Min søster fik en hest. Siden blev 1 hest pludselig til 10 heste, og hele familien begyndte at ride. Derfra var der ingen vej tilbage.
At finde den rette mængde træning op til de store stævner, så jeg kan præstere mit bedste, når det endelig gælder.
Det er svært at træne for lidt, men meget let at træne for meget!
“Det er svært at træne for lidt, men meget let at træne for meget”
Har nok lidt en forkærlighed for 5-gang og pas. Men kommer også meget an på den enkelte hest. Har jeg en god 4-gænger eller tølter, er det også rigtig sjovt.
Jeg forsøger ikke at ændre noget og holde fast ved de normale rutiner, man har. På grund af ambitionerne om at præstere godt kommer man let til at gøre for meget. Når man træner hesten, skal man gøre det for hestens skyld, og ikke pga. at rytteren er nervøs og føler sig usikker.
Det er enormt vigtigt, at hesten har lyst til at arbejde med rytteren. Hvis man formår at få rytterens idé til at blive hestens vilje, så opstår magien. Der er nødt til at være en vis frihed i forholdet mellem hest og rytter. Ved tvang opnår man ingen gode resultater.
“Der er nødt til at være en vis frihed i forholdet mellem hest og rytter. Ved tvang opnår man ingen gode resultater”
Det er mange forskellige hestefolk, jeg har været i nærheden af igennem tiden. Og så ikke mindst de forskellige heste, man selv har redet eller måske en flot ekvipage, der gjorde tingene på en inspirerende måde.
Jeg forsøger at fokusere på det ridt, jeg skal ind og udføre og ikke tænke for meget over resten.
Det er vigtigt at holde fokus på de ting, man har indflydelse på. Hvordan de andre ryttere præsterer, eller hvordan ens ridt bliver bedømt, kan man ikke ændre på.
Til VM f.eks. forsøger jeg at tænke, at jeg “bare” skal ind og ride mit ridt som til hvilket som helst andet stævne. Opgaven er den samme lige meget hvor mange mennesker, der sidder rundt om ovalbanen.
Det kan være mange, små som store sejre. Kan være gode præstationer til stævner og kåringer. Men også de små sejre i den daglige træning, når man fx endelig finder løsningen på noget, der har været en udfordring i længere tid.
At blive ved med at udvikle mig selv som rytter. At styrke mine “svage” sider og holde fast i mine “stærke” sider.
Man er aldrig færdig med at lære, og ingen rytter er perfekt. Hvis først man tror man kan det hele, så skal man overveje at finde noget andet at lave.
Jeg forsøger at gå ydmygt ind til opgaven, og at behandle andre, som jeg også ønsker, de behandler mig.
Jeg håber selvfølgelig den måde, jeg rider mine heste på kan inspirere andre ryttere, men det vigtigste for mig er, at jeg selv kan være tilfreds med min præstation, og mindre hvad andre tænker om det.
Ingen andre end rytteren selv kender forudsætningerne for det enkelte ridt, og en præstation, der måske langtfra var perfekt, kan godt være en sejr i sig selv, hvis det er et skridt i den rigtige retning.
Læs også: Sæla står bag det hele