behandler hestene godt nok.

Det svar, vi giver, skal være fyldestgørende og vise, at vi har vores etiske værdier i orden. Det er betingelsen for, at vi har det, man kalder “Social Licence to Operate”, forklarer hun.

Samfundets tillid til, at vi gør det godt nok

´Social Licence to Operate´ er et koncept, der bygger på en vurdering af, at virksomheder kan være selvregulerende og svare på de spørgsmål, der stilles.

Det er vigtigt at have en åben debat om hestevelfærd og vores løbende indsatser. Vi skal lytte til alle, der har noget at sige, understreger Mette Uldahl. For hvis man ikke har “Social Licence to Operate”, mister befolkningen tilliden til det, vi gør, forklarer hun.

Det vil betyde at vi kommer over i et mere bureaukratisk system, med større papirarbejde og mindre fornøjelse, hvor samfundet begynder at lave lovgivning.

I sidste ende kan vi risikere, at det bliver forbudt at bruge hestene, så der er al mulig grund til at bevare vores “Social Licence”, advarer hun.

Vores virkelighed er ikke det samme som hestens

Vi opfatter virkeligheden ud fra vores egne sanser, men vores sanser opfatter ikke altid det samme som andres.

Dyrets egenværdi afhænger af deres basale behov – hvordan de trives, og hvordan de kommer til at leve et godt liv. Det ændrer sig hele tiden i forhold til den forskning, der findes på området, siger Mette Uldahl, der har beskæftiget sig meget med forskning, blandt andet indenfor næsebånd eller mundsår.

Evidensbaseret viden er vigtig for at vise resultater og præsentere fakta, påpeger hun.

Vi kan dog ikke komme udenom, at vi også skal se på vores følelser.  For mennesker er følelsesvæsner, og 70-90% af det vi gør, er baseret på følelser, uanset hvilket område vi beskæftiger os med, forklarer hun og uddyber:

“Vores hjerne er lavet sådan, at vi helst vil gøre det, der kaldes automation. Vi vil helst følge vores vaner. Det betyder, at hvis vi skal tvinges ud af automation, ud af vores komfortzone og ind i læringszonen, hvor vi kan reflektere over det, vi gør, så kræver det energi, og det prøver mennesker per definition at undgå, med mindre de virkeligt er nødt til det”

Mette Uldahl har også set dette fænomen inden for hestesport og ridning:

“Forandring føles ubehageligt, for så skal vi tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt det er godt nok, det vi gør. Det gør, at mange protesterer, hvis vi skal gøre noget andet, end det, vi plejer. For hvis vi har fundet vores egen model, er vi ofte tøvende overforat prøve noget nyt”, siger hun.

ALLE har et synspunkt

Vi slipper dog aldrig for at komme ud af vores komfortzone, for det er måden, vi udvikler os på.

Dyrevelfærd er et emne, der udvikler sig; der kommer hele tiden ny viden om dyr og deres intelligens. Vi skal vænne os til fremover at tage udgangspunkt i dyrets behov frem for menneskers ønsker. Alle har et synspunkt, og det er en god situation.

Det, der er vigtigt, er at få input fra et bredt spektrum, understreger Mette Uldahl:

“Inden for vores egen lille hesteverden er vi nødt til at være nysgerrige. Inden for vores egne cirkler skal vi have evnen til at kunne debattere åbent, vi skal lytte til andre og indse, at vi altid kan lære nyt. Det kan gøre ondt at tage den debat, særligt hvis der er mange menneskelige følelser involveret, men det er stadig ekstremt vigtigt og nødvendigt”, siger hun.

Kræver en mentalitetsændring

Velfærd i hestesport kræver, at vi ændrer vores indstilling og gamle vaner. Hestens velfærd skal prioriteres ud fra den nye viden, vi har om hestens behov, holdbarhed og velfærd.

Vi står stadig foran meget læring, men i løbet af det seneste år, er der sket meget på området, siger Mette Uldahl.

Vi skal læne os op ad fakta, for uddannelse og tilgængelig viden er nødvendig. Samfundets holdning til dyrene ændrer sig, og vi kan lære rigtig meget af forskellige synspunkter og fagligheder ved at være lydhøre. Det er afgørende, at vi tager udgangspunkt i hestens egen værdi frem for vores behov.